Hun har løsningen på boligkrisen

»Jeg kan slet ikke forestille mig et København uden plads til unge og studerende. De tilfører kreativitet, drive og engagement til byen, og derfor skal vi løse boligkrisen, så de kan bo ordentligt.«

Ordene er Pauline Faaborgs. Hun er nyuddannet arkitekt, og hun har en plan. Et afgangsprojekt, der er så godt, at det bliver fremhævet som et af årets bedste på Kunstakademiets Arkitektskole, og som indtil videre har skaffet hende flere jobsamtaler og et interview med Berlingske Tidende.

Vi er cyklet med hende over Langebro og befinder os i Leifsgade 33, et stenkast fra KUA. Her ligger Paulines plan, som hun kalder Ventende huse, og som kan skaffe byens boligløse studerende tag over hovedet.

»Se den her bygning,« siger Pauline Faaborg og skærer en grimasse der afslører, at den nyuddannede arkitekt ikke finder synderligt behag i Leifsgade 33’s firkantede kontordomicils-arkitektur.

»Som den står der, er bygningen fremmed for gaden. Den er kedelig og identitetsløs. Byggeriet er opført i 1970’erne og designet sådan, at man kan stille sin cykel på gaden, tage elevatoren op til kontoret og smutte hurtigt hjem, når arbejdet er slut ved 16-tiden uden at involvere sig i bymiljøet.«

København mangler 9.500 ungdomsboliger

Pauline Faaborg træder med hjemmevante skridt ind i den gule betonbygning med de blå- og hvidmalede vinduer. Hun kender gangene, opbygningen og
plantegningen udenad, og fører os via elevatoren op til sjette sals tagterrasse, hvor hun hiver mappen med sit afgangsspeciale frem for at vise sin plan for Leifsgade 33 – og resten af byens tomme erhvervsejendomme.

I Storkøbenhavn står 1,17 millioner kvadratmeter kontorbyggeri tomt og venter på enten at blive ombygget eller revet ned, forklarer Pauline Faaborg.

Samtidig har mange af byens unge svært ved at finde en bolig, de kan betale. I dagspressen kan man ved studiestart dagligt læse historier om desperate tilflyttere, der bliver opkrævet 5-6.000 kroner eller mere for små værelser i udkanten af byen. Og ifølge Dansk Byggeri mangler der i 2016 næsten 9.500 ungdomsboliger i København – 1.000 flere end sidste år.

Artiklen fortsætter under billedet

På rundtur i Leifsgade 33.

»Det kræver ikke mere end et tjek af Facebook eller et opslag i avisen at indse, hvor mange unge der mangler et ordentligt sted at bo her i byen. Så hvorfor ikke gøre noget ved det?« spørger Pauline Faaborg retorisk og kigger ud over Amagers skyline.

»Jeg begyndte at researche og fandt ud af, at uhyrligt mange erhvervsejendomme står tomme. 1,17 millioner kvadratmeter kontorplads står ledigt, og det er bare i København. Mange af bygningerne er lidt trist byggeri fra en tid, hvor kravene var anderledes, og derfor står de tomme i dag.«

Da Pauline skulle i gang med specialet, kredsede tankerne om de tomme kontorbygninger. I stedet for at designe vilde og dyre ejerlejligheder besluttede hun sig for et forsøg på en konstruktiv løsning på ungdomsboligproblemet. En løsning der på arkitektsprog hedder ejendomstransformation: man omdanner noget eksisterende (læs: ofte noget ragelse) til noget brugbart ved at gentænke bygningen.

Ejendommen i Leifsgade har i årevis stået delvist tom og har haft skiftende lejere. Paulines projekt er at omdanne det tunge, triste erhvervsbyggeri til 55 lækre ungdomsboliger.

»Måske er det billigere at smide en containerpark op på en mark udenfor byen, men det gør intet godt for bymiljøet« Pauline Faaborg, nyuddannet arkitekt.

Facaden skal omdannes, og der skal arbejdes med lyset i den mørke bygning, så alle lejligheder skal have store vinduespartier og franske altaner. Der er ikke meget ved et sted uden mulighed for at pleje sulten og være hygiejnisk, siger Pauline Faaborg, og derfor får alle projektets boliger eget lille køkken, toilet og bad.

Omend det er småt, cirka 40 kvadratmeter per lejlighed, ser det lyst og lækkert ud på hendes tegninger. Ærgerligt at det ikke er en realitet, tænker man – og Pauline Faaborg nikker:

»Bygningen er ikke egnet til store ejerlejligheder, men alt, hvad man som ung og studerende har behov for, findes her,« siger hun og leder os videre gennem kontorrummene i Leifsgade.

Artiklen fortsætter under billedet

Pauline Faaborg viser tegningerne fra hendes afgangsprojekt.

Fri leg for en drømmende arkitekt

Elevatorerne ligner noget fra et nedslidt hospital. Væggene er hvide med en snert af nikotingul, og her er lettere beskidt og kønsløst. Oppe på terrassen er ukrudtet skudt frem i flisesprækkerne, og indenfor giver de små vinduer og det lave loft en næsten huleagtig fornemmelse.

