Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Vågn op og tag stilling!

INTERVIEW - Litteraturprofessor og 68’er Erik A. Nielsen går på pension med en afskedskanonade til de studerende: Få jer en politisk bevidsthed. Og en sans for det skønne.

»Prøv nu at se de her sommerfugle for eksempel,« siger Erik A. Nielsen, mens han ser entusiastisk på mig. »Er de ikke fantastiske?«

Jeg har nu aldrig været så meget for insekter, må jeg indrømme, men naturens skønhed, såvel som skønhed i det hele taget, er en stor del af Erik A. Nielsens liv. Foruden en stribe sommerfugle ved vinduet er en hel væg beklædt med udklip fra den tyske biolog Ernst Haeckels bog om de dybt fascinerende kunstformer, der findes i naturen. Og det er da også lige præcis i skønheden, man skal lede efter Erik A. Nielsens livslange fascination af litteratur.

»Skønhed i kunst er selvfølgelig en meget vigtig ting. Det må man ikke glemme. Skønhed er en vidunderlig, virkningskraftig egenskab, som overtaler os ved, at værker kan være virkelig smukke.«, siger han og nævner F.M. Dostojevskijs Forbrydelse og straf.

»Jeg er blevet sluppet fri på en eller anden måde selv af at have mødt nogle vigtige bøger i mit liv. Hvis de ikke havde været der, havde jeg ikke været den, jeg er. En god bog kan sommetider dreje ens livsskæbne.« Det er i hvert fald helt sikkert, at Erik A. Nielsens liv har drejet sig om de gode bøger. De sidste 42 år har han undervist i litteratur på Københavns Universitet, men med et virke, der strækker sig langt ud over epikkens, lyrikkens og dramatikkens verden.

Mindre pseudo-snak, tak

Der har aldrig hersket nogen tvivl om, at Erik A. Nielsens kald var at undervise. Han er ud af en pædagogisk familie, hvor praktisk talt alle har beskæftiget sig med undervisning. Han begyndte allerede, da han som elev i 9. klasse underviste en kammerats mor i engelsk for bare 1 krone i timen.

Mange år senere sidder han nu, en lille stund endnu, i en professorstilling på Københavns Universitet, hvor han i næsten et halvt århundrede har åbnet unge studerendes bevidsthed for den gode litteratur. Hos de studerende har han dog kunne spore en noget foruroligende udvikling. Til trods for at studerende anno 2011 har adgang til uanede mængder af information, er opmærksomheden på naturen svundet ind til næsten ingenting og »hvordan skal en generation af udprægede storbymennesker kunne læse Inger Christensens Sommerfugledalen, hvis ikke de ved, hvordan sommerfuglen ser ud?« spørger Erik A. Nielsen retorisk.

Men ikke nok med at de nye studerende er naturignoranter, de politisk udfordrende spørgsmål er også så godt som forsvundet i undervisningen – et scenarium, som var ganske utænkeligt for 30 år siden.

I dag er det muligt for Nielsen at gennemføre undervisning om eksempelvis Karen Blixen uden én eneste anfægtelse af hende som en forfærdelig borgerlig figur. Også spørgsmål af mere fundamental karakter – hvad er det egentlig vi skal bruge den her litteratur til? – er væk. »På et eller andet tidspunkt, tror jeg, at I studerende bliver nødt til at træde politisk set i karakter på en meget voldsommere måde og ikke lade jer spise af med pseudo-snak, som om det vigtigste i verden er, hvem der vinder Vild med dans eller Talent 2010!«.

Sorte Erik

Det er da også ganske uvant for Erik A. Nielsen at møde studerende, der ikke er i konstant oprør. Han begyndte sin karriere på Københavns Universitet i 1968 – det år de politiske bølger stod højest. Og selv om de færreste i dag ville betegne ham som en borgerlig underviser, måtte han op gennem 70’erne døje med øgenavnet ’Sorte Erik’, fordi han simpelthen ikke var rød nok efter de studerendes smag. Dette til trods for at han i 1972 meldte sig ind i SF i protest mod Danmarks medlemskab af det, der dengang hed EF.

»Man skulle være VS’er eller til nøds kommunist«, forklarer han, men understreger samtidig, at han langt fra var den underviser, der led hårdest under studenteroprøret. Dog erindrer han en tid op, hvor han måtte bruge en stor del af semestret på at få de studerende til at betragte ham som andet end en borgerlig underviser for først derefter at kunne gennemføre undervisningen på optimal vis.

Ikke overraskende er en del af hans grund til at forlade universitet netop nu også at finde i de politiske udfordringer, han har oplevet som professor. Han har gennem den senere tid set sit arbejde drukne i administration og overvågning. »Det forekommer mig fuldstændig latterligt, at en såkaldt liberal regering indfører en sådan mængde spændetrøjer til folk, og det er fuldstændig i strid med humanisme og kunstnerisk skaben, som ikke kan foregå under den slags indespærring«, siger han.

Han længes tilbage til den tid, hvor Institut for Nordisk Studier og Sprogvidenskab præsterede den største produktion af humanistisk forskning i Danmark, hvor forskere som blandt andre Thomas Bredsdorff, Poul Behrendt og Pil Dahlerup udgav artikler, anmeldelser og bøger en masse. »Hvad der skete halvspontant for 20-30 år siden, er nu næsten slået ihjel,« siger han. »Og hvad er virkningen af de nye registreringssystemer? Produktionen falder brat – Den universitetslov, vi lever under nu, har stille og roligt slået stedet ihjel!«

»Nu kan jeg mene dét, jeg selv mener«

Erik A. Nielsen har dog ikke planer om at lade sin produktion gå i stå, og det er bestemt heller ikke et stille og roligt liv, der venter forude nu, hvor pensionen nærmer sig. Det kæmpe 4-bindsværk om kristendommens retorik, hvoraf han indtil videre har udgivet halvdelen, skal færdiggøres. Foruden at være en meget flittig foredragsholder for især kirker og på højskoler, har han også nogle mulige skriveprojekter i skuffen, som han gerne så realiseret. Selv om han tidligere har skrevet og fået udgivet et par noveller, er det dog stadig hovedsagligt faglitteratur, han vil fokusere på nu. »Hvis ikke man har fået gang i at skrive skønlitteratur, tror jeg ikke, man kan det nu som en aldrende mand«, siger han, men indrømmer dog, at han har haft mange ideer, som han gerne ville have skrevet en roman om.

Han nærer en vis ærgrelse over aldrig for alvor at have fået hul på at skrive skønlitteratur, men ellers er der meget få ting, han fortryder. »Jeg har været meget forkælet: jeg har fået meget tid til at forske, skrive og rejse ud. Jeg er fuld af taknemmelighed over at have fået et så godt fagligt liv, som jeg har.«

Det bliver ikke uden en vis mængde lyst til at pirre – og måske lige frem provokere – at, Erik A. Nielsen holder sin sidste forelæsning ved Københavns Universitet. Den skal nemlig handle om noget så tilsyneladende banalt som, hvad en tekst er, men som han selv siger det: »Nu har jeg fortolket tekster hele mit liv, men jeg synes hele tiden, at vi alle sammen mener noget forkert om, hvad en tekst er.« Samtidig bliver den forelæsning en afslutning på en karriere, som til tider har medført en række forpligtelser til at mene noget bestemt.

»Fra 1. februar kan jeg mene dét, jeg selv mener!« Hvad det er Erik A. Nielsen så faktisk går rundt og mener, kan opleves til hans afskedsforelæsning den 11. februar 2011.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste