Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Vi blev betragtet som halvstuderede røvere«

AFSKEDSINTERVIEW - Mister Statskundskab ser tilbage på et langt livs tro tjeneste som studerende, valgforsker og institutleder på Københavns Universitet. Lars Bille er både bevæget og animeret i sit tilbageblik på studenterprotester, styrelseslov og statskund-skabelse.

Som gymnasieelev var det Lars Billes yndlingssport at se timelange folketingsdebatter transmitteret i fjernsynet. Værdierne, ideologierne, argumenterne, diskussionerne og forhandlingerne rev i brystet på den unge Bille.

Alligevel lå det ikke i kortene, at politibetjentens søn skulle blive Danmarks mest citerede valgforsker. Lars Bille er selfmade – som der i familien ikke var banet en akademisk vej for ham, har han også selv trampet stien til det institut, der blev hans livslange arbejdssted.

Lars Bille venter galant spejdende for enden af den lange hospitalsgang på det tidligere Kommunehospital, da jeg endelig har fundet den rette vej. Vi har aftalt et kommenteret tilbageblik på hans 47 år lange KU-karriere.

Institut for Statskundskab skriver i deres interne medie Kontakt, at fagets historie i høj grad Billes egen historie.

Man skal elske sin skæbne, sagde Karen Blixen, og det gør Lars Bille. Man kan ikke slukke for et livsværk, så lektor Bille, der fylder 70 til november, har måske nok holdt afskedsreception og ladet sig fejre af gode kollegaer og venner i februar, men det kommer ikke til at betyde nogen særlig forskel – der bliver, som han siger, »ingen billefri zone« på Statskundskab.

Lars Bille har lovet at skrive instituttets historie, og han vil fortsat levere sine halvårlige analyser af dansk partipolitik. Fruen er indforstået, siger han og sender en varm latter ud i emerituskontoret.

Et fyrtårn af saglighed

Lige så ophedet og kolerisk det politiske spil til tider forekommer, lige så tempereret tilbagelænet er statskundskabslektoren, når han i velturnerede sætninger med sin behagelige bas forklarer, hvad der er op og ned i nationens demokratiske udvikling.

Der er noget oldschool over Billes politiske analyser i en tid, hvor spillet på magtens tinde sælger rigtig mange billetter. Tænk blot på tv-serier som House of Cards, West Wing og Borgen.

Men det er ikke kun den fiktionaliserede politik, der har et godt tag i borgerne. Også virkeligheden har fået et dramatisk twist, og det kan godt kamme over til den hysteriske side, når tiernes politiske kommentatorer falder over hinanden for at evaluere parlamentarikernes performance, motiver og selvfremstilling.

Bille er mere afdæmpet:

»Siden 1909 har der ikke været flertal for et enkelt parti i det danske folketing, og det er et spændende spil, det har jeg altid syntes,« siger Bille, der i firserne og halvfemserne stod som et fyrtårn af saglighed, når han optrådte i medierne som valgforsker.

Dengang var det prostitution

Efter årtusindskiftet blev der lidt stille om Bille. Medierne holdt med tiden op med at ringe, fordi han takkede nej til at medvirke. Det sidste valg, han guidede seere og lyttere igennem, var tilbage i 2001. Fra 2002 dedikerede han nemlig sin tid til jobbet som institutleder, en tjans han bestred helt frem til 2011.

»Det valgte jeg at koncentrere mig om. Jeg følte mig ikke skarp nok i detaljen til, at jeg samtidig ville kloge mig om de store politiske linjer.«

Måske handlede det også om, at han nu »havde været der,« mener Bille, og oplevet at være en kendt, offentlig person, noget der langt overvejende har været en positiv erfaring, fortæller han.

