VM i fodbold: Kamp mod hiv varer længere end en fodboldkamp

Der skal helt andre boller på hiv-suppen i fremtiden, hvis Sydafrika virkelig skal gøre noget ved landets epidemi af hiv. Sydafrikas politikere gjorde kun ondt værre, mens Nelson Mandela derimod var med til at sætte gang i en positiv udvikling efter 2004, fortæller KU-forsker

af Anders Fjeldberg

Professor i virussygdomme Jens Lundgren på Københavns Universitet (KU) glæder sig over, at medierne har berettet om kampagnerne mod hiv i Sydafrika i forbindelse med VM i fodbold, men det er lige så vigtigt at tale om sygdommen, når vuvuzelaerne er forstummet, og verdensmestrene har kysset legeringen af VM-trofæet.

»Man vinder en fodboldkamp på halvanden time, men man kan ikke vinde kampen mod hiv i Sydafrika hverken i dette årti eller det næste,« siger Jens Lundgren. Han er også skeptisk over for hiv-kampagnernes effekt i forbindelse med VM.

»Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, om de kampagner mod hiv, der har været i forbindelse med VM i fodbold, er reelt forebyggende aktiviteter eller bare pr-kampagner. Men det lød da godt; at man nu i det mindste kan tale åbent om hiv i Sydafrika i forbindelse med fodbold,« siger han, der også leder Copenhagen Hiv Programme på Panum.

Sydafrikas politikere saboterede

Ifølge Jens Lundgren er det altafgørende at få talt om problemet med hiv i Sydafrika, hvor over ti procent af befolkningen i dag menes at være smittet, men modstanden mod folkeoplysning om hiv var meget stor i Sydafrika indtil for bare fem år siden.

»Man må sige, at sydafrikanerne ikke har været gode til at tale om problemerne med hiv, og det er en af årsagerne til, at Sydafrika nu er i en meget dårlig situation med mange smittede,« siger Jens Lundgren og tilføjer, at problemerne af i dag i høj grad skyldes de sydafrikanske politikere.

Jens Lundgren var for eksempel til Verdenskongressen mod aids i Durban i år 2000, arrangeret af International Aids Society, hvor Sydafrikas daværende præsident Thabo Mbeki også deltog. Thabo Mbeki ville på det tidspunkt bare ikke erkende, at hiv er årsagen til aids. Derfor ville han heller ikke være med til at gøre noget for at forebygge hiv-epidemien i Sydafrika.

Nelson Mandela ændrede politikken

»Det forvrøvlede synspunkt skabte en vis tumult ved kongressen, og Thabo Mbeki blev hylet ud. Bagefter var det en fuldstændig fantastisk oplevelse, da Nelson Mandela så kom til afslutningsceremonien i Durban,« fortæller Jens Lundgren.

Nelson Mandela bidrog, ifølge Jens Lundgren, i væsentlig grad til en ændring af holdningen til hiv i Sydafrika, både indenrigspolitisk og udadtil, så man faktisk kunne begynde at gøre noget ved problemerne.

Det skulle dog tage yderligere cirka fire år at komme i gang for alvor med et nationalt behandlingsprogram fra 2004, selvom hiv begyndte at sprede sig i Sydafrika allerede i 1980'erne.

Mødte Sydafrikas rødbededoktor

Problemet efter år 2000 var fortsat den sydafrikanske regering, og i år 2004 især den kvindelige sydafrikanske vice-sundhedsminister, Nozizwe Madlala-Routledge, der fortsatte med at sabotere ethvert videnskabeligt forsøg på at bekæmpe hiv i Sydafrika.

Jens Lundgren har selv mødt Nozizwe Madlala-Routledge, eller ’rødbededoktoren’ som hun spydigt er blevet kaldt i afrikanske folkemunde, fordi hun foretrak traditionel medicin: hvidløg og rødbeder til at forbedre sundhedstilstanden for hiv-ramte.

»Jeg var i Sydafrika i 2004 for at være med til at åbne et center til overvågning af bivirkninger ved hiv-medicin i samarbejde med WHO, hvor jeg selv mødte hende. Ved åbningen, der havde deltagelse af en stor, international delegation, sagde Nozizwe Madlala-Routledge gudhjælpemig en gang til, at det var traditionel medicin, der skulle bruges i kampen mod hiv. Vi var alle rystede - og det var fire år efter Verdenskongressen mod hiv,« fortæller Jens Lundgren.

