Norsk forskersvindel: Hvem havde ansvar?

Hvem havde egentlig ansvaret for den norske læge og tandlæge Jon Sudbøs forskersvindel? Den norske debat i medierne fra 2006 antyder en konflikt i opfattelsen mellem personligt ansvar og institutionernes ansvar.

LÆS OGSÅ: Vi kan lære af den norske ‘Penkowa-sag’

Efter offentliggørelsen den 30. juni 2006 af ‘granskningskommissionens’ rapport om Jon Sudbøs forskersvindel lagde både det norske Rigshospitalet Radiumhospitalet og Universitet i Oslo sig ’paddeflate’, som det stod i en artikel i norske Aftenposten.no den 1. juli 2006, for kommissionens kritik af de to institutioner for at have svigtet i deres kontrolrutiner.

Også Den norske lægeforening fik noget at tænke over. Den skrev i foreningens blad nr. 17 den 7. september 2006, at ansvaret for forskningsarbejdet er personligt og aldrig kan overdrages. Lægeforeningen pegede også på, at Jon Sudbø hele tiden havde været alene om at have fuld kontrol over alt det grundlæggende materiale, også selvom institutioner kan kritiseres for manglende kontrol med rutiner.

Mest i kontrast til Den norske legeforenings synspunkt står nok en kronik i Dagbladet.no den 29. juni 2006, der bærer mener, at alt ansvar for forskningsskandalen omkring Jon Sudbø faktisk ligger hos de institutioner, der har haft ham tilknyttet. Artiklen er skrevet af Asle Sudbø, der er professor i teoretisk fysik, og ifølge norsk Wikipedia desuden er Jon Sudbøs tvillingebror.

Blogger krævede personligt ansvar hos alle

En norsk blogger, Pål Hivand, skrev på sin blog Advarsel.no den 1. juli 2006, at Jon Sudbøs forskning jo var godkendt af alle og enhver inden for det norske forskningsetablissement.

Pål Hivand gik videre og pegede på, at Jon Sudbø forklarede sig i Norges radio, NRK, i udsendelsen ”Sånn er livet” og i en artikel på NRK’s hjemmeside fra den 21. juni 2006, hvor Jon Sudby selv fortalte om sit liv efter forskningsskandalen og forsøgte at forklare sin forskningssvindel med, at han havde en psykiatrisk diagnose, der kendetegnes ved humørsvingninger og konstant højt tempo. Jon Sudby blev indlagt på akutpsykiatrisk afdeling kun to dage efter offentliggørelsen af forskningsskandalen i medierne den 13. januar 2006.

Bloggeren Pål Hivand gav dog ikke meget for Jon Sudbøs forklaring eller undskyldning, men kritiserede alligevel alle Sudbøs omgivelser: Kollegaer, arbejdsgivere, fagmiljøet. Det var ikke kun hos Jon Sudbø selv, at både forskningsetik og samvittighed havde dårlige kår. Sådan var det også i hele Jon Sudbøs fagmiljø, mente altså Pål Hivand.

Elegant svindel overgik rationel forestillingsevne

Også det anerkendte medicinske tidsskrift ‘The Lancet’ blev ramt af Jon Sudbøs systematiske svindel. The Lancet havde publiceret Jon Sudbø-artikler med fingerede data. The Lancets redaktør Richard Horton skrev i 2007 om sagen en kommentar, der fortsat ligger under The Norwegian Medical Society’s hjemmeside.

Richard Horton spurgte: Hvorfor opdagede vi ikke svindlen før? Han svarede selv, at Jon Sudbø faktisk lykkedes med at producere falske data, der var så ’elegante’, eller fuldendte, at de så ud til at have en høj kvalitet. Desuden var svindlen af et sådant omfang, at det ud fra en rationel tankegang slet ikke er muligt at forestille sig den. Der var også en ’uendelig dyb’ tillid til Jon Sudbø, denne forskningsmiljøets gulddreng, der havde gjort kometkarriere. Endelig var Jon Sudbøs medforfattere ’dygtigt manipuleret’, og Jon Sudbøs forskning var så sensationel, at mange gerne ville tro den.

I sin kommentar pegede Richard Horton derefter på at alt det, der gik galt, kunne være gjort bedre. Nye rutiner skal i fremtiden forhindre svindel, skrev han, foruden at konstatere, at de medicinske tidsskrifter heller ikke kunne gå fri af kritik i sagen om Jon Sudbø.

anfj@adm.ku.dk