»Ja, der bliver hvisket og tisket lidt, når man er på restaurant, men det er jo det. Jeg har aldrig følt mig misbrugt af medierne,« siger Bille og tilføjer, at det dog bestemt ikke gav særlig credit blandt kollegaerne dengang at entrere med journalister:

»Det blev opfattet som prostitution, at man skulle kunne udtrykke noget på halvandet minut. Det var ikke velanset. Men jeg syntes dels det var sjovt, og dels at man som offentligt ansat på et sted, der beskæftiger sig med dansk demokrati og den politiske udvikling, som berører os alle, har en forpligtelse til at prøve at delagtiggøre andre i den indsigt, man har fået,« siger han tjenstvilligt.

Han tilføjer, at han stadig irriterer de yngre kræfter på instituttet med spørgsmål af typen: Hvad laver du? Kan du forklare det til min genbo? Hvorfor skal du have løn for det?

»Jeg ved, det er provokatorisk og lidt firkantet, men vores forskning helbreder ikke de syge. Vi prøver at passe på demokratiets tilstand og forklare udviklinger og afmystificere sager, der popper op i medierne.«

Mediernes evindelige enkeltsager

Bille bliver lidt bister, når talen falder på pop-ups i pressen:

»Der er sket en voldsom kommercialisering af medierne. Det er bundlinjen. De skal skabe forsidestof og helst solohistorier med identifikation for at sælge. Det giver en stigende tendens til at enkeltsager sætter en dagsorden, og det er en meget kedelig udvikling. Alarmerende, faktisk,« siger Bille, og jeg spørger, om han fx tænker på Dovne Robert og Fattig-Carina?

»Netop. Det gælder for medierne om at finde noget, alle kan forstå. Tricket er gammelt, men det dyrkes mere og mere, og resultatet er, at vi mister sammenhænge. Det kan sgu godt være, fordi tingene efterhånden er blevet så komplicerede, at det er vanskeligt for Hansen og Jensen, og dig og mig for den sags skyld, at finde ud af, hvordan de hænger sammen. I bedste fald er personsagerne gode øjenåbnere, men det bliver sjældent til meget mere end et løfte om at kalde en minister i samråd. Så har medierne fået deres; og politikerne har også fået deres. Der er jo en gensidig afhængighed mellem politikere og medier, som vi ikke skal underkende betydningen af.«

En rask analyse af det politiske landskab anno 2013

Jeg tænker på, hvad det kan være, der er blevet så kompliceret, men som engang var mere enkelt, og beder Bille levere en hurtig analyse af det danske politiske landskab nu, her.

»Vi har haft ti usædvanlige politiske år, fordi nullernes tre valg skabte en situation med et flertal for V, K og DF, der så ikke behøvede den politiske midte, som ellers altid har været afgørende for et flertal. Altså blev oppositionspartierne nødt til at samarbejde, hvis de skulle gøre sig gældende. Det er første gang, S og SF har fundet sammen.«

Men det holder hårdt, mener Bille:

»De har ikke magtet opgaven til fulde. Den nuværende regering har haft vældig negativ presse, og det er delvist dens egen skyld. Men når medierne har givet den etiketten ’løftebrudsregering’, så er det, fordi man sammenligner med det program, som S-SF gik til valg på, men De Radikale skulle jo med for at sikre flertal. Så kværner møllen derfra, og der sker altså en vis fordummelse af folk, når medierne hele tiden messer ’løftebrud’. Nej! De skal selvfølgelig måles på det regeringsgrundlag, der kom ud af forhandlingerne i tårnet,« siger Bille og ser lidt træt ud.

En anden fundamental ændring er, at S har mistet sin førstefødselsret til statsministerposten, siger Bille. To gange ti år i opposition under Schlüter og Fogh har betydet, at S er dykket fra en tredjedel af alle stemmer til en femtedel:

»Der er sket strukturelle og dybtgående forandringer i de senere år, og man skulle egentlig tro, at finanskrise og arbejdsløshed var ’gefundenes fressen’ for socialdemokraterne, men nej. Enten er de ikke gode nok, eller også er der sket så meget i verden omkring os, at det, der var gammel socialdemokratisk politik, ikke duer længere, siger Bille.

