Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Videnskabet: Sprogpolitik ja tak

I dag kommer den fremmedsproglige indflydelse overalt fra engelsk. De nordiske befolkninger reagerer forskelligt på denne indflydelse: Den danske befolkning er mest positiv, den islandske mest reserveret

Regeringen er netop kommet med en sprogpolitisk redegørelse som blev drøftet i Folketinget 23. januar 2004. I avisen dagen derpå citeredes Dansk Sprognævns formand for at kalde det en ‘mærkedag’, eftersom »det er første gang i landets historie at vi får en sprogpolitik. Og alle partier er enige om at der er behov for den, og at dansk også i fremtiden skal være et komplet sprog«.

Baggrunden er ikke mindst at det dan-ske sprogsamfund og dansk sprog i dag påvirkes i stadig større grad af engelsk. Ikke blot hører og ser vi hele tiden engelske ord og udtryk brugt i dansk, men inden for en række samfunds-områder, med universiteterne og erhvervslivets storkoncerner i spidsen, vinder engelsk frem som arbejdssprog.
Man taler om at dansk taber domæner. Enigheden om at dansk skal være ‘et komplet sprog’ drejer sig om at dansk skal kunne bruges på alle samfundslivets områder: Vi skal undgå at havne i en situation hvor engelsk er enerådende i offentligheden og dansk kun bruges i mere uformelle og private sammenhænge.

Nu har vi naturligvis altid haft en sprog-politik; den har bare ikke været disku-teret og eksplicit formuleret. Den bygger på den opfattelse at sprogbrugen i det væsentlige udvikler sig ganske upåvirket af hvad man måtte hitte på af love, retningslinjer og kampagner, og i praksis har Danmark som sprogsamfund stiltiende og ureflekteret ført en laissez faire-politik i forhold til påvirkning udefra.

Det nye er at man under indtryk fra engelsk-påvirkningen er vågnet af tornerosesøvnen og er begyndt at drøfte hvilken sprogpolitik vi bør have.
Vores formål er her ikke at blande os i den diskussion, men at forsøge at kaste lys over det grundlæggende standpunkt som alle nu synes enige om, og som virkelig repræsenterer nytænkning i moderne dansk sprogpolitik – altså det standpunkt at det er meningsfuldt at blande sig i de frie kræfters kamp om sprogbrugen. Vi vil belyse spørgsmålet ved at berette fra et forskningsprojekt vi er med i.

Airbag eller kollisjonspute
I de andre nordiske lande er engelsk-påvirkningen også kommet på den sprogpolitiske dagsorden, og i et stort anlagt nordisk projekt sammenligner sprogforskerne en række nordiske sprogsamfund for at se på ligheder og forskelle med hensyn til hvordan engelskpåvirkningen slår igennem. Når vi kan bruge disse sprogsamfund som ‘laboratorium’ i vores forsøg på at finde ud af om sprogpolitik nu også har nogen form for effekt, er det fordi de nordiske lande i det store og hele er ganske ensartede politisk og kulturelt, lige med undtagelse af det sprogpolitiske område hvor der er klare forskelle.

Forklaringerne på disse forskelle skal søges i historien og har i første række med ‘det nationale spørgsmål’ at gøre. I de gamle uafhængige stater Danmark og Sverige blev nationalsproget kæmpet frem i opposition til fremmedsproglig (latin, tysk, fransk) indflydelse fra første halvdel af 1500-tallet, og dansk og svensk opnåede således at blive de eneste brugte sprog i nationalstaten 300 år senere.

Det sidste samfundsområde der blev erobret fra fremmedsproglig dominans i Danmark var videnskaben idet dansk (i stedet for latin) blev almindeligt som forelæsningssprog ved universitetet i løbet af 1830’erne. Når sprogspørgsmålet på ganske anderledes vis har været og er et politisk spørgsmål for nordmænd, islændinge, færinger, grønlændere, samer, finlandssvenskere og finner, skyldes det at opbygningen af nationen og frigørelsen fra andre nationers sprog er af nyere dato.

Det nordiske projekt vi deltager i, undersøger en række sider af engelsk-påvirkningen. Vi ser på om der er forskel på antallet af ord der optages, om ordene tilpasses de nationale udtalevaner (fx om weekend udtales med w- eller v-) og om de staves efter nationale regler eller som på engelsk (fx kan man på norsk skrive gaid, på svensk og dansk kun guide). Der ses også på forskelle i brugen af nationale afløsningsord, fx at rush hour på dansk hedder myldretid og på norsk rushtid, mens airbag på norsk oftest hedder kollisjonspute hvor dansk beholder airbag og svensk supplerer med krockkudde. Sidst men ikke mindst omfatter projektet flere stort anlagte undersøgelser af holdninger til engelskpåvirkningen.

