Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Runde 2 - God og dårlig-konkurrence

AFSTEMNING - De to første finalister til slutspurten henimod en iPad er fundet. Bestem, hvem der skal følge efter dem i dette andet heat.

Så er første runde lukket. Eplehuset har doneret en iPad 1 til den læser, der disker op med den bedste historie om en god eller dårlig KU-oplevelse.

Det har gjort indtryk på jer læsere, at Kirstine måtte bruge sin påskeferie på at selvstudere fysiologien i tarmsystemet på grund af nedskæringer, så hun er stadig med i kampen. Og hun fortjener vel egentlig også en elektronisk håndsrækning til sine fortsatte selvstudier i de emner, der må komme bag på hende fremover.

Også Denise, der – som den eneste – blev glemt i laboratoriet, da bygningen blev evakueret på grund af røg, har vakt læsernes sympati. Måske især fordi hun tørt bemærker at hun nok skal til at gøre mere væsen af sig. En iPad vil måske hjælpe, Denise er i hvert fald med i finalen.

Tak for historierne

Tak til både dansk- og engelsksprogede læsere for at dele jeres oplevelser med os. Konkurrencen løber simultant på vores søstersite, University Post.

Man vil møde mange (mere eller mindre havarerede) cykler, roste rusvejledere og et par pansere i indlæggene her i anden runde. Og udvekslingsstuderendes feberagtige førstehåndsindtryk eller en love story om KUA (Kærlighed Uden Alder).

Andre svømmer til operaen og retur i en heftig rus. Atter andre er blevet forelsket, forlovet og foreviget på KU’s campus.

Mange indlæg er meget ordrige. Redaktionen mener, at less is more.

Hvem skal videre?

Vi har valgt to gode og to dårlige oplevelser, der skal dyste om de næste to finalepladser.

En svedig oplevelse:

Bo er i tvivl om det var en god eller en dårlig oplevelse, at den søde rengøringskone på kontoret spurgte om ikke han var blevet lidt tyk. Han var i cykeltrikot og tilmeldt ordningen ‘vi cykler til arbejde’. Det er en god oplevelse, Bo. Du har grantrisset brug for et blidt puf.

En væmmelig oplevelse:

Stakkels Jesper ville være lidt god ved sin krop og købte to poser sukkerfri vingummi til sin fire timers skriftlige eksamen i biokemi. Men sorbitol er et effektivt laksativ, og eksamensvagten opgav at følge Jesper på toilettet efter fjerde besøg.

En fantastisk oplevelse:

Tina overgav sig til solskinnet og cyklede fra uni gennem byen, mens hun smilede til alle på sin vej. Hun opdagede ikke at hendes taske blev stjålet, mens hun smilede. Men det var der andre, der gjorde. Tyven blev fanget, Tina fik sin taske, og hun smiler stadig.

En elendig oplevelse:

Astrid arbejder ulønnet som ph.d.-studerende, selv om hun er fuldt finansieret. Administrationen fumler med hendes kadidatbevis, som skal foreligge, før pengene ruller. Hun ventede i halvandet år på sit bachelorbevis, så derfor forventer hun det værste.

Dit valg

Stem på den af oplevelserne, der gør størst indtryk på dig herunder.

Vinderoplevelsen opnår en plads i finalen om iPad 1’en. Men nye deltagere (eller gamle deltagere med friske bidrag) kan stadig være med i konkurrencen. Skriv dit bidrag i kommentarfeltet til denne artikel, eller i kommentarfeltet til den oprindelige artikel, hvor reglerne er beskrevet.

Vi skal nok læse alle kommentarer.

gbg@adm.ku.dk

Seneste