Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Gymnasier efterlyser besøg fra KU

OPTAG - Tekniske- og handelsgymnasier præger bunden af en opgørelse over, hvor de studerende på Københavns Universitet kommer fra. Kom ud og besøg os, lyder det fra uddannelsesstederne.

I forbindelse med aftalen ‘Udviklingskontrakt 2015-17’ har Københavns Universitet (KU) forpligtet sig til at gøre en større indsats for at tiltrække flere studenter fra de ti gymnasier i Østdanmark, som universitet i dag modtager færrest ansøgere fra.

Det er nye toner fra KU, lyder det fra Køge Handelsgymnasium, som er en af bundskraberne i en opgørelse over, hvor KU’s studerende kommer fra. En opgørelse, hvor mange tekniske skoler og handelsskoler lægger i bunden.

Læs også: Her kommer de studerende fra

En del af forklaringen er, at mange studenter fra de tekniske gymnasier søger mod DTU, og mange af handelsgymnasiestudenterne søger mod CBS og andre handelsskoler. Men det er ikke hele forklaringen, lyder det fra gymnasierne, som gerne vil sende flere studenter til KU’s fakulteter – for eksempel SUND og SCIENCE for de tekniske gymnasiers vedkommende og juridisk- og samfundsfagligt fakultet for handelsgymnasiernes.

»Måske er I slet ikke interesserede?«

Fra Køge Handelsskole begyndte kun 19 studerende på KU sidste år. Sammenholder man det med antallet af studenter fra handelsskolen sidste år, svarer det til syv procent af årgangen.

Det samme gør sig gældende på Center for Erhvervsrettede Uddannelser på Lolland-Falster. Herfra fortsatte blot 13 studerende deres uddannelse på KU sidste år, og det svarer også til syv procent af årgangen.

»Syddansk Universitet har været her, men vi ser ikke så meget til Københavns Universitet,« lyder det fra Bo Rasmussen, der er vicerektor ved det tekniske gymnasium på Lolland-Falster.

På Køge Handelsgymnasium har de haft brobygningstiltag med flere universiteter, men ikke med KU.

»I folkemunde har tonen været sådan lidt: ‘I får så mange studerende, så måske er I slet ikke interesserede?’,« siger Palle Birch, der er uddannelseschef på Køge Handelsgymnasium og fortsætter:

»De andre universiteter virker mere oppe på beatet i forhold til at tiltrække studerende herfra. Men hvis KU er interesserede, så er vi også!«

»KU har ikke gjort så meget«

Fra Roskildes tekniske skole begyndte 25 studerende sidste år deres uddannelse på KU. Sammenholder man det med sidste års studenter fra skolen, svarer det til, at 15 procent fortsatte på KU. Studievejleder ved gymnasiet på Roskilde Tekniske Skole, Ronald Karlsen, oplever, at andre universiteter gør mere for at tiltrække de studerendes opmærksomhed.

»KU har ikke gjort så meget. Syddansk Universitet derimod tilbyder hvert år at komme herud med nogle studerende,« siger han.

Han fortæller også, at DTU er gode til at gøre sig selv synlige på skolen med plakater, og at de gør meget ud af at invitere til åbent hus-arrangementer mange gange i løbet af året.

Også handelsskolen i Roskilde byder KU velkommen, hvis de vil komme på besøg. Fra Roskilde Handelsskole begyndte 30 studenter sidste år en uddannelse på KU. Det svarer til ti procent, hvis man sammenholder med sidste års studenter fra skolen.

»KU har ikke været herude og fortælle om mulighederne hos dem. De sender noget materiale ligesom alle de andre,« siger uddannelsesleder Per Jensen og fortsætter:

»Der er jo forskel på, hvilken type gymnasium man er, og hvilke fagområder man har. Der er jo ingen tvivl om, at vi sender rigtig mange unge mennesker ind til CBS og lignende, men det er ikke det samme som, at Københavns Universitet ikke kunne gøre noget, hvis de ønsker at profilere sig. De er meget velkomne til at komme herud og snakke med de unge. Roskilde Universitetscenter og en del erhvervsakademier har vi haft besøg af.«

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Universitet.

Seneste