Videnskab og vandmeloner

Et nyt forskningsprojekt på Institut for Jordbrug og Økologi skaber overblik over vandmelonens anvendelse, potentiale og variation i Afrika

af Rikke Pape Thomsen

Videnskab og vandmeloner
Kuglerund. Sødt, rødt og saftigt frugtkød under en tyk græsgrøn skal. Vandmelonen som vi kender og nyder på sommerdage, stammer fra Afrika. Her er dens udseende virkelig varieret, og dens anvendelsesmuligheder nærmest uendelige. Forskningsprojektet 'Fremtidens vandmeloner i Afrika og deres potentiale' går afgrøden i bedene - i Mozambique, Mali, Tanzania og Kenya. I områder hvor der kun dyrkes enkelte afgrøder eller hvor fødegrundlaget er sparsomt, har vandmelonen et utroligt potentiale.

Bladene spises kogt som grønsag; umodne frugter bruges som courgetter; og skallen laves til pickles. Melonsaften koges ind til sirup eller gærer til en øllignende drik. Af frøene kan man koge en grød; man kan riste dem og bruge dem som kaffeerstatning eller presse olie fra dem. »Vandmelonerne fungerer også som vandreserve både for dyr og mennesker i perioder hvor vand er en mangelvare,« siger projektleder og professor i planteforædling Sven Bode Andersen.

Vandmeloner i ørkenen

Sven Bode Andersen fortæller at de melontyper vi kender, som er dyrket i Europa og Nordamerika, er søde typer fordi de har nogle gener der gør at frugten fyldes med sukker. Desuden vokser de hvor der er rigeligt vand. I Kalahariørkenens udkant dyrkes også vandmeloner. Men det er fordi det er en af de eneste afgrøder der kan gro der. Vandmelonen er paradoksalt nok rigtig god til at klare sig hvor der er mangel på vand. »I Afrika er de fleste i øvrigt ikke interesserede i at dyrke de søde meloner - det kan ikke betale sig, for dem hugger dyrene,« siger han.

Det er nu ikke kun i ørkener man kan finde vandmelonen. Den dyrkes i mange områder af Afrika. »Det er ofte noget kvinderne tager sig af i marken. Manden har sin hovedafgrøde såsom hirse eller majs, og kvinderne har så vandmeloner voksende 'under' den dominerende afgrøde,« siger Sven Bode Andersen. Fidusen ved at have to afgrøder på samme mark er at man udnytter mængden af næringsstoffer godt, og ukrudtet bliver undertrykt - det sparer arbejdstimer i marken med hakkejernet.

Vandmelonens genom

En stor del af forskningsprojektets arbejde handler om at få et overblik over den melonvariation der findes og registrere typerne i den samlede pulje af 'vandmelon-gener'. »Vandmelonen ved man meget lidt om. Vi vil forsøge at skabe et overblik over dens genetiske diversitet, dens varierende udseende og sammenholde det med dens anvendelse,« siger professoren. Et overblik kan ruste forskerne til at rådgive lokale bønder om optimale valg af sort og bedre dyrkning. Og så kan man måske få flere til at få øjnene op for vandmelonens potentiale som afgrøde og fødevare i flere områder af Afrika.

Afrikanerne har endnu ikke udnyttet alle de eksisterende naturressourcer og landområder som vi har i vores del af verden med truede arter til følge. Men det er kun et spørgsmål om tid. En måde at sikre vandmelonens overlevelse på, er at gemme dens arvemateriale i genbanker.

Videnskaben tumler i disse år med at kunne afgøre hvad og hvor store mængder af arvematerialet man behøver at gemme. Der er ikke økonomiske ressourcer og politisk vilje til at bevare det hele. »Vi forsøger med dette projekt at få et overblik over hvor meget vi skal gemme. Videnskabeligt skal vi have argumenter for hvad og hvor meget vi skal beskytte, så det ikke er tilfældigheder der afgør hvad der udryddes de næste 15 til 50 år,« siger Sven Bode Andersen.

Når forskningsprojektet afsluttes om fire år, har Sven Bode Andersen og hans forskningsteam forhåbentligt et rigtig godt svar på hvordan man sikrer vandmelonens overlevelse og stadige anvendelse i Afrika.

• Send
• Del