Ønsker ikke at piske på Afrika

Problemet er ifølge ham, at hvis ikke politikerne italesætter problemerne med hiv, så er det ikke muligt at ændre folks seksualadfærd, og det er lige præcis det, der skal til.

Han vil ellers ikke piske på Sydafrika eller Afrika. Mange andre lande har samme problem. Måske lidt overraskende.

»Der er fuldstændigt samme problem med Putin i Rusland. Du har aldrig hørt Putin sige ordet ’hiv’ på noget tidspunkt på trods af, at der er en kolossal hiv-epidemi i Rusland. Medvedev har heller aldrig gjort det, og hiv var ikke fremme overhovedet i den russiske præsidentkampagne sidste år, så det er ikke, fordi Afrika er unikt,« fortæller Jens Lundgren.

Medmenneskelige overvejelser

Han fremhæver Brasilien og Thailand som to lande, hvor politikerne var hurtige til at vise lederskab, afmystificere sygdommen og få folk til at bruge kondomer, så i teorien kan det sagtens lade sig gøre overalt i verden.

»Det er meget svært at sætte sig ind i de politiske tankegange omkring det manglende lederskab ud fra et medmenneskeligt synspunkt; politikerne skulle jo beskytte befolkningen, så det er svært at se et fornuftigt argument for at bagatellisere problemerne med hiv - regningen kommer jo bare senere. Måske er det ren spekulation hos politikerne, måske et forsøg på at opnå en indenrigspolitisk fordel, der dybest set dækker over kynisme,« siger han.

Vil hellere diskutere hiv end aids

Fra sit arbejde på KU har han et overblik over verdens problemer med hiv, ikke bare i Sydafrika eller i Rusland, og især har hans forskningsenhed Copenhagen Hiv Programme fokus på Østeuropa, fordi, som han siger, ingen andre har deres fokus dér, og problemerne med hiv i Østeuropa er også meget, meget store. I det mindste er man i Sydafrika begyndt at tale om problemerne med hiv, så langt er ikke engang Østeuropa kommet endnu, vurderer Jens Lundgren.

»For en befolkning som den sydafrikanske, der har haft hiv i mange år, regner vi med, at mellem cirka en tredjedel og 40 procent af de smittede er udtalt immundefekte, som er den konsekvens, hiv har på kroppen,« siger Jens Lundgren.

Konsekvensen af hiv uden behandling er det, som ikke-fagfolk stadigvæk kalder for aids. De professionelle behandlere og forskere taler kun om hiv, for man kan få aids og få behandling, og så går sygdommen tilbage til hiv, så det giver i dag ikke megen mening for forskerne at tale om aids. Til gengæld er der noget ved hiv, der er anderledes i Sydafrika og mange andre steder i verden i forhold til den måde hiv spreder sig på i Vesten.

Hiv har en social slagside

Hiv har i Sydafrika en social slagside. Det er især de fattige, der får det, og sådan er det rigtig mange steder i verden. Europa og USA er på den måde mønsterbrydere, for her får også velstillede personer hiv.

Jens Lundgren antager i øvrigt oftest, at selv om han ikke har set, at der er blevet kørt kampagner om, at man som turist til Sydafrika skal beskytte sig mod hiv, er det så indlysende, at man ikke behøver at sige, at man skal bruge kondom for at beskytte sig ved sex.

»På den anden side set, så sidder jeg også på et ambulatorium på Righshospitalet, hvortil mennesker bliver henvist, som har været i Afrika eller i Asien, og de havde ikke tænkt i tide på at beskytte sig,« reflekterer han.

Jens Lundgren er med på KU's forskerliste over 25 forskere, der ved noget om VM i fodbold i Sydafrika og relaterede emner, men han ved ikke præcis, hvorfor han er kommet med på listen. Han går ud fra, at det er det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der har viden om, at den afdeling, Jens Lundgren er professor for på KU på, har aktiveteter, der også foregår i Sydafrika.

anfj@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del