Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Fyring og frikendelse af G4S

UENIGHED - Imens Københavns Kommune vil droppe samarbejdet med G4S på grund af firmaets aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser, vil G4S fortsat være på Københavns Universitet. Firmaet gør ikke noget ulovligt, konkluderer juraprofessor.

Sikkerhedsfirmaet G4S beskyldes fra flere sider for at muliggøre tortur og opretholdelse af ulovlige bosættelser på Vestbredden, fordi det leverer udstyr til israelske checkpoints og fængsler og vagter til bosættelser.

LÆS: Universiteter må boykotte omstridt sikkerhedsfirma

Det har fået et flertal i Københavns Borgerrepræsentation op af stolene, og kommune vil nu undersøge muligheden for, at Københavns Kommune stopper samarbejdet med G4S.

»Vi har et ansvar for, hvordan vi bruger fællesskabets penge. Og det ansvar løfter vi ikke, hvis vi tillader, at penge bliver brugt til for eksempel at købe varer fra firmaer, der er aktive på Vestbredden,« siger socialborgmester i Københavns Kommune, Mikkel Warming (Ø) til TV2 Lorry.

G4S vil fortsat være på KU

G4S har fået professor i jura på Københavns Universitet (KU), Hjalte Rasmussen til at undersøge sagen. Han konkluderer, at G4S hverken overtræder internationale konventioner eller danske love. Men det ændrer ikke kommunens beslutning.

Til gengæld fortsætter Københavns Universitet samarbejdet med G4S i en uvis periode.

Kontrakten mellem G4S og KU udløb ellers af økonomiske årsager den 31. december 2010, men G4S vil fortsat have ansvaret for vedligeholdelse af sine egne alarmsystemer på KU.

Universitetet vil løbende undersøge, hvorvidt det er billigere selv at stå for udstyret, fortæller KU-direktør Jørgen Honoré til vores engelske søstersite University Post.

»Samarbejdet mellem KU og G4S er begrænset, og mere har vi ikke tænkt os at gøre i den sag,« siger han endvidere til Posten.

LÆS: Israel-linked firm to continue service of systems

LÆS OGSÅ: KU udfaser samarbejde med Vestbreds-sikkerhedsfirma.

Kritikere: Boykot G4S

KU’s beslutning tilfredsstiller ikke gruppen Ansvarligt Universitet, der er stærke kritikere af samarbejdet mellem universitetet og G4S. Gruppen skriver således i et debatindlæg her på avisen:

»G4S skal ud af Vestbredden eller ud af vores universitet. Indtil G4S stopper med at bidrage til Israels brud på international lov, kræver vi, at Københavns Universitet stopper alt samarbejdet med dem.«

LÆS: G4S ud af vores universitet

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste