Videnskabet: Religion og det offentlige rum

Vi oplever i disse år et veritabelt boom i religionens plads i den offentlige debat. Tørklædebeklædte folketingskandidater og burkaklædte dagplejere er blandt de seneste eksempler herpå. Undersøgelser viser desuden at der i en række af de store dagblade skrives seks gange så mange artikler om religion i 2005 som i 1985. Det er naturligvis ikke alle der er lige begejstrede for denne tendens. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har således udtalt at det er ønskeligt at religion kommer til at fylde mindre i det offentlige rum. Michael Jarlner og Anders Jerichow har i debatbogen Grænser for Gud plæderet for en lignende konklusion på baggrund af et ideal om religiøs (eller statslig) neutralitet. Og Anne Knudsen har i en leder i Weekendavisen (2/3-07) stillet sig skeptisk overfor »det hinsidiges« indflydelse på den politiske debat.
Det er ikke altid at denne skepsis over for religion i det offentlige rum begrundes. Men for så vidt den begrundes, sker det oftest med henvisning til liberale værdier der har deres oprindelse i oplysningstiden. Liberalisme skal ikke her forstås i den dagligdags betydning hvor udtrykket betegner tilslutning til et mere eller mindre ureguleret marked, men som en tilslutning til frihed og lighed som politiske kerneværdier. Disse værdier giver imidlertid et noget mere broget billede af forholdet mellem religion, politik og offentlighed end det ofte antages, også blandt sekularister.

Doktrinen om statslig neutralitet
Det er særligt doktrinen om statslig neutralitet der henvises til når der stilles spørgsmålstegn ved religion i den offentlige sfære. Doktrinen går ud på at staten udviser et lige og passende hensyn til borgernes forskellige opfattelser af det gode liv for så vidt den ikke favoriserer nogle af disse opfattelser, herunder religiøse opfattelser, på bekostning af andre. Hvor borgere i privatsfæren kan udleve deres egne personlige opfattelser af det gode, bør staten i det offentlige rum være neutral. Statslig neutralitet udlægges nogle gange som at staten skal føre en politik der giver borgere lige gode muligheder for at tilfredsstille deres forskellige opfattelser af det gode liv. Staten bør således ikke føre en politik der fx gør det nemmere for kristne end for muslimer at tilfredsstille deres religiøse præferencer. De fleste moderne politiske filosoffer forkaster imidlertid denne udlægning, bl.a. fordi den indebærer at staten i princippet skal bruge overordentlig mange ressourcer på at sponsorere såkaldte ’dyre’ opfattelser af det gode liv. Denne udlægning indebærer fx at hvis min religion tilsiger at jeg skal bygge et overdådigt guldtempel til min Gud, så skal staten sikre at jeg har lige så god mulighed herfor som asketiske buddhister har for at leve i overensstemmelse med deres langt mere beskedne religiøse overbevisninger.

Begrundelser af politik
Mange politiske filosoffer udlægger derfor statslig neutralitet på en anden måde, nemlig som et spørgsmål om at staten ikke bør begrunde sin politik ud fra en specifik opfattelse af det gode liv. Derimod bør staten i sine begrundelser begrænse sig til politiske opfattelser. Hvor en opfattelse af det gode liv i princippet kan omfatte et hvilket som helst aspekt af hvordan man ønsker at leve, omfatter en politisk opfattelse kun nogle generelle liberale retfærdighedsprincipper der angår hvordan samfundets mest basale institutioner bør indrettes. Ytringsfrihed og økonomisk lighed kan således indgå i en politisk opfattelse hvorimod religiøse opfattelser ikke kan. Denne doktrin udelukker dog i sig selv ikke særlig mange religiøse fænomener i det offentlige rum. Den indebærer blot at for så vidt der optræder religiøse fænomener, så skal de kunne gives en neutral (og dermed ikke-religiøs) begrundelse. Staten kan således tillade offentligt ansatte at bære religiøse symboler som kors eller hijab hvis den fx begrunder dette med et ideal om trosfrihed. Ligeledes er det foreneligt med doktrinen at staten økonomisk støtter religiøse aktiviteter hvis den fx begrunder det med at den hermed kan fremme politisk deltagelse eller sammenhængskraften blandt borgerne.

Uproblematiske manifestationer af religion
Hvis man derfor for alvor vil religion til livs i det offentlige rum, kræver det en anden begrundelse. Her skal man dog være opmærksom på at der findes mange forskellige manifestationer af religion, og at nogle af disse formentlig er ret uproblematiske, også ifølge sekularister. Lad mig give et eksempel. Min søn, Tristan, går i børnehave på Nørrebro. Her spiller religion en stor rolle i børnenes liv. De har fx juleferie – en specifikt kristen højtid – og tiden op til julen går med aktiviteter hvoraf mange på den ene eller anden måde henviser til kristne symboler: Læsning om Jesus, Josef og Maria, tegninger af julemanden (Sankt Nicolaus) og så videre. De snakker desuden med pædagogerne om hvorfor nogle ikke spiser svinekød, ligesom de i hverdagen positionerer sig over for hinanden i forhold til deres religioner. Dette viser sig på mange forskellige og nogle gange pudsige måder som da Tristan en dag kom hjem og spurgte om det virkelig er rigtigt at Allah – som han udtaler på arabisk – er stærkere end Obelix? Mit gæt er at de fleste sekularister ikke vil finde særligt mange af disse religiøse udtryk i det offentlige rum problematiske. Givet den almene accept af julerierne kan man ligefrem spørge om ikke det mest bemærkelsesværdige er at der, på trods af en overvægt af muslimske børn i børnehaven, ikke er nogen markering af fx Eid.

