Vi kan lære af den norske 'Penkowa-sag'

En gullgutt – en gulddreng.

Sådan opfattede mange i Norges forskningsmiljøer lægen og forskerkometen Jon Sudbø i halvfemserne og først i nullerne. Han havde lavet banebrydende kræftforskning og fået offentliggjort mindst 38 artikler i verdens fire førende, engelsksprogede lægevidenskabelige tidsskrifter, herunder hæderkronede The Lancet.

LÆS OGSÅ: Norsk forskersvindel: Hvem havde ansvar?

Det gik godt. Lige indtil fredag den 13. januar 2006, hvor ballonen brast. Den dag bragte de norske medier historien om alle tiders største forskersvindel-skandale, som rakte langt ud over Norges grænser.

Artikel i The Lancet startede skandalen

Jon Sudbø havde nemlig også snydt selveste The Lancets redaktør Richard Horton, der i 2007 – to år efter i sin egen beskrivelse af sagen – skrev, at han på det tidspunkt kun kunne holde et 2005-brev fra Jon Sudbø i hånden ‘med en følelse af perverteret nostalgi’.

Afsløringerne af Jon Sudbøs systematiske fusk kom efter, at Camilla Stoltenberg, direktør ved Nasjonalt folkehelseinstitutt, i december 2005 læste artiklen Non-steroidal anti-inflammatory drugs and the risk of oral cancer: a nested case-control study i The Lancet.

Camilla Stoltenberg mente, at noget var helt galt fat. Artiklen kunne umuligt stemme med faktiske forhold, mente hun og kontaktede andre forskere omkring artiklen. Den 5. januar 2006 modtog Jon Sudbø en e-mail med spørgsmål til artiklen, den 10. januar holdt en række forskere et møde med Jon Sudbø, og den 12. januar 2006 indrømmede han, at han selv havde fabrikeret sine data.

Som med Penkowa-sagen i Danmark gav medierne Sudbø-affæren en intens dækning i Norge, men når The Lancets redaktør kunne betragte sagen med nostalgi i 2007, skyldtes det ikke mindst et hurtigt norsk oprydningsarbejde, der kom igang umiddelbart efter Jon Sudbøs tilståelse.

Allerede den 30. juni 2006, mindre et halvt år efter at sagen var eksploderet, kunne den svenske professor Anders Ekbom som leder af den norske granskningkommission på seks medlemmer aflevere en detaljeret og omhyggeligt gennemarbejdet 145 siders rapport om forskningsskandalen.

Kommissionens måde at gribe sagen an på kan måske tjene som forbillede i den slags ualmindelige sager. Her følger en gennemgang.

Konklusion: Klar svindel

LINK TIL PDF: Ekbom-kommissionens rapport om Jon Sudbø

Allerede den 18. januar 2006, seks dage efter Jon Sudbøs tilståelse, nedsatte det norske Rikshospitalet Radiumhospitalet (RR) og Universitetet i Oslo (UiO) i fællesskab en uafhængig kommission til at efterforske sagen. Arbejdet skulle være færdigt den 30. juni 2006.

Konklusionen i den færdige rapport var tydelig: Jon Sudbøs forskningsarbejde indeholder manipulerede og fabrikerede data, som er omhyggeligt tilpasset de fund, som Jon Sudbø selv har ønsket. Fejlene er ganske enkelt for store, for grove og for omfattende til at kunne skyldes inkompetence alene, fastslår rapportens kapitel 1.

Uduelighed og systemsvigt

Alene i en enkelt undersøgelse, hvor Jon Sudbø ved hjælp af DNA-analyser havde forsket i, om ‘hvide pletter’ i mundhulen hos udvalgte deltagere kan forudsige mundhulekræft, havde 69 ud af 141 af de undersøgte allerede haft kræft, eller de havde kræft under selve undersøgelsen. Disse deltagere kunne derfor selvsagt ikke bruges til en undersøgelse, der går ud på at forudsige kræft hos de samme individer, fastslog kommissionen.

Den undersøgelse lå ellers til grund for Jon Sudbøs doktorafhandling.

