Kikset eksamen

Lasse skal have hædrende omtale, fordi han indleder sin fortælling med denne vidunderligt billedskabende sætning:

»Jeg skulle til eksamen i veterinær parasitologi og havde trukket svinets spoleorm«. I løbet af eksaminationen gik eksaminator bagover på sin stol i en manieret bevægelse. Censor reagerede iskoldt med et »Det sker bare HVER gang«. Vi forstår Lasse, når han skriver, at han efter oplevelsen med den bedømmerduo ikke rigtig har kunnet svinge sig op til at blive nervøs til nogen eksamen.

Der er åbenbart noget ved hele eksamenssituationen, der gør, at folk nemt går i gulvet. Vi har stor sympati for Safia, der som den sene eftermiddags sidste eksaminand skulle redegøre for islams påvirkning af europæisk idehistorie efter osmannernes erobring af Konstantinopel 1453. Kun Muhammed ved, hvad der foregik bag censors lukkede øjne, da Safia ramte det grønne bord. Men han så altså sjov ud i hovedet, skriver Safia, da han vågnede med et sæt – fordi hun gik i gulvet med et brag, da stolen smuttede under hende. Avs.

»Ej, må jeg ikke være med?«

Slumrende censorer og undervisere, der tager lettere på situationen end studerende, er åbenbart ikke et særsyn. Nicolajs underviser rejste sig midt i den mundtlige fremlæggelse for at gå hen og snakke med en gut, der stak hovedet ind ad døren. »Du fortsætter bare,« lød hendes besked til Nicolaj.

Og stakkels Sara, der selvfølgelig var kommet i god tid den dag, hun skulle præsentere sin kandidatopgave. Ingen – INGEN – lod dog til at kende det lokale, hvor hun var tilsagt, og da hun efter et mareridtsagtigt labyrintløb endelig nåede frem et kvarter over tid, blev hun mødt af en kold skulder og en kop kold te. Det er ikke fair.

Det er heller ikke fair, at Rasmus’ indre undtagelsestilstand blev trumfet af en ydre, da han skulle op i Funktionel Neurobiologi. Mens Rasmus »gik hvileløst rundt og bed negle« i forberedelseslokalet, gik brandalarmen i gang. Fyren, der var inde og Rasmus blev eskorteret ud af bygningen med forbud mod at mæle et ord, da eksamen stadig var i gang. WTF!

WTF er også en passende reaktion på Karens herlige historie, der punkterer eksamenssituationens højspænding. »Ej, må jeg ikke være med?« spurgte en anden underviser, der lige kom forbi, øjeblikket inden Karen skulle til mundtlig eksamen. Alle accepterede, også Karen, der ikke kunne vide, at vedkommende ville kuppe sig til rollen som eksaminator, mens censor og den rigtige eksaminator sad og smilede om kap.

Bedstemors dyngvåde helikopter

Steffen er en »uforbederlig anarkist«. Det var i hvert fald eksaminators første ord, da Steffen blev kaldt ind til bedømmelse, skriver han. Lakonisk konstaterer Steffen om oplevelsen, at det »er et brud med bekendtgørelsen, der jo fastslår, at karakteren skal gives som det første.« Anarkisten fik 12 og nu får han også en smølf.

På redaktionen er vi helt uenige med Janus, når han om sin mundtlige eksamensoplevelse i moderne islandsk skriver, at hans historie »måske ikke er den mest mærkværdige, overordnet set.« Janus fik nemlig, og vi citerer, »lov at fremføre følgende ganske geniale sætning: Hør ikke på mit vrøvl, sagde bedstemor og hev den dyngvåde helikopter op af toilettet.« Det er, Steffen, præcis, overordnet set, det mest mærkværdige. Småfagene leve! Småfagene smølfe.

Den sidste og bedste smølf går ud til en rørende historie, der har ramt redaktionens inboks. For 35 år siden måtte Henrik afbryde sine studier i filosofi, men har »som kær erindring gemt to ark sirligt skrevne noter om Aristoteles«. Nu er Henrik tilbage på KU – og var forleden til sin afsluttende BA-eksamen i idehistorie, hvor han »som en gestus til den svundne tid« havde medbragt sine gamle noter. I har gættet det! Henrik trak Aristoteles, støttede sig til sine noter fra 1979 – og er nu bachelor i religionsvidenskab.

Se alle historierne i fuld ordlyd her.

Uniavisen kontakter vinderne per mail

gbg@adm.ku.dk