Laissez faire versus purisme
Det er resultater fra en af holdnings-undersøgelserne vi her vil bruge til at tjekke om samfundenes forskellige sprogpolitiske traditioner reflekteres i forskellige ‘holdningsklimaer’ omkring
engelskpåvirkningen. Vi hyrede opinionsfirmaer til at kontakte cirka 1.000 repræsentativt udvalgte personer i syv af de nordiske sprogsamfund, nemlig det danske, svenske, finlandssvenske, finske, norske, færøske og islandske.

Sprogfolk vil stort set være enige om hvordan disse kan rangordnes efter den sprogpolitik de traditionelt fører over for påvirkning udefra: Dansk sprogpolitik er mest laissez faire, islandsk mest puristisk – med de øvrige fordelt derimellem. Vi kan altså se hvordan sprogpolitisk laissez faire versus purisme modsvares af holdningsmæssig åbenhed versus reservation over for engelsk.

Vi har fundet ud af at den sprogpolitisk baserede rækkefølge i store træk reproduceres når vi sammenligner befolkningernes svar på spørgsmål om holdninger til engelsk. Danskerne er gennemgående de mest positive over for engelsk.

For det første er de mere uenige end alle andre nordboere i påstanden der bruges alt for mange engelske ord i dag, nordmændene og islændingene er de mest enige. For det andet udmærker danskerne sig som meget negative over for at der bør laves nye danske ord som erstatter de engelske ord som vi får ind i sproget; færinger og islændinge er de mest positive over for sprogpolitisk arbejde med nationale afløsningsord. For det tredje viser undersøgelsens domænetabsspørgsmål også det samme mønster: Adspurgt om holdning til at engelsk vinder frem som arbejdssprog i en række bedrifter, fremtræder danskerne som de mest positive, islændinge og færinger som de mest negative. Informanterne blev ligeledes bedt om at tage stilling til en påstand om at det havde været bedst hvis alle i verden havde engelsk som modersmål.
Her kommer danskerne ud som de næstmest positive, slået af svenskerne, mens færinger og finlandssvenskere er de mest negative.

Positive danskere
Når man beder computeren gøre resul-tatet op for de fire spørgsmål samlet, rangordnes sprogsamfundene efter faldende ‘engelskpositivitet’ som følger: dansk, svensk, finsk, finlandssvensk, norsk, færøsk og islandsk. Danskerne og svenskerne skiller sig klart ud som de mest positive, færingerne og islændingene som de mest negative, mens finner, finlandssvenskere og nordmænd ligger tæt op ad hinanden i midten.

Denne rækkefølge er en næsten perfekt gengivelse af den rækkefølge vi opstillede på grundlag af sprogpolitiske forskelle. Så langt ser det altså ud til at der er en klar sammenhæng mellem den sprogpolitik der føres i et sprogsamfund, og de holdninger til engelskpåvirkningen som findes alment i befolkningen.

Det er muligt at gå lidt videre i forsøget på at belyse sammenhængen idet informanterne ikke bare blev spurgt om deres holdninger til brug af engelsk og til afløsningsord i al almindelighed. De blev også præsenteret for tre konkrete ordpar og bedt om at angive hvilket af ordene de foretrækker at bruge. Det nationale eller det engelske?

Det skal her tilføjes at det selv for et enkelt sprogs vedkommende er ret svært at finde engelske og nationale ord der kan bruges synonymt, og det bliver naturligvis ikke nemmere når de tre ordpar skal fungere sådan i syv sprog. I nogle tilfælde kendes kun det engelske ord, fx i dansk benchmarking, cyber-space, tee (i golf), i andre tilfælde er det nationale ord enerådende, fx i dansk slyngelstat (engelsk: rogue state), søgemaskine (engelsk: search machine), myldretid (engelsk: rush hour).

Andre ordpar er karakteriseret ved at det engelske ord er det primære, mens afløsningsordet er kendt, men ikke almindeligt, fx skateboard/rullebræt, eller også er det omvendt af afløsnings-ordet er det primære og det engelske det sekundære, fx bundkort/ motherboard, hjemmeside/ homepage. Eksempler på acceptable ordpar kunne for det danske sprogs vedkommende være backup/sikkerhedskopi, bodyguard/livvagt, design/formgivning, fighte/kæmpe, safe/pengeskab,
party/fest, (web)site/(web)sted, men heller ikke disse par har helt samme valør eller brugsområder. Til brug i alle syv nordiske sprogsamfund enedes vi om ordparrene (e-)mail/e-post, bodyguard/livvagt, design/formgivning (naturligvis med forskellige nationale varianter efter skråstregen).

Resultatet synes igen ganske entydigt: Danskerne er de mest positive over for engelsk. Den engelske variant foretrækkes af hele 81 procent af danskerne når det gælder (e-)mail/e-post, mens svenskerne følger derefter med kun 51 procent. Med hensyn til bodyguard/livvagt er det 43 procent af danskerne der foretrækker den engelske variant, mens de øvrige ligger mellem 11 og tre procent. Ligeledes i forhold til det sidste ordpar vælger danskerne i langt højere grad end de øvrige nordboere den engelske variant: 79 procent foretrækker design, mens det samme kun gælder for tre procent af
islændingene i den anden ende af skalaen.