Rapportens første kapitel retter også kritik mod Jon Sudbøs vejleder på hans doktorafhandling for manglende agtpågivenhed og manglende vejledning under stipendiatperioden. Kommissionen afdækkede desuden ‘systemsvigt’ ved Radiumhospitalet, hvor Jon Sudbø havde været ansat, i form af for eksempel manglende ledelse, oplæring og kontrol.

I det hele taget var forvaltningen af Jon Sudbøs karriere hele tiden et fokusområde for kommissionsarbejdet.

Men Ekbom-kommissionen fandt ikke, at der var grund til at rette alvorlig kritik mod andre, herunder medforfattere til Jon Sudbøs artikler. Medforfatterne havde haft ringe mulighed for at føre kontrol med de data, der lå til grund for artiklerne, og de havde heller ikke kunnet føre kontrol med hverandre, fastlog kommissionen, der alligevel pegede på mange andre forhold af mindre grov karakter, som medforfattere, vejledere, overordnede, opponenter, kollegaer og andre kunne have været opmærksomme på.

Kommissionen som midlertidigt forvaltningsorgan

Rapportens kapitel to beskriver kommissionens mandat, retslige status og rammer, sagsbehandlingsprincipper og principperne for arbejdet med at efterforske Jon Sudbøs bedrageri.

Kommissionen slog fast, at da to offentlige institutioner, Rikshospitalet Radiumhospitalet (RR) og Universitetet i Oslo (UiO), havde nedsat kommissionen, var der ikke tale om en egentlig ’offentlig granskningskommission’, men snarere et midlertidigt og fagligt uafhængigt forvaltningsorgan bestående af uafhængige eksperter, som ledelsen ved RR og UiO nedsatte i fællesskab for at undersøge sagen på deres vegne.

Kommissionen skrev, at for denne type kommissioner er der ikke ved norsk lov givet særlige sagsbehandlingsregler eller forskrifter, fordi den ikke er en egentlig offentlig undersøgelseskommission. Kommissionen slog samtidig fast, at den til gengæld var underlagt forvaltningsloven og gældende krav til god forvaltningsskik.

Frivilligt samtykke var vejen frem

Kommissionen redegjorde for, at ingen af kommisionens seks medlemmer havde tilhørsforhold til nogen af sagens parter. Kommissionen sørgede for ikke at skulle arbejde i et sekretariat, der fysisk befandt sig på RR’s eller UiO’s områder i Oslo. I alt holdt kommissionen 13 heldagsmøder og 11 telefonmøder.

Endelig fik kommissionen ikke mulighed for at foretage ransagning eller beslaglæggelser, og ingen havde pligt til at udtale sig til kommissionen. Til gengæld gav samtlige interviewede personer deres retslige samtykke til kommissionen. Ingen nægtede at samarbejde.

Kommissionen lagde vægt på at tage hensyn til enkeltpersoner, som en efterforskning af sagen ellers kunne have lagt et urimeligt pres på, og den opstillede stærkere krav til bevisførelse end de i norsk ret gældende civilretslige principper, der også kaldes for ’simpel sandsynlighedsovervægt’.

Om forfatteransvar og opbevaringspligt

Kapitel tre gennemgår kravene til regulering af medicinsk forskning i Norge, herunder de såkaldte Vancouver-regler, for at kunne publicere lægefaglige artikler, samt forfatteres eget ansvar.

Desuden er der en grundig gennemgang af forskeres og institutioners opbevaringspligt og retten til adgang til forskningsmaterialer og beviser. Opbevaringspligten kan være i op til 15 år efter, at en slutrapport foreligger, men kommissionen skrev også, at det faktisk er vanskeligt at angive en præcis praksis for gældende opbevaringspligt.

Derimod gælder der i Norge en klar regel om dispositionsretten til humant biologisk materiale (Jon Sudbø forskede som nævnt i blandt andet væv fra menneskers mundhuler) og regler for opbevaring af personoplysninger: Det er institutionernes overordnede ansvar, og sensitivt materiale er ikke forskerens private ejendom.

Kapitel fire indeholder en grundig gennemgang af, hvilke forskere der har samarbejdet med Jon Sudbø samt hvilket forskningsmateriale, de har udvekslet med Jon Sudbø.

