Videnskabet: Darwin for humanister

En ny symbiose af humanistisk og naturvidenskabelig forskning kan give forskningen i kultur en tiltrængt renæssance. Filmforsker Torben Grodal er inspireret af hjerneforskningens landvindinger, og slår her til lyd for en 'evolutionær biokulturalisme'

af Torben Kragh Grodal

I 1959 skrev C. P. Snow en bog - The Two Cultures - der beskrev hvorledes humanistisk og naturvidenskabelig forskning var to adskilte kulturer med vidt forskellige metoder og normer. Store dele af humaniora tog afstand fra naturvidenskabernes objektivistiske videnskabsideal og fremhævede heroverfor en kulturalistisk og konstruktivistisk virkelighedsopfattelse. Ifølge denne er al viden kulturelt og sprogligt konstrueret og derfor ideologisk, selv den naturvidenskabelige.

Der var (er) derfor ikke nogen særlig grund til at humanistiske forskere skulle orientere sig i naturvidenskabeligt baseret forskning, selv i det omfang hvor den humanistiske forskning udtalte sig om emner hvor der foreligger omfattende naturvidenskabelig viden, for eksempel om spørgsmål vedrørende den menneskelige psykes funktionsmåde.

Denne skepsis over for naturvidenskabelig forskning er særligt udbredt inden for de fortolkende og æstetiske videnskaber (som litteraturvidenskab, film, kulturhistorie, og visse retninger inden for sociologi). Det har ført til paradoksale resultater hvor humanister for eksempel fremfører synspunkter og udkaster hypoteser der strider mod veldokumenteret naturvidenskabelig viden om den menneskelige hjernes opbygning. Og det har medført at selv her i 200- året for Darwins fødsel og 150-året for publiceringen af hans banebrydende værk om arternes oprindelse, spiller evolutionsteori næsten ingen rolle for humanistisk kulturhistorieforståelse.

Brobygningens faser
Min forskning har i de sidste tyve år været fokuseret på at formidle mellem de to kulturer ved at sammentænke teorier og problemstillinger fra mit forskningsfelt filmvidenskab med den eksplosive vækst i den psykologiske viden om den menneskelige hjernes funktionsmåde som kognitionspsykologi, neurovidenskab, emotionspsykologi og evolutionspsykologi har frembragt i de seneste årtier.

Resultaterne af denne forskning har jeg særligt fremlagt i to bøger på Oxford University Press: Moving Pictures fra 1997, og den netop udkomne Embodied Visions. Evolution, Emotion, Culture and Film der af forlagets anonyme bedømmere er blevet betegnet som 'banebrydende'.

Det forskningsproblem der først førte mig til at benytte naturvidenskabeligt funderet psykologi var forståelsen af genrer. Hvorfor er der nogle typiske former for litteratur og film såsom komedier, action-adventure, tragedie, horror og romantiske film hvis centrale former har været uændrede i flere tusind år? Hvorfor er forskellen mellem lyrisk og handlingspræget kunst relativt fast gennem århundreder? Hvis al kultur er ren social konstruktion, er det for eksempel påfaldende at centrale elementer i actionhistorier fra Homers Odysseen til actionfilm og centrale former for computerspil er de samme.

Forklaringen må bestå i at hjernen har nogle specifikationer der danner de overordnede rammer for hvad mennesker finder interessant. Og at den menneskelige krop og hjerne derfor ikke, som hævdet af radikale socialkonstruktivister, var en totalt blank tavle som vekslende kulturer kunne 'skrive på' i total frihed. Tværtimod er nogle fundamentale træk af menneskets mentale biologi formet af dets evolutionshistorie, en formning som samtidig besidder frihedsgrader der kan forklare den kulturelle variation og udvikling. Ved blot at benytte humanistiske værktøjer som tekstanalyse og kulturhistorie, ville opgaven være uløselig.

Fra lærred til hjerne
Mit forskningsarbejde forløb i to faser. Den første fase bestod i at forstå hvorledes hjernen bearbejdede film, og kognitionspsykologi og neopsykologi var væsentlige redskaber. Den anden fase bestod i at forstå hovedtrækkene i menneskets evolutionshistorie og dennes indvirkning på dets kulturelle præferencer.

Den første fase var centreret om at beskrive centrale processer i filmoplevelsen: sansningen af filmen via de visuelle (og akustiske) områder i hjernen, omdannelsen af de rå, visuelle elementer til betydende elementer i isse-og-tindingelappernes associationsområder. Ved denne proces aktiveres følelsescentre i de ældre dele af hjernen (hjernestammen og det såkaldte limbiske system).

Endeligt vil sanse- og føleoplevelser integreres i nogle handlingsorienterede rammer i frontallapperne der er det motoriske systems kommandocentral.

I forenklet form: øjnene opfanger brune og gule striber, associationsområderne siger: tiger, de limbiske centre aktiverer følelsen angst, og frontallapperne organiserer en reaktion: 'løb' (eller 'skyd', eller 'kravl op i træ'). Jeg konstruerede derfor en 'flow-model' for filmoplevelsen (som jeg har kaldt PECMA-modellen, en forkortelse af perception, emotion, cognition, motor action).

Ved ikke alene at se på film som nogle tekster der eksisterer ude på lærreder, men også at beskrive filmoplevelsen som processer i hjernen, viste det sig at tilsyneladende vanskelige æstetiske problemer havde relativt enkle forklaringer.