Han tilføjer, at det såmænd kan koges ned til én ting:

»Prøv at se, hvor tit der siges ’ret’ og ’pligt’. Det gamle socialdemokratiske slogan var ’gør din pligt, og kræv din ret’. I dén rækkefølge. Nu siger man ’jeg vil have ret, og så kan jeg bagefter overveje, om jeg vil gøre min pligt’, og det er et stort mentalt skred.«

»Du kan ikke drive politik i dag, som du kunne for 30 år siden, og det er gået hårdest ud over det gamle arbejderparti. Venstre har fornyet sig med stor succes til at blive et byliberalt parti, der fanger trenden. Tidsånden er imod S, og det koster.«

Jeg får ondt af Helle, og synes, at Bille skylder at give S et godt råd, men svaret er nej. Samtalens eneste:

»Nej. Det er mit evige svar. Det er ikke mit job at rådgive, og jeg har aldrig været konsulent for noget parti. Jeg bidrager gerne med min viden, men politiske eksperter skal nydes med et gran salt. Jeg kan bare lægge nogle sammenhænge frem.«

Silden i folkehavet

Lars Bille har tidligere beskrevet politik som en kunstart, og det lyder besnærende åndfuldt i vores spin-paranoide periode, så jeg beder ham uddybe:

»Det kræver et særligt talent. Som Jens Peter ’Døgnbrænder’ (Jensen, Uffe Ellemann-Jensens far, red.) sagde, så skal du fornemme, hvor silden står i det danske folkehav. Du skal evne at kommunikere med folk, stå fast, vinde deres tillid, være leder, og det betragter jeg som en kunstart på linje med det at skabe film, skrive romaner eller lave billedkunst.«

»Vi har set masser af dygtige erhvervsfolk lide den øjeblikkelige vuggedød på den politiske scene. De manglede næsen. Du skal kunne være benhård og blød på én gang, og troværdighed kan man ikke læse sig til. Hvis folk tror, at man læser til politiker på Statskundskab, svarer jeg, at man kan læse til embedsmand, men at politik – det er et kunstværk, ikke et håndværk som politologi.«

En form for mesterlære

Lars Bille selv er uddannet historiker.

»Da jeg gik i folkeskole, ville jeg undervise i historie i folkeskolen; og da jeg kom i gymnasiet, ville jeg undervise i historie på gymnasiet,« siger Bille, hvis første opdrag som lærer blev at undervise studerende i den samfundsfaglige embedseksamen i Dansk politisk historie fra grundlovens givelse i 1849.

Det lyder snorlige, men vejen var mere bumlet end som så. Bille beskriver sin akademiske dannelse som en form for mesterlære:

»Jeg gik ikke ret meget på universitetet, da jeg læste historie, og jeg læste ikke særlig meget. Jeg fulgtes med en god studiekammerat, og vi læste sammen, gik til de første par dobbelttimer hos læreren og lyttede til, hvad han nu syntes.«

Det, der virkelig rykkede noget for Bille, var diskussionerne omkring frokostbordet med kræfter som Bertel Heurlin, Statskundskabs ’grand old man’ inden for International Politik, og lignende personligheder.

»Jeg fulgtes med Ole Karup Pedersen – han skrev disputats, jeg skrev speciale, og vi arbejdede til midnat, før vi cyklede hjem igen. Jeg blev gift og fik barn meget tidligt, så jeg arbejdede om dagen, læste om natten, og fik tingene færdige på den måde.«

Den udvidede avislæsereksamen

Når talen falder på fagets udvikling, bliver Bille helt animeret:

»Det har været fantastisk! De første studenter blev optaget i 1965, og samfundsfag var populært fra begyndelsen. Der var ingen adgangsbegrænsning, og vi anede ikke hvem eller hvor mange, der dukkede op den 1. september. Et år kom der 400, og vi havde planlagt fire hold, så vi måtte tænke hurtigt,« ler Bille, der husker de tidlige år som kaotiske på alle måder, både strukturelt, logistisk og på det faglige plan, hvor de fastansatte baksede for at definere fagets profil:

»Vi blev betragtet som halvstuderede røvere af både økonomer, jurister og historikere – det her var et tværfagligt eksperiment af format. Mens vi sloges for at finde vores identitet, blev faget lidt hånligt kaldt ’den udvidede avislæsereksamen’.«