Tradition for at passe sit

Kapitel fem giver mulige forklaringer på, hvorfor Jon Sudbøs forskningssvindel blev så omfattende. Kommissionen skriver, at selv når andre forskere har været stærkt bekymrede for kvaliteten af Jon Sudbøs forskning, så er mistankerne aldrig blevet fulgt op af ledelse eller kollegaer. En forklaring kan være, angiver kommissionen, at det har man ikke haft tradition for.

Én person har faktisk, fremgår det, arkiveret al kommunikation med Jon Sudbø, netop fordi vedkommende har haft mistanke om forskningssvindel i slutningen af 1990’erne, men »vedkommende ønskede imidlertid ikke at havne i en belastende ’stikkerposition’,« står der, »og afstod derfor fra at gå ind i nærmere undersøgelser«.

Kapitel seks handler om mulige konsekvenser: Sagen kan blive et ’wake up call’, som kan bidrage til at forebygge videnskabelig uredelighed. Kommissionen udtaler sig ikke klart, om hvorvidt den finder, at sagen kan have skadet Rikshospitalet Radiumhospitalet eller Universitetet i Oslo.

Fejl var ‘uforståeligt almindelige’

Syvende kapitel peger på kritikværdige forhold. Der er ikke fundet bevis for, at andre end Jon Sudbø har fabrikeret falske data, konkluderer kommissionen. Den skriver imidlertid også, at niveauet for personkritik er lagt højt, hvorfor blot få personer opnår kritik i den endelige rapport.

Granskningen har dog også afdækket flere grove og alvorlige fejl i omgangen med patientdata og kriterier for forfatterskab, som kunne have givet anledning til kritik af andre navngivne personer, men kommissionen finder, at det ville have krævet uforholdsmæssigt meget arbejde, hvis kommissionen skulle være gået ind i denne del af sagen også.

Desuden var der sket fejl, som lod til at være normale og almindelige, og det gav anledning til systemkritik, fordi det så ud som om, at ledelsen har accepteret dem, skrev kommissionen i 2006. Jon Sudbø havde mulighed for at begå systematiske fejl fra slutningen af 1990’erne og helt frem til 2006. Alt i alt må fejlene ses i en sammenhæng, og kommissionen undrede sig derfor over, at bruddene på god videnskabelig praksis var foregået over så lang tid uden at nogen havde opdaget det.

Kommissionen listede 11 kritiske punkter om videnskabelig uredelighed (s. 112) i forbindelse med sagen, men Jon Sudbø selv stillede sig i alt væsentligt uforstående over for den konklusion.

Endelig beskæftigede kommissionen sig (s. 118) også med konsekvenserne af Jon Sudbøs svindel for medforfatterne til hans videnskabelige artikler. Gennemgående havde medforfatterne taget alt, alt for let på det relativt store (med-)ansvar, det giver at stå som medforfatter til andres artikler, skrev kommissionen.

»Svindel vil ske igen«

Rapportens afsluttende kapitel otte giver anbefalinger for fremtiden. Kommissionen foreslog for medicinske tidsskrifter, at de i fremtiden indfører et system, der trækker alle (med-)forfattere mere omhyggeligt ind i hver enkelt artikel inden publicering.

Undersøgelseskommissionens afsluttende bemærkning i rapporten er, at selv om Jon Sudbø-sagen har været meget alvorlig, så eksisterer der en »bemærkelsesværdig vilje indadtil i forskningsmiljøerne til at få noget positivt ud af sagen – noget som alle kan lære af«.

Tilbage til The Lancets redaktør: Richard Horton reflekterede året efter Ekbom-kommissionens rapport videre over, hvor alvorlig den næste forskersvindelsag ville blive. Hvor meget skal offentlighedens tillid til videnskaben lide (uoprettelig) skade, før forskere gør alt det, der er nødvendigt for at sikre forskningens etik, spurgte han.

»Det ser ud til, at vi er enige om, hvad vi har skullet lære af Jon Sudbø-sagen. Vi er alle nødt til at følge gældende regler og retningslinjer,« skrev Richard Horton i 2007, inden han tilføjede: »Svindel vil ske igen.«

anfj@adm.ku.dk