Et meget omdiskuteret problem: hvorfor bliver vi dybt engagerede i film selv om de er uvirkelige, fiktion, er relativt enkelt besvaret set fra PECMA-flowets synsvinkel. Evnen til at bedømme hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt er særligt processer i frontal-lapperne.

Men de 'dumme' sanse-associations-og-følelses-moduler er allerede aktiveret før oplevelsesstrømmen når til frontallapperne der nok kan blokere dele af affekt-påvirkningen - vi løber ikke ud af biografen, men håber på at den person på lærredet som vi identificerer os med, kan handle for os og derved undgå faren. Men ophidselsen og behovet for afspænding via de fiktive personers handlinger blokeres ikke: vi skælver af frygt, græder, ler og begærer i takt med de audiovisuelle informationsstrømme fra lærredet.

Programmeret til action
PECMA-flowet er betinget af at den menneskelige kropsforankrede (embodied) hjerne er indrettet som en handlingsmaskine. Sanserne er 'blot' redskaber til at sikre at vi handler på en måde der optimerer vores fitness (undgår at blive tigermad eller ramt af en bil; finder føde og formerer os). Det er derfor logisk at netop film der iscenesætter handlingsforløb omkring fundamentale eksistens-scenarier såsom at blive forfulgt, at opnå en mage eller at kæmpe med andre mennesker eller dyr, appellerer til mennesker verden over, fordi de appellerer til en menneskelig natur hinsides kulturelle forskelle.

Disse eksistens-scenarier danner grundstammen i filmrepertoiret verden over. Men dette at mennesket som 'handlingsmaskine' er centralt, kan også forklare en række effekter i visuel æstetik. En række effekter vil blokere PECMA-flowet således at sansningerne ikke kan udlades i handlinger.

Den simpleste effekt består i at 'fryse' billedstrømmen, men man kan også optage i modlys så figurer ses som silhuetter. Alle de visuelle effekter der formindsker vores muligheder for at simulere handlinger i firedimensionale handlingsrum (3D plus en fremadskridende tid) vil aktivere lyriske associationsstrømme i hjernens associationsområder der vil blive oplevet som central-æstetiske, og er særligt benyttet i kunstfilm.

Men fordi det fulde PECMA-flow repræsenterer hjernens basale funktionsmåde hvor sanseindtryk skal vække følelser der omsættes til handlinger, vil de handlingsorienterede film tiltrække det store publikum. Kunstfilmenes langvarige ophobninger af sansninger og følelser der ikke omsættes til handlinger i et kontinuerligt flow, vil af det store publikum opleves som belastende.

Den romantiske neuropsykologi
Den anden fase i min forskning har som sagt bestået i at sammenknytte beskrivelsen af oplevelsesprocesserne med en evolutionær forståelse af hvorfor nogle oplevelsestyper fylder så meget i filmen.

Kærlighedsfilm, for eksempel, fylder meget i repertoiret, og mange humanistiske forskere har hævdet at romantisk kærlighed fuldstændig er en social konstruktion opstået i det 11. århundrede og udviklet i tilknytning til det borgerlige samfund.

Nyere neuropsykologi og nyere evolutionær forskning modsiger på afgørende vis teorien om at 'den romantiske kærlighed' blot skulle være en historisk konstruktion og har såvel påvist hvilke stoffer (hormonerne oxytocin og vasopressin) som hvilke hjerneområder der er involveret i etableringen af romantiske bånd.

Evolutionsforskere har argumenteret for at efterhånden som menneskebarnets hjerne blev større og større og derved tvang mødrene til at føde børnene på et stadigt tidligere tidspunkt, selekterede evolutionen dispositioner for pardannelse der kunne tilføre ekstra ressourcer til barnet fra faderen.

En fuldstændig socialkonstruktivisk forklaring på kærlighedsfilm kan derfor ikke være gyldig: Basale emotionelle dispositioner er ikke blot formet af opvækst eller samfund og kultur, men også af biologiske dispositioner der er formet af evolutionsprocessen. Men samtidig spiller kulturen selvfølgelig ind: Talløse film og romaner handler om hvorledes kærlighed kommer i konflikt med arrangerede ægteskaber, eller om hvorledes et promiskuøst begær kommer i konflikt med kærlighed.

Den biokulturalistiske forskning beskriver derfor hvorledes kulturprodukter som film og litteratur interagerer med en række biologisk betingede behov.

Den biokulturelle tilgang viste sig også frugtbar i forhold til for eksempel børnefilm, tragiske film og film om overnaturlige væsener såsom spøgelser og vampyrer. De basale elementer i succesrige børnefilm var binding til omsorgspersoner, indøvning i fare-monitorering og indøvning i at undgå at blive bytte for farlige væsener; de udtrykker derfor behov og mekanismer som evolutionsprocessen har indkodet i hjernen.

Film med overnaturligt tema som horrorfilm har tæt tilknytning til biologiske dispositioner fordi såvel angsten for bidende vampyrer og monstre som angsten for døde kroppe og angsten for onde ånder, det vil sige kræfter der har frigjort sig fra den fysiske og eventuelt døde krop, trækker på biologisk dybt forankrede angstdispositioner.

I de seneste årtier er den naturvidenskabeligt baserede viden om den menneskelige hjerne eksploderet. Hvis humanistisk kulturanalyse isolerer sig fra denne viden, vil resultatet blive en stadigt stigende marginalisering af dele af den humanistiske forskning. Men omvendt vil en symbiose af humanistisk og naturvidenskabeligt forankret forskning kunne medføre en renæssance for forskningen i kultur.

• Send
• Del