Den grimme ælling, javist

Der var stort gennemtræk af folk i de år, beretter Bille. Folk kom og læste det første semester eller to, fx fordi de ikke kunne komme ind på seminariet. De kom og fik »lidt ditten og datten«, inden de hvirvlede videre. Dertil kommer, at fagets vår faldt sammen med studenteroprøret i 1968-69, hvor hele det videnskabsteoretiske grundlag blev kastet op i luften, fortæller Lars Bille:

»Jeg har selv stået på Frue Plads og råbt ’50 procent!’ (indflydelse til de studerende, red.) Året efter stod jeg så på den anden side af katederet – det største spring i verden i en tid, hvor faste lærere var kapitalens forlængede arm,« siger Bille og ryster smilende på hovedet ved erindringen om det kaos, der dannede bagtæppe for samfundsvidenskabens tilblivelse.

»Det, der reddede os igennem, så vi ikke led samme skæbne som Sociologi (der blev lukket under kaotiske omstændigheder, red.) eller havde heftige kriser som på Nordisk Filologi, var, at de faste lærere holdt sammen – uanset vores forskellige meninger. Alle delte den opfattelse, at vi bar det faglige ansvar, selvom der var meget delte holdninger til fx marxismen. De studerende kom og gik, og vi brugte fantastisk mange kræfter og møder på at stå som fast garant for fagligheden.«

I sluthalvfjerdserne var der uddannet samfundsfagslærere nok til at føde gymnasieskolen, og embedsfaget var truet af nedlæggelse, men ’the rest is history’: instituttet endte med efter møje og besvær at få tilladelse til at føje et femte år til uddannelsen og folde svanevingerne ud som cand.scient.pol.

Det er Lars Bille selv, der ligner instituthistorien med Den Grimme Ælling.

»Firserne var en konsolideringsfase for os, og vi har oplevet stor ekspansion siden midt-halvfemserne, hvor faget har vundet anerkendelse som et af landets mest søgte og eftertragtede studier. I dag kræver det et snit, som ville forhindre næsten enhver lærer i at blive ansat herinde,« siger Lars Bille beskedent, måske med tanke på sine egne snurrige læreår.

Han tog en for holdet

Lars Bille blev valgt til institutleder af sine kollegaer i 2002, og da der kom ny styringslov halvandet år senere, valgte han at søge stillingen.

»Jeg ville gerne være med til at sikre en rimelig overgang fra det ene til det andet regime. Jeg kunne trods alt bidrage med min erfaring, og jeg fornemmede en vis legitimitet og troværdighed internt til at kunne tage de kampe, der ville komme, så det blev så lempelig og god en overgang som muligt. Jeg kendte alle og kunne snakke med alle.«

Jeg spørger Bille, om han oplever år 2003 som et et skæringspunkt.

»Ja. Det positive i det gamle system var, at medarbejdere og studerende havde høj grad af indflydelse på deres arbejdsplads, og det giver et stort engagement. Nu er der enstrenget ledelse hele vejen ned igennem systemet, og det giver tendens til at koble medarbejderne af, så der ikke er den samme frodige aktivitet i de forskellige organer,« mener Bille.

Det oplever han som et stort tab, men der er bestemt også plusser, siger han:

»Der var ufatteligt meget spildtid under det gamle system med administration og møder og palaver frem og tilbage om, hvem der klemte hvor på tuben. Det var ikke konstruktivt.«

»Og så var institutbestyrerposten etårig, og det er jo altså svært at lægge en langsigtet strategi så. Jeg tog tre perioder på posten, så nogle andre kunne få lov at være i fred. På et tidspunkt sad næsten alle ansatte i et eller andet udvalg og brugte lang tid på det. Så det stod dårligt til med forskningen på instituttet på det tidspunkt, helt klart. Der har den nye struktur strammet op og givet bedre muligheder for planlægning og satsninger. Medarbejderne kan koncentrere sig om at undervise og forske, og så må lederne fedte med det administrative bøvl.«

Sejrene har mange fædre

På spørgsmålet om, hvad karrierens største nederlag er, svarer Bille, at det var, da han som institutleder blev forment adgang fra valggruppemøderne, fordi han refererede til dekanen, der var ansat af ledelsen og ikke medarbejdervalgt.