En specialskole har for nyligt lejet sig ind på de nederste etager, hvor håndværkerne nu er i gang med at gøre lokalerne mere spiselige. Leifsgade 33 er ikke længere helt tom, men det ærgrer ikke Pauline Faaborg. Det kræver blot en cykeltur og et vågent øje at finde lignende, egnede bygninger, siger hun:

»Jeg kunne have taget udgangspunkt i masser af bygninger, for med over en million tomme kvadratmeter er der nok at tage af – specielt her på Amager og i Nordvest, hvor man i 1970’erne byggede dårlige kontorbyggerier i stor stil. De fleste studerende ville prise sig lykkelige for at bo i de kvarterer i dag,« siger hun.

»Mange af de ejendomme jeg har kigget på, er grimme og udstråler ikke ligefrem identitet – det er nok også derfor de er svære at udleje,« siger Pauline Faaborg, mens vi defilerer gennem de dunkle kontorer.

»Der bygges kontorer på en helt anden måde i dag end for 30-40 år siden. Dengang tænkte man ikke i arbejdsmiljø, fællesområder, lys og loftshøjde. Derfor vil byggerierne også i fremtiden være svære at afsætte, for selv små firmaer har i dag høje krav til arbejdspladsen. Men det udelukker ikke, at man med kreativitet kan lave hyggelige små ungdomslejligheder ud af bygningerne. Ofte er der næsten fri leg, så længe de bærende søjler bevares,« siger Pauline Faaborg.

»København handler ikke kun om børn, hund og ligusterhæk«

Men kan det overhovedet lade sig gøre, alt det der med transformationer og ombygning af tomme kontorbygninger? Og hvis ideen er så god, hvorfor er den så ikke realiseret for længst?

»Jo, det burde da være muligt,« siger Pauline efter en lille tænkepause. Vi er tilbage på altanen med kig ud over byen.

»Jeg er arkitekt, og meget af løsningen afhænger jo af politikerne. Men hvorfor ikke?« spørger Pauline Faaborg og fortsætter:

»Vi er et land der gerne vil have at de unge uddanner sig. En del af det handler om at give studerende muligheden for at bo ordentligt. Måske er det billigere at smide en containerpark op på en mark udenfor byen, men det gør intet godt for bymiljøet og er ikke fedt at bo i,« siger hun.

Hendes løsning er ikke den billigste, indrømmer hun. Men mange af tankerne kan udføres uden alt for store omkostninger til glæde for både København og de mange boligsøgende studerende. Og så er det en konstruktiv måde at omdanne udtjente kontorer på, der ellers bare venter på at blive revet ned.

»København handler ikke kun om børn, hund og ligusterhæk; her skal bo og være plads til unge, familier og ældre på samme tid.« Pauline Faaborg.

»Vi skal passe på med at gøre det hele pænt og dyrt. Charmen ved byer er, at folk er forskellige. I mange år er der blevet bygget store familievenlige ejerlejligheder, der koster rigtig mange penge og er alt for dyre til studerende. Men København handler ikke kun om børn, hund og ligusterhæk; her skal bo og være plads til unge, familier og ældre på samme tid,« siger Pauline Faaborg.

Hvor der er en vilje er der en vej, konstaterer den nyuddannede arkitekt, mens hun pakker sine tegninger sammen. Det er Torpedohallerne på Holmen et godt eksempel på, siger hun. Her blev en gammel betonhal omdannet til 67 nye lejligheder i stedet for at blive revet ned. Men det var 67 knalddyre og luksuriøse ejerlejligheder – ikke ungdomsboliger, der var til at betale for studerende.
»Jeg har intet imod, at der bliver bygget dyre og lækre lejligheder, der skal bare være en balance,« siger Pauline mens vi forlader Leifsgade 33.

Artiklen fortsætter under billedet

Elevatorerne i Leifsgade 33.

Tyve år uden nye ungdomsboliger i København

Efter mange år med dyre nybyggerier i København ser det ellers endelig ud til, at balancen begynder at tippe til fordel for de studerende. I 1995 skrantede byens økonomi, og København indførte et selvvalgt byggestop for almene ungdomsboliger i håb om at hive ressourcestærke og skattebetalende familier tilbage til byen.

Nu er byggestoppet ophævet, og kommunen har afsat midler til 2.800 ungdomsboliger.
Og i den nye planlov, der sætter rammerne for fremtidens byudvikling, har landets kommuner fortsat ret til at kræve at en fjerdedel af boligerne i nye boligområder skal være almene.

Om byens kommende ungdomsboliger bliver bygget efter Pauline Faaborgs hoved vides ikke, men visionerne står i kø, hvis kommunen skulle mangle inspiration.

Inden vi cykler hjem over broen, tager vi en runde på Amager, hvor Pauline Faaborg viser, at der er udtjente kontorbygninger en masse.

»Der er et kæmpe potentiale i at ombygge, og som du kan se, er der nok at hive fat i, det handler bare om at få det gjort,« afslutter hun, mens vi passerer flere tomme kontorejendomme tæt på KUA, der med en kærlig hånd og en skæv tanke måske, måske ikke, kan blive hjem for fremtidens KU-studerende.

EKSTRA: Vi bad Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, vurdere, om Pauline Faaborgs projekt har gang på jorden. Læs hans svar i nedenstående link.

Læs mere:

Frank Jensen: »Målet er ikke at bygge en ungdomsbolig hver gang, der flytter en ung til byen«