Videnskabet: Har du noget at sige?

Idéen om forskeren som en intellektuel person der tier stille når han ikke har noget at sige, er erstattet med forskeren som dagligt kommenterer mediebegivenheder. Er universiteterne for tavse eller plaprer de løs?

af Claus Holm

De intellektuelles fornemste pligt er at tie stille når de ikke har noget at sige. Sådan lyder den italienske forfatter og filosof Umberto Ecos forslag til et tavshedsløfte for intellektuelle. Spørgsmålet er om universitetsansatte forskere bør leve op til hans målsætning - eller om de gør det i forvejen. Kommunikerer danske forskere dagligt med kommentarer til alverdens mediebegivenheder uden at have noget specielt at sige? Eller slår forskere os - stadig - med tilbagetrukket tavshed?

Spørgsmålet er aktuelt når Københavns Universitet (KU) under overskriften Det tavse universitet vil diskutere om KU overhovedet skal kommunikere med verden uden for universitetets tykke og trygge mure. Det sker ved en workshop under universitetets døgn den 9.-10. oktober.

Som udgangspunkt kan man konstatere at universiteterne de sidste syv år har forladt tid-ligere tiders tavshedsniveau. I 2007 viser en opgørelse at de største landsdækkende dagblade til sammen omtaler et af de danske universiteter 46 gange hver dag. Til sammenligning skete det i år 2000 28 gange om dagen. Det er en stigning på to tredjedele i løbet af syv år. Samtidig ved vi at en stor del af omtalen ikke er forskningskommunikation i snæver forstand; det vil sige omtale af forskerens egen eller andres forskning. I 2001 var det for eksempel sådan at i seks ud af ti artikler hvor der medvirkede en forsker drejede artiklen sig om andre former for viden; om kommentarer til politiske eller andre begivenheder.

Uanset at forskere deltager mere i den offentlige debat, så er der stadig utilfredshed med indsatsen. Kommunikationsfolk og journalister er som regel sammen om at synes at for mange forskere fortsat er for utilgængelige. Og universitetsledelser belønner gerne endnu større synlighed i offentligheden. Alt imens meningerne om kommunikationen med omverdenen er delte blandt forskere.

Længslen efter langmodigheden

Umberto Eco spørger - i artiklen The University's role in a Media Universe - om hans kollegers berømmelse skyldes deres videnskabelige bedrifter eller om det afspejler deres image som det er skabt af tv og farverige magasiner. Det vil sige i det stjerne-for-en-aften-system som universiteterne er ved at blive en del af. Det er han ikke glad for. Ifølge Eco udmærker det ikke en intellektuel at være en velkendt kommentator på dagsaktuelle begivenheder. Nej, i stedet skal den intellektuelle være samfundsnyttig i det lange perspektiv.

Eco bebrejder ikke den langmodige forsker, men den forsker som straks stiller op som ekspert når de unge for eksempel smider med sten efter politiet. For det eneste man kan forlange af en intellektuel i den situation er at han ikke også smider med sten! Umberto Ecos synspunkt er altså at en intellektuel ikke skal hægte sig på mediebegivenheder med forudsigelige, banale og dybt forståelige kommentarer. Derimod skal han skabe begivenheder, slå alarm med overraskende og originale udmeldinger når ingen andre bemærker at der sker noget alvorligt. Fulgte universitetsansatte forskere Umberto Ecos anbefaling, tror jeg vi ville se et fald i omtalen af danske universiteter. At det skulle ske, er højst usandsynligt. De aktuelle vilkår for forskningskommunikation er nemlig andre og langt stærkere end dem Eco foreslår.

Dumhed anbefales

I Jakob Arnoldis (prodekan for forskning ved Handelshøjskolen i Århus) bog Den offentlige ekspert kan man læse at eksponering i massemedierne giver universiteterne en nødvendig legitimitet da de herved gør deres viden vedkommende. Og hvis de ikke gør det, så overlader forskerne scenen til andre aktører. Valget står derfor ifølge Jakob Arnoldi mellem nogle gange at sige nogle lidt dumme ting eller at lade andre komme til at fremstå kloge ved at sige de samme lidt dumme ting. Arnoldi selv mener at hensynet til universitetets legitimitet kræver at forskere bryder deres tavshed ved også at komme med dumme kommentarer i den offentlige debat. Arnoldis overvejelser er et eksempel på at heller ikke universitetsforskere har råd til at lade dumhed være dem imod. Det lyder mærkeligt, ja umiddelbart måske endda som et lidt dumt synspunkt, men det er at gøre sig sagen for let. Mere interessant er det dog at finde ud af baggrunden for at anbefale dumhed.

Kampen om opmærksomheden

Universiteternes afstand til samfundet skal indskrænkes. Forskning handler derfor ikke alene om sandhed og kvalitet, men om umiddelbar nytte og relevans. Og derfor skal universiteterne legitimere sig mere direkte i forhold til eksterne, økonomiske og politiske relevanskriterier. Denne situation er opstået da universitetet ikke mere har en beskyttende stat, men er en del af en offentlig sektor der leverer service til sine brugere. Denne overgang fra myndighedsapparat til serviceapparat betyder at universitetet må dokumentere sin services berettigelse - blandt andet ved at deltage i konkurrencen om opmærksomheden i massemedierne.