Religiøse argumenter i politik
Et langt mere kontroversielt eksempel på religion i det offentlige rum er religiøse argumenter i politik. Fx udelukker Anne Knudsen i føromtalte leder i Weekendavisen sådanne argumenter med henvisning til at de baserer sig på tro hvor man i et demokrati kun bør benytte sig af argumenter der i princippet kan bevises. Dette synes imidlertid at være en lidt naiv forestilling om hvad politik er. Politik handler ikke kun om hvilke empiriske konsekvenser forskellige politikker har, men også om de værdier der gør sådanne politikker og deres konsekvenser retfærdige eller uretfærdige. Og værdien af fx trosfrihed, ytringsfrihed og lighed i fordelingen af goder kan jo lige så lidt efterprøves empirisk som religiøse argumenter kan. Det er ikke det samme som at der ikke kan argumenteres for politiske værdier – den politiske filosofi er fuld af sådanne argumenter. Men bemærk at herved adskiller politiske værdier sig ikke fra religiøse doktriner. Det er jo ligeledes muligt at argumentere for og imod Guds eksistens, for og imod forskellige udlægninger af religiøse tekster og så videre. Lad mig i den forbindelse lægge kortene på bordet. Jeg er ateist. Det betyder blandt andet at jeg mener at religiøse argumenter lider af den skavank at de hviler på mindst én falsk præmis. Men det er vigtigt at indse at der af ateismen ikke følger noget bestemt om hvilken rolle religion bør have i det offentlige rum. For det første fordi at ateismen selvfølgelig selv er en kontroversiel tese af netop den art som doktrinen om statslig neutralitet udelukker. Og for det andet fordi det under alle omstændigheder ville være uplausibelt at hævde at fejlagtige eller problematiske argumenter bør ekskluderes fra den offentlige debat.

Overlappende konsensus
Et andet argument imod religiøse argumenter i det offentlige rum finder man hos den amerikanske politiske filosof, John Rawls. I Political Liberalism siger Rawls at det ikke blot er staten, men borgere i almindelighed der bør afholde sig fra at bruge religiøse argumenter i den offentlige sfære. Rawls’ tanke er groft sagt at en politisk opfattelse er legitim for så vidt den kan retfærdiggøres over for alle borgere, uanset hvilken specifik opfattelse af det gode liv de har. Således har fx både kristne, muslimer og ateister grund til at acceptere religionsfrihed og ytringsfrihed. Det kan godt være at de i den private sfære vil begrunde disse idealer forskelligt fordi de har forskellige opfattelser af det gode liv, herunder forskellige religiøse opfattelser, men det er også i orden så længe man i den offentlige sfære opnår en overlappende konsensus om en bestemt politisk opfattelse. Jeg er imidlertid skeptisk over for dette argument. Lad os antage at et socialt ideal, fx ytringsfrihed eller mulighedslighed, er under trussel i et samfund og kun fuldt ud kan reddes hvis man kan overbevise en bestemt religiøs gruppe om værdien heraf. Den eneste måde man kan overbevise dem på, antager vi, er ved at påpege at dette ideal faktisk stemmer ganske godt overens med et af deres religiøse skrifter. Her forhindrer kravet om ikke at benytte religiøse argumenter at man kan sikre et vigtigt socialt ideal. Et yderligere problem ved at udelukke religiøse argumenter fra det offentlige rum er at i den udstrækning det dybest set er disse der motiverer folks politiske holdninger, så er det uheldigt, og potentielt farligt, hvis de ikke kommer frem i lyset og gøres til genstand for den form for kritisk diskussion som liberale typisk finder central for demokratiet. Endelig harmonerer doktrinen om statslig neutralitet ikke så godt med visse andre liberale målsætninger, herunder at man i uddannelsessystemet skal understøtte unges evne til at forholde sig reflekteret og kritisk til forskellige opfattelser af det gode liv. Denne målsætning udtrykker i realiteten et ideal om personlig autonomi; et ideal som vel at mærke selv udgør en opfattelse af det gode liv, og dermed udelukkes af statslig neutralitet.

Den liberale pointe
Betyder det så at der slet ikke er noget problem med religion i det offentlige rum? Naturligvis ikke. Specifikke religiøse udtryk, aktiviteter og argumenter kan være racistiske, fordomsfulde, undertrykkende, skadelige og uretfærdige – tænk fx på sharia, kristen fundamentalisme og religiøst motiveret diskrimination af homoseksuelle. Men problemet med dem er i givet fald ikke at de er religiøse og offentlige, men at de er racistiske, fordomsfulde, undertrykkende og så videre. Ligeledes er det selvfølgelig stadig muligt på et liberalt grundlag at plædere for adskillelse af kirke og stat, fx med henvisning til religionslighed, og at fortrænge kreationisme, forkyndelse og lignende fra undervisningssystemet. Pointen er at der ikke er noget simpelt og generelt liberalt svar på om religion hører hjemme i det offentlige rum. Specifikke religiøse udtryk, aktiviteter og argumenter må vurderes individuelt på baggrund af deres forenelighed med kerneværdier som frihed og lighed, i øvrigt helt på linie med ikke-religiøse udtryk, aktiviteter og argumenter.

Nils Holtug er lektor i filosofi på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, og leder af Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme.