VM i fodbold: Interesser og følelser på spil i Sydafrika

VM I FODBOLD: Sydafrika er her 16 år efter apartheids fald stadigvæk et splittet land, og 48 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Alligevel kan det vise sig, at landet som helhed magter værtsskabet for VM i fodbold

af Anders Fjeldberg

»Jeg tror faktisk, at det er lykkedes for sydafrikanerne at komme til at føle, at det er Sydafrika og hele landets befolkning, der holder VM for resten af verden,« siger Anne Folke Henningsen, der arbejder som postdoc på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet (KU).

Hun er en af få historikere i Danmark med specialviden om Sydafrikas historie.

Hendes forskning har givet hende viden om, hvor komplicerede mange forhold er i Sydafrika, fordi udgangspunktet for næsten alting i det kæmpe land er forskelle på alle niveauer, og med hele 11 officielle sprog og udpræget fattigdom. Der er både udfordringer og håb.

'De fattige er blevet lovet mange ting'

Anne Folke Henningsen vil ikke sige noget endeligt om, hvorvidt også de fattigste sorte sydafrikanere ender med at bakke op om VM i fodbold som et nationalt projekt. Måske er de ikke voldsomt interesseret i at lade VM-projektet fremstå som en del af et velfungerende land, fordi mange ting ikke fungerer for dem. Andre faktorer kan imidlertid gøre, at de alligevel ender med at ville bakke op.

»Det er noget med, at hvis man lige er kravlet op over en fattigdomsgrænse på et eller andet usikkert niveau, sådan at man har mad, men ikke har det specielt godt derudover, så er fodbold noget, der vækker håb og glæde og entusiasme - også for de, hvor man, hvis man ser på dem udefra, kunne sige: Hvad snakker I om, VM i fodbold kommer da aldrig til at kunne gøre noget godt for jer?« siger hun, og uddyber:

»De er blevet lovet mange ting, for eksempel renovering af sportstadioner, og at landsbyerne omkring samtidig skulle have et løft. Selv om det ofte ikke er sket, så er mange af de fattige alligevel glade, fordi fodbold i forvejen er en så stor sport endog blandt de fattigste sydafrikanske befolkningsgrupper, og landet har fået en stor chance med VM i fodbold,« fortæller Anne Folke Henningsen.

VM i fodbold har potentialet til forsoning

Kompleksiteten præger endog fodboldspillets historie i landet.

»Under apartheid frem til 1994 var sportshistorien groft skitseret den, at sorte sydafrikanere spillede fodbold, mens afrikaanerne, de hvide af hollandsk afstamning, spillede rugby, og de hvide af britisk afstamning spillede cricket. Især fodboldspillet var meget skarpt opdelt for de sorte, mens overgangen mellem cricket og rugby var mere glidende,« siger Anne Folke Henningsen, der også fortæller, at efter apartheid var de nye sorte afrikanske ledere dog hurtige til at bruge VM i rugby, holdt i Sydafrika i 1995, som en vej til forsoning:

»VM i rugby blev dengang en chance, hvor den sorte regering kunne række hånden ud til den hvide afrikaanerbefolkning og sige: Rugby er jeres sport, men vi støtter jer, og vi er ikke ude på at ødelægge noget for jer. De gjorde det, selvom det var en penibel sag; følelsesbetonet og meget vanskelig. Det er i det mindste den myte, man har lavet om VM i rugby i Sydafrika,« fortæller Anne Folke Henningsen.

En fortælling for et splittet land

Måske er der håb om, at VM i fodbold i 2010 kan have samme potentiale i sig som VM i rugby i 1995, men situationen i Sydafrika omkring VM i fodbold er altså speget.

»Landet i sig selv er totalt splittet, og der er mange forskelige interesser på spil,« mener hun. Der kommer altså stadigvæk ikke noget endeligt bud på, hvilken fortælling om VM i Sydafrika der vil løbe af med sejren.

»Der er forskellige fortællinger i spil, og jeg er faktisk usikker på, hvilken jeg selv ville vælge: Om VM vil komme til at virke gavnligt også for de fattige på et eller andet tidspunkt, eller om det kun er middelklassen og overklassen, der har en kæmpe interesse i at fremstå som en del af et land, der kan fungere, og som vil få Sydafrika profileret for sig - og så er de fattige med deres problemer glemte igen,« siger hun.

Megasvært at fremelske regnbuenationen

Efter apartheidregimets fald i 1994 talte ærkebiskop Desmond Tutu i Sydafrika om, at nu skulle sydafrikanerne bygge regnbuenationen sammen.

Sydafrikanerne skulle fremelske nationalfølelsen, men i forskellighed. Så man anerkendte de mange sydafrikanske folkeslags forskelle, og samtidig forsøgte man at finde en fælles sydafrikansk identitet; en regnbueidentitet.

»Det er bare megasvært, men man kan sige, at sådan en begivenhed som VM i fodbold – hvis det virkelig lykkes for dem at få den solgt som en begivenhed iikke bare udadtil i verden, men også indadtil i landet som noget, man står sammen om, så kan det være med til at forstærke følelsen af, at der er nogle ting, der er lykkedes i Sydafrika,« siger Anne Folke Henningsen.

Symbolik kan fortrænge strategi

Følelserne lader i det hele taget til at være meget i spillet om en sejrende fortælling om VM i Sydafrika og landet som regnbuenation. Hvad kommer til at betyde mest?

»Strategisk set kunne det være ret smart for de fattigste at fortælle, at meget lidt virker for dem, for at lægge et pres på delstatstregeringer og de kommunale myndigheder - for at få dem til at gøre noget bedre,« siger Anne Folke Henningsen.

Det er bare ikke sikkert, at det vil føles særligt smart, og følelser og symbolik kan faktisk gøre udslaget.

»Samtidig er der også en enorm glæde ved fodbolden, som gør, at de fattigste altså har en ren følelsesmæssig interesse i ikke at ødelægge projektet med VM i fodbold. Det kan selvføgelig blive ekstremt symbolsk, når det sker gennem sport, men det er samtidig et område, hvor det, netop fordi følelserne er i højsædet, også kan blive noget meget stærkt,« mener Anne Folke Henningsen.

FAKTA

Ekstra om Sydafrika:

- Ifølge Anne Folke Henningsen er der 11 officielle sprog i Sydafrika, og der er mange flere (under)sprog, og en tilsvarende problematik gør sig også gældende for antallet af forskellige befolkningsgrupper
- Det er en nyere sydafrikansk regeringsrapport, som anslår antallet af mennesker i Sydafrika, der levede under fattigdomsgrænsen, i 2005 til 48 procent af landets samlede befolkning på knapt 50 millioner mennesker. Det er dog meget vanskeligt at undersøge præcist. Ud over almindelige usikkerheder må også tages i betragtning, hvor fattigdomsgrænsen er sat, det udbredte (evt. supplerende) subsistenslandbrug, den store uformelle sektor etc.

anfj@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del