Videnskabet: Mentale mønstre og institutioner i Danmark

Danskernes mentalitet hænger sammen med samfundets dominerende institutioner som to-indkomst-familien, enhedsskolen og foreningslivet - men mentaliteten er også præget af geografi, klima og natur. På baggrund af 36 interviews har Hans Raun Iversen, Margit Warburg og Peter Gundelach skrevet en bog om danskernes mentalitet

af Hans Raun Iversen, Margit Warburg og Peter Gundelach

Man kan være dansker med hoved, hænder eller hjerte. For de fleste danskere er dansk noget man bare er uden at man behøver at vide eller gøre noget særligt af den grund. Nogle gange kan man være dansker på en måde, nogle gange på en anden, bare man er det på en dansk måde. Hvem der er indenfor det danske, og hvad der er udenfor, bestemmer danskerne ud fra deres personlige erfaringer. Indadtil er det en styrke et stykke af vejen. Udadtil kan det ind imellem tage sig mindre smukt ud.

Der var mange grunde til at vi i 2005 søgte penge til et projekt om institutioner og mentale mønstre i Danmark. Internationale surveys og barometre har længe peget på at der er en særlig mental profil blandt danskerne. Religionssociologiske studier viser at danskernes store flertal mødes på en midte som kan beskrives som ‘gudstro med forbehold' (Gudstro i Danmark 2005).

Da vi gik i gang foråret 2006, var Muhammed-krisen lige kulmineret, og det var nærliggende at spørge om forløbet af krisen havde noget at gøre med en særlig dansk mentalitet. Dansk mentalitet ikke er mere særlig end fx norsk og svensk mentalitet er særlig. Men de er særlige på hver deres måde - selv om de også har meget til fælles. Vores mål har dog ikke været at fremhæve de punkter hvor dansk mentalitet skiller sig ud. Herom kan man allerede læse i Danskernes særpræg fra 2005. Målet var at komme dybere ned og indkredse danskernes mentale mønstre - både de typiske og de forskelligartede - som de indgår i en fællesskabsfølelse omkring det at være dansk.

Grundtekster til dansk mentalitet

Indledningsvis og undervejs har vi brugt meget tid på de metodiske spørgsmål: Hvordan kan man kortlægge en blød størrelse som mentalitet på en måde så undersøgelsen på én gang kommer i dybden og alligevel fastholder en vis repræsentativitet så vi ikke ender med en række tilfældige portrætter af udvalgte danskeres mentalitet?

Både tematisk og metodisk har vi hentet inspiration fra Robert Bellah og fleres nyklassiske Habits of the Heart fra 1985 der kortlægger kombinationerne af individualisme og kollektivt engagement i USA. Vi har ikke haft helt så mange ressourcer til et omfattende feltarbejde som Bellahs gruppe, men vi har gennemført lange interviews med i alt 36 personer. Vi har brugt interviewene som en slags grundtekster til danskeres mentalitet, og som kilder har de den fordel at de tilfører bogen en narrativ og næsten litterær karakter.

Selv om vi har været omhyggelige i vores udvælgelse af interviewpersoner, generaliserer vi ikke på grundlag af deres udsagn om institutioner og mentaliteter alene, men kun hvor konklusioner og tendenser i interviewmaterialet støttes af historiske og sociologiske kilder som fx de store repræsentative surveyundersøgelser. Vi har arbejdet med nedenstående metodiske figur som er beskrevet nærmere i metodekapitlet der ligger tilgængeligt på forlagets hjemmeside (www.hansreitzel.dk).

Kollektiv individualisme

Det har været en udfordring at finde koblingen mellem institutionelle og mentale mønstre. I udgangspunktet forestillede vi os at vi kunne afdække forskellige mentaliteter knyttet til forskellige institutioner. Det viste sig imidlertid at de bærende træk i danskernes mentale mønstre går på tværs af de forskellige institutioner. Vi trækker syv tværgående mentale mønstre frem som knytter sig til de danske institutioner på kryds og tværs:

1) glæde over Danmark, 2) tryghed, tillid, lykke og (selv)tilfredshed, 3) kollektivt orienteret individualisme, 4) frihed, lighed og lav magtdistance, 5) fællesskab og forskellighed, 6) at være sig selv og 7) dansk på mange måder - men dog inden for de fælles rammer der sættes af de seks øvrige mentaliteter.

