Studenterforskning for forskningens skyld?

SYNSPUNKT - Der er langt fra den panumske virkelighed til idealet om studenterforskere med lyst, talent og vilje. De studerende producerer gratis, studietidsforlængende forskning under pres for at komme i nærheden af drømmespecialet.

af Stud.med. Anne Louise de Barros Damgaard

30. september bragte Universitetsavisen en artikel med den glædelige nyhed 'Sund vil lade studerende forske på fuld'.

Muligheden for at afholde et prægraduat forskningsår har dog været til stede på medicinstudiet siden 2006.

I 2007 indførte regionerne imidlertid den såkaldte 4 års-regel som fastslog, at en læge, fra han/hun tiltræder sin stilling i Klinisk Basis Uddannelse (tidl. turnus) har fire år til at være startet i en hoveduddannelsesstilling, som man tager for efterfølgende at kunne kalde sig speciallæge.

Mindre attraktive specialer

Reglen blev indført, fordi vi i Danmark inden for nogle specialer mangler speciallæger, og man håbede på denne måde at tvinge folk ud i de mindre attraktive specialer.

Den fireårs frist har medført, at mange medicinstuderende i højere grad end tidligere vælger at forlænge deres studie, for at opkvalificere sig til disse hoveduddannelsesstillinger allerede inden de bliver færdige.

Dette gælder selvfølgelig i høj grad inden for de mest populære specialer. Vil man i løbet af studiet i gang med at udbygge sit CV med dette for øje, vil de færreste jo vælge at satse på de mere perifere specialer som fx psykiatri og onkologi. Dermed skaber man altså ikke denne ønskede øgede tilgang til de nødlidende specialer.

Presset til ph.d.

En af måderne at øge sine kvalifikationer på kan være at begynde at forske, fx i form af et prægraduat forskningsår under studiet. Tager en studerende det, er håbet ofte, at der vil være blevet banet vej for kontakter, der vil kunne gøre det lettere efterfølgende at søge en ph.d.-stilling.

I medicinerverdenen er det nemlig efterhånden en uskreven regel, at man ikke kan få en uddannelsesstilling i et attraktivt speciale, medmindre man kan tilføje titlen som ph.d. på cv’et.

Desværre betyder det, at mange føler sig 'tvunget' til at forske, hvis de vil have deres drømmespeciale. Bliver man virkelig en bedre kliniker af at skrive en ph.d.? Man lærer at læse og tolke ny forskning og holder sig måske bedre opdateret om nye behandlingsmuligheder.

Alligevel er det svært at forestille sig, at det at holde tre år fri fra den kliniske verden skulle forbedre ens kliniske vurderingsgrundlag.

Ufinansieret forskning

Vi har fået flere studenterforskere, men midlerne i en finanskriseramt fondsverden er ikke fulgt med efterspørgslen. I foråret 2011 uddelte Det Frie Forskningsråd 15 skolarstipendiatlegater blandt 118 ansøgere.

Aarhus Universitet har et legat som tildeles studerende der har søgt forskningsrådet og fået afslag. Hvem skal sponsorere Sunds kommende studenterforskere? Det er et klart voksende problem i takt med at flere studerende ser sig nødsaget til at forske og flere fonde lukker sparekasserne i disse tider.

Er det her, vi skal benytte os af, at »vi har en kultur, hvor administrationen først og fremmest er tænkt som brugerservice,« som Birthe Høgh, Sunds prodekan for forskning, udtrykker det?

Hvilken brugerservice er det helt nøjagtigt, KU er os så behjælpelige med? Er det i fundet af vejleder, projekt, tilladelser, eller midler?

'Lyst, talent og vilje'

Desværre resulterer presset om forskningsproduktivitet med henblik på videre specialisering i, at nogle studerende vælger at gå igennem med et forskningsprojekt – enten sideløbende med studiet eller som led i en orlovsperiode – uden at have fået det finansieret.

De må derfor arbejde ved siden af for at beholde en indtægtskilde, hvilket i sidste ende må blive yderligere studieforlængende. De studerende producerer altså gratis forskning under pres, hvilket forlænger deres studie, i kampen om at opnå drømmespecialet.

Der er langt fra den panumske virkelighed til Birthe Høghs ideal om studenterforskeren der har 'lyst, talent og vilje'.


Jeg er stor fortaler for en styrkelse af den medicinske forskning, så vi fortsat kan markere og udvikle os - også på et internationalt plan. Men er det pisken, der skal drive de studerende til forskning?

Har KU og sygehusvæsenet overhovedet administrativ kapacitet til at rumme så mange studenterforskere? Er kvantitet lig kvalitet i forskningsverdenen? Og er det virkelig sådan vi skaber god forskning på højt niveau?

LÆS: Birthe Høghs svar her: Pisken gavner ingen

• Send
• Del