»Det var komplet åndssvagt, synes jeg, her kunne vi da netop have sat os ned og drøftet sagerne, så de ikke spidsede til.«

Når jeg beder Bille fremhæve sin største sejr, går han fra ental til flertal, for der er tre, og han skifter pronomen fra ’jeg’ til ’vi’. Sejrene er kollektive.

»Fra 2002 og frem er vi kommet igennem med mange eksternt finansierede forskningsprojekter, fordi vi bevidst satsede på det. Incitamentet var, at hvis der ikke var nogen, der brugte kræfter på de ansøgninger, var der færre penge til os alle.«

»For det andet har vi været smaskforkælede med højt kvalificerede studenter. Og endelig er der et blomstrende socialt miljø her på instituttet. Jeg var rævestolt, da vores revy vandt prisen som årets bedste. Det er min opfattelse, at man både lærer og forsker bedre, når man trives,« siger Bille, der af samme grund er ked af udviklingen hen imod korttids- og projektansættelser:

»Jeg er bestemt ikke tilhænger af ’burning platform’ eller ’first in, first out’. ’High on fire’, nej! Men det er så det, der er ved at ske,« slutter Bille.

Statskundskabsstuderende anno 2013 er karrieremennesker. De er rundet af socialgruppe 1’s akademiske miljøer, og de har engageret sig tidligt i skole og politik, siger lektor Bille:

»Stud.scient.pol.er er selvhjulpne og selvorganiserende, de er kreative og kræver kvalitet i undervisningen, det skal vi ikke tage fejl af, men de er konstruktive, og hvis de gør oprør, er det ikke for kampens skyld. De vil dialogen. De kommer igennem med ting, fordi de kan og vil deres stof,« siger Bille, der ikke kan genkende karikaturen af fnugfri studerende med skarpe albuer, der er meget langt fremme i stiletterne:

»Vi har en vældig god rus-intro med næsten lige så mange tutorer som nye russere. Man tager sig af hinanden. Vores studerende er i alle henseender mennesker, der bruger deres talent til at engagere sig i ngo’er, debatfora og medier,” siger Lars Bille og tilføjer ordet:

»Overskudsmennesker!«

En runde om undervisningskvalitet og timetal

Når studerende går på barrikaderne i dag, handler det om minimumstimetal eller SU. Til det siger Lars Bille:

»Studerende og politikere er enige om at elske alt det, der kan måles og vejes. Det er så nemt. Men kvalitet – hvad er det egentlig? Jeg synes det er en problematisk fejlvurdering, når Studenterrådet kører så hårdt på det med undervisningstimerne,« formaner Lars Bille og skynder sig at sige, at han jo ikke har undervist siden 2001 og ikke har de vises sten i lommerne.

»Da jeg begyndte at læse, hed det sig, at jeg højst skulle tage seks timers undervisning om ugen, hvis jeg ville være ordentligt forberedt. I dag er det trenden, at vi tager de studerende ved hånden og fører dem gennem det ene powerpointshow efter det næste, mens vi risikerer at selvstudie, -fordybelse og –læring mister i værdi.«

Dels koster det, og dels er det ikke så effektivt, mener Bille og slår endnu et slag for, at den bedste læring kommer, når man selv sidder med stoffet, deltager i gruppediskussioner med medstuderende og får vejledning hos en lærer:

»Man skal selv i sving. De studerende er her af egen fri vilje, og vi skal gøre os al den umage, vi kan og tilbyde undervisning af høj kvalitet, men vil de studerende ikke æde eller drikke, så må de sgu selv om det.«

Lars Bille ser også Borgen, og jo, han ville også stemme på Sidse Babett Knudsen.

gbg@adm.ku.dk

Seneste