Det sene 20. århundredes subjektive vending der fordrer at enhver selv skal finde ud af at realisere hvad der er vigtig for ham eller hende selv, gør sig også gældende i Danmark. I alle sammenhænge - på alle former for markeder - er spørgsmålet: Virker det for mig?

Individualismen og den enkeltes frihed kommer først, men kun meget få i Danmark forestiller sig at de kan realisere noget vigtigt uden andre og uden tilknytning til eksisterende traditioner. De utilitariske og ekspressive former for individualisme som Bellahs gruppe fandt i USA for 25 år siden, er ikke typisk i Danmark.

Også på et andet område er der forskel til USA. Amerikaneren Robert Putnam har fået enorm international omtale på publikationer om nedgangen i civilsamfundets engagement i USA. Ifølge Putnam bowler amerikanerne i stigende grad alene (dvs. uden for foreningslivet), men i Danmark er den organiserede bowling fortsat i vækst! Fællesskaberne ikke mindst i de nære relationer, har stadig en vigtig plads.

Jo vigtigere fællesskaberne er, jo mere forsigtig er man imidlertid samtidig med hvem man regner med til dem. En ‘kollektivt orienteret individualisme' findes også i andre lande fx de skandinaviske. I Danmark ser det ud til at den er knyttet til alle de syv ‘danske modeller', for de samfundsinstitutioner vi har fokuseret på, jf. ovenstående skematiske opstilling.

Nye spørgsmål

Den danske kollektivt orienteret individualisme udfolder sig inden for nogle grænser bestemt af majoritetens vaner og erfaringer. Når politologen Frølund Thomsen i Konflikten om de nye danskere fra 2006 må konstatere at indvandrernes ret til at være kulturelt forskellige fra det danske majoritetssamfund, er indvandrerdebattens ‘demokratiske akilleshæl', skal vi muligvis finde en god del af forklaringen i den danske form for erfaringscentrisme.

Det er påfaldende i vores materiale hvor meget danskerne holder sig til hvad de selv har erfaret. Har man én gang været ude for en tyrkisk mand der lader konen slæbe indkøbsposerne, bliver alle muslimske indvandrere let set som dovne. Har man derimod i sin ungdom været ude for at folk af anden kultur er så hjælpsomme som folk er flest rundt omkring i verden, kører man hellere end gerne taxa med en pakistansk chauffør.

Den danske form for erfaringscentrisme kan måske hænge sammen med indflydelsen fra den særlige danske erfarings- og livsfilosofiske tradition: Siden 1800-tallets begyndelse har der i Danmark været en høj grad af skepsis over for de tyske idealistiske (systembyggende, fx hegelianske) filosofier. Fra deres fælles mentorer Poul Martin Møller (1794-1838) og F. C. Sibbern (1785-1872) var både N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard opdraget i denne erfarings- og livsfilosofiske tradition.

Den dag i dag er dansk filosofi som regel enten empirisk analytisk eller fænomenologisk orienteret og således mere optaget af erfaringer end af principielle tankefigurer. Den tradition har antageligt blandt andet via skole, kultur og voksenuddannelse fået en væsentlig grad af folkelig tilslutning. I en kendt folkelig formidling af traditionen hedder det hos Grundtvig:

Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.
(Grundtvig 1834. Nu skal det åbenbares,
Højskolesangbogen 2006, 88, 5)

Denne vejledning om erkendelsens rette vej kan betyde at man må engagere sig for at blive klogere og få kendskab til andre. Men den kan også drejes så den betyder at ‘de andre' som man endnu ikke kender og slet ikke har kær, sikkert er farlige eller forkerte. Hanne Sanders fra Centrum for Danmarksstudier i Malmø har for nyligt fremhævet den forskel mellem svenskerne og danskerne at svenskerne gerne vil være de bedste, de mest idealistiske mens danskerne bare vil være de danske! Det mener de til gengæld at de er verdensmestre i at være. Også den forskel kan have at gøre med en historisk nedarvet erfaringscentrisme i Danmark.

• Send
• Del