Engelsk som modersmål?
Der er ingen tvivl om at disse resultater peger på en klar sammenhæng mellem et samfunds sprogpolitik og det generelle sprogholdningsklima der råder i samfundet. Resultaterne siger imidlertid ikke noget om hvad der forårsager hvad. Er det sådan at holdningsklimaet er et resultat af den førte sprogpolitik, eller er det snarere omvendt sådan at samfundets sprogpolitik udspringer af det generelle sprogholdningsklima?
Vi vil mene at det nok drejer sig om en vekselvirkning, og at svaret på vores udgangsspørgsmål dermed er at sprogpolitik har en effekt: Det kan lade sig gøre at påvirke sprogholdningerne – det er ikke meningsløst at drøfte og udforme en sprogpolitik. Det er i sig selv en vigtig erkendelse.

Problemet med en stiltiende og bevidstløs laissez faire-politik er ikke mindst at der i befolkningen udvikler sig en betænkelig sammenhæng mellem sprogbeherskelse og sprogholdninger. Det ses tydeligt i de danske data. Informanterne gav oplysninger om hvor tit de havde talt, læst eller skrevet engelsk i ugen op til undersøgelsen.
Hvis vi antager at beherskelse af engelsk hænger sammen med hvor tit man bruger sproget, kan vi med interesse registrere følgende mønstre: Jo mindre danskerne selv bruger engelsk, jo mere enige er de i at der bruges for mange engelske ord og at der bør laves danske afløsningsord. Med hensyn til de tre konkrete ordpar: Den halvdel af danskerne der ‘slet ikke’ havde brugt engelsk i den forudgående uge, adskiller sig fra den anden halvdel ved i højere grad at foretrække de danske ord frem for det engelske. Også når det gælder arbejdssprog er der en tilsvarende forskel: Jo mindre danskerne selv bruger engelsk, jo mere negative er de over for brugen af engelsk som arbejdssprog i virksomhederne.

Omvendt er det sådan at sympatien for tanken om engelsk som modersmål for alle i verden er større hos dem der bruger engelsk sjældent, end hos dem der bruger det hyppigt.

I første omgang kan det sidste mønster måske forbavse, men hvis lavere brugsfrekvens svarer til mindre beherskelse og dermed flere oplevelser af ikke at slå til, bliver det forståeligt hvorfor engelsk som modersmål for alle kan opleves som en løsning. Derfor ser vi også at det er de ældste borgere (dem over 60 år, og ikke bare i Danmark) der adskiller sig fra resten af befolkningen som de mest positive over for engelsk som modersmål for alle.

Sprogbevidste islændinge
Det vakse spørgsmål lyder nu selv-følgelig: Er det så ikke også det – altså forskelle i brug og beherskelse, og ikke i sprogpolitik – der forklarer de forskellige holdningsklimaer i vores syv sprog-samfund? Er det ikke bare fordi vi danskere er så gode til engelsk at vi er så glade for sproget? Når færinger og islændinge er mere reserverede, er det vel bare fordi de ikke har så meget kontakt med engelsk og derfor heller ikke behersker det så godt?

Undersøgelsen viser imidlertid at det er islændingene der skiller sig ud som storbrugere af engelsk. Derefter følger svenskere, nordmænd, danskere og finner tæt efter hinanden på midten af skalaen, mens finlandssvenskerne og færingerne skiller sig ud med relativt lave tal for brug af engelsk.

Hos danskerne fandt vi et klart samsvar mellem brug og holdning – hyppig brug svarede til positiv holdning, sjælden brug til negativ holdning. Når vi sammen-ligner ‘nordboerne’, ser vi altså ikke en sådan sammenhæng. Det ekstreme modeksempel er islændingene. De bruger engelsk mere end alle andre samtidig med at de udmærker sig ved det vi har omtalt som ‘negativitet’ over for engelsk – en måde at forholde sig på som vi måske snarere skulle omtale som sprogbevidsthed og tage ved lære af.

For når vi nu er gået i gang med at udforme en eksplicit sprogpolitik, er formålet jo ikke at fremme negative holdninger til brug af engelsk i Danmark. Formålet er at styrke dansk i konkur-rencen med engelsk, for at sikre at dansk forbliver et komplet sprog.

Midlerne kan være mange og mere eller mindre hensigtsmæssige i forskellige sammenhænge. Det væsentlige er at vi får styrket bevidstheden i samfundet om at vi her har et samfundspolitisk problem, et problem som til dels drejer sig om hvordan vi importerer sprogligt gods – skal vi importere engelske ord som de er, skal vi tilpasse dem i udtale og stavning, skal vi lave afløsningsord? – men som i første række drejer sig om at fastholde og udvikle brugen af dansk inden for alle samfundets domæner.

Pia Jarvad er seniorforsker i Dansk Sprognævn og Tore Kristiansen er lektor ved Nordisk Forskningsinstitut, Afdeling for dialektforskning, KU.

Seneste