Lektor Jens Erik Kristensen fra DPU fortæller til universitetsmagasinet Asterisk at vi er vidne til en indædt kamp om at løbe af med opmærksomheden. Af samme grund måler vi hvor meget forskere har på opmærksomhedskontoen: Hvor meget de er på; hvor tit de er citeret af andre eller omtalt i medierne. Et moderne universitet får derfor brug for at uddanne, ansætte eller omgive sig med prominente personer der skærer en god figur i medierne. Prominente personer er nemlig den nye adel; de nye indkomstmillionærer hvad angår mod-taget opmærksomhed. Det betyder at en moderne forsker ikke alene skal tåle medieopmærksomhed. Han skal helst være i stand til at skabe, vække og fastholde den.

Det er denne opmærksomhedsfaktor der er i høj kurs ved universiteterne. Derfor køber universiteterne 'forsker-for-en-aften-personale' der sørger for at universitetet begår sig i et opmærksomhedssystem hvor ens duelighed viser sig ved evnen til at omsætte hændelser til spektakulære mediebegivenheder - for eksempel ved at slå på tilstedeværelsen af personer med underholdnings- og oplevelsesværdi. Ja, universiteterne er faktisk optaget af at være 'på', nogle gange så optaget at de ikke ænser om de er 'på' med noget klogt eller dumt.

Skal forskeren være politiker?

Sociologen Max Weber advarede i foredraget Politik som levevej allerede i 1919 politikere mod behovet for så synligt som muligt selv at træde i forgrunden. For det er den fristelse som fører til dødssynderne usaglighed og ansvarsløshed. Ifølge Weber gør forfængelighed sig også gældende for forskere. I et andet foredrag - Videnskab som levevej fra 1917 - kalder Weber forskerens forfængelighed for en erhvervssygdom som imidlertid ikke skader den videnskabelige beskæftigelse. Måske fordi forfængeligheden den gang alene var en sagsorienteret forfængelighed på afstand af magten. Pointen er at forskellen mellem politikere og forskere er mindsket.

Af samme grund bliver forskere stadig oftere spurgt om deres mening-er og anbefalinger. Måske er det for at kompensere for at politikere svigter rollen som uaf-hængige meningsmagere. Når moderne politikere har en tendens til at gøre meningsmålinger, fokusgrupper og kommunikationsstrategiske overvejelser til deres permanente parlament, så er det klart at vi får et underskud af ansvarlige politikere med personlige holdning-er og meninger. Det ville imidlertid være dumt hvis forskerne påtog sig den politiske rolle. For hvem skulle så være forskere - og komme med de uafhængige, objektive, klargørende indlæg om hvilke holdninger og meninger man kan indtage og med hvilke begrundelser? Problemet er at forsøgene på at fravriste forskere korte kommentarer og personlige meninger i sig selv kan være en hindring for at flere intellektuelle og fagnørdede forskere vil deltage i medierne.

Kvalificeret tavshedsbrud

Det konstituerende træk ved en intellektuel er overskridelse og brug af sit intellektuelle arbejde uden for det kompetencefelt hvorfra intellektualiteten udspringer. Vedkommende bryder altså sin tavshed i en ikke-akademisk sammenhæng uden at give køb på sit intellektuelle arbejde. Anderledes udtrykt bliver det springende punkt om den sande historie hænger tilstrækkeligt tæt sammen med den gode fortælling. Lad mig give et eksempel på hvilke konflikter og konsekvenser det kan føre med sig. Sommeren 2004 kritiserede realkommentatoren Peter Tudvad sin kollega forskningslektor Joakim Garffs bog SAK for ikke at være et videnskabeligt værk, men en fortælling "»'based on a true story' som man siger i Hollywood.« Kritikken prellede af.

For mens forskningsformidlingens troværdighed for Tudvad lå hos kilderne, så lagde Joakim Garff den såvel hos kilderne som i den formidling der formår at bringe videnskaben ud til den relativt forudsætningsløse læser. Joakim Garff insisterede altså på et dobbeltbogholderi. For Tudvad betød det at Garff var blevet ramt af den omsiggribende akademiske formidlingsrus der »efterhånden suspenderede akademikerens kritiske rolle og kun efterlod ham med den opgave at formidle det en gang vedtagne.« Konflikten endte i 2005 med at Tudvad tog sin afsked fra Søren Kierkegaard Centeret.

Min forklaring er at Tudvad ikke kunne klare sin arbejdsplads' rummelighed der tillod en - for Tudvad - for stor afstand mellem forskningen og formidlingen af den. Det kunne føre til at overveje om en del danske universitetsansatte forskere tier stille både når de ikke har noget - og når de har noget at sige fordi de mener rummeligheden er for stor og betingelserne for at bryde tavsheden er for ringe. Sandheden er da også at de danske universiteter ikke har gjort sig mange anstrengelser for at støtte et kvalificeret brud på tavsheden, når en forsker ønsker at præge det offentlige liv.

• Send
• Del