Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Sund vil lade studerende forske på fuld tid

STUDENTERFORSKNING - På det sundhedsvidenskabelige fagområde er der stor efterspørgsel på forskningskompetencer. Derfor arbejder både fakultetets ledelse og studerende på at booste studenterforskningen. Vi tog til 'Forsk! 2011,' der giver de medicinstuderende en smagsprøve på forskerverdenen og gode råd til at komme derind.

»Hvor mange her har prøvet at forske?« spørger Christian Ovesen, formand for Panums Ungdoms Forsker Forening, PUFF, ud i det fyldte auditorium på Panum. Måske ti studerende markerer.

»Ok. Hvor mange vil gerne forske?«

Denne gang smækker alle labben i vejret.

Hver fjerde skal skrive ph.d.

De medicinstuderende kan få adgang til forskerverdenen via et ‘prægraduat forskningsår’, som giver dem mulighed for at prøve kræfter med forskning på et omfattende plan. Tilbuddet består i et halvt eller et helt års fuldtidsforskning, mens de almindelige studier bliver sat på pause.

»Det er en god måde at sætte gang i karrieren via netværk og publikationer. Og en essentiel erfaring forud for en eventuel. ph.d.,« siger Christian Ovesen. Og den holdning deler Sunds prodekan for forskning, Birthe Høgh.

»Skal vi løse fremtidens medicinske gåder og forsat være konkurrencedygtige, er det essentielt, at vi udvikler nye, dygtige forskere,« siger Birthe Høgh, som understreger, at denne talentudvikling, allerede prioriteres på fakultetet. Ikke mindst fordi det efter målsætningen er op imod hver fjerde medicinstuderende, der skal skrive ph.d. i fremtiden.

Lyst, talent, vilje. Og administration

Ifølge Birthe Høgh skal den gode forsker besidde tre ting: Lyst, talent og vilje. Og måske især den sidste egenskab skal der til, hvis man vil i gang med studenterforskning.

For nok opfordrer Birthe Høgh forskerspirerne til at sigte mod stjernerne. Men som Christian Ovesens oplæg om at komme i gang med at forske illustrerer, er der lige en del jordnære ting, der skal ordnes først: Man skal finde vejleder, projekt, søge tilladelser og rejse penge.

Heidi Kruse, der læser medicin på 9. semester, deltager i arrangementet fordi hun gerne vil forske. Men hun fortæller også, at det praktiske aspekt kan skræmme:

»Klart, det virker uoverskueligt. Men jeg har også hørt, at det lysner, når man først har kastet sig ud i det.«

Birthe Høgh siger, at Sund er mere end klar på at være de studerende behjælpelige:

»Vi har en kultur, hvor administrationen først og fremmest er tænkt som brugerservice.«

Målet er 100 studenterforskere

Forsk! 2011 forsøger at gøre vejen til forskningskarrieren mere overskuelig for deltagerne. Derfor rummer programmet alt fra forskerpræsentationer fra fagets specialområder, over information om ph.d.-muligheder, til oplæg fra forskende studerende.

»Det er en succes,« siger Christian Ovesen med henvisning til de mange studerende, der, i pauser mellem oplæggene, flokkes om standene, hvor studenterforskere fra Anæstesiologi, Obstetrik, Pædiatri og – det for lægmand lidt paradoksalt klingende område – Almen Medicin står klar til at dele ud af råd og erfaringer.

Succesen kan måles i hårde tal. For nok er antallet af studenterforskere i perioden 2003-2011 steget fra ‘et par stykker til cirka 80’. Men Birthe Høgh har noteret sig, at der efter det første Forsk!-arrangement i 2010, er kommet et mærkbart hak op på kurven. Næste mål er 100 studenterforskere.

Lille fare for at blive forskerslave

PUFF roser Sund-ledelsen for dens støtte og for at være lydhør. Ifølge Christian Ovesen er fakultet »kommet mere med på den.«

Fordommen lyder, at studenterforskerne er i fare for at blive ‘laboratoriekulier’.

»Selvfølgelig er der brodne kar,« siger Chrsitian Ovesen. »Men den generelle erfaring er, at de studerende behandles som ligeværdige kollegaer. Og forskerne har jo heller ikke grund til andet, da studenterforskningen jo er til gensidig nytte.«

Klar

De studerende ser i hvert fald ud til at være positive over for Forsk!2011.

Morten Tønning læser på 5. semester. »Det er et godt initiativ,« siger han. »Nu går der nok et stykke tid, før det bliver aktuelt for mig. Men det er godt allerede nu at få noget at vide om mulighederne. Og så er det spændende at høre om de forskellige forskningsprojekter, fordi jeg snart selv skal skrive bachelor.«

Heidi Kruse er også tilfreds. Selv om hun stadig synes, der er meget at skulle holde styr på. »Men det virker som om, at det trods alt er nemt at komme i nærheden af forskningen,« siger hun.

Og om hun kommer til forske i løbet af sin studietid?

»Ja, det gør jeg.«

LÆS DEBATINDLÆG: En medicinstuderende skriver, at der er langt fra den panumske virkelighed til idealet om studenterforskere med ‘lyst, talent og vilje’.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste