Uredelighed er en værre redelighed

»Til hvem det måtte vedrøre.«

Sådan indleder Bente Klarlund Pedersen et skriftligt forsvar, som hun postede på sin hjemmeside den 2. januar 2014, to uger efter at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) havde dømt hende videnskabeligt uredelig.

Det er samtidig indledningen på det seneste – og måske ikke sidste – kapitel i en af de vigtigste danske sager om
videnskabelig uredelighed. En sag, der vedrører ikke blot Klarlund og UVVU selv, men størstedelen af den danske forskningsverden.

Klarlund blev dømt skyldig i to ud af tre sager om videnskabelig uredelighed (se faktaboks).

Ingen international definition

UVVU’s definition af uredelighed rummer to krav, der begge skal være opfyldt: et objektivt krav om forfalskning, fabrikering eller plagiering (også kaldet FFP) og ’andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis’ – og desuden et subjektivt krav, hvilket betyder, at handlingerne er begået forsætligt eller groft uagtsomt.

»Der er ikke én internationalt accepteret definition [på uredelighed]. Men FFP bruges flere steder, og i flere lande arbejder man også med ‘recklessness’ og ‘gross negligence’ som en del af det subjektive krav til uredelighed,« oplyser Styrelsen for Forskning og Innovation, som fungerer som UVVU’s sekretariat.

Peter Sandøe, næstformand i Københavns Universitets Udvalg for God Videnskabelig Praksis og professor i bioetik ved Sund og Science, mener, at den danske brug af FFP-parametrene er »helt på linje med toneangivende lande som USA og Storbritannien.«

Men når det i UVVU’s definition tilføjes, at også ‘andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis’ er omfattet af uredelighedsbegrebet, så åbnes der mulighed for, at UVVU kan anlægge en bredere synsvinkel på, hvad der tæller som fusk, end hvad der er normen i andre lande, mener Sandøe.

»Et andet punkt i UVVU’s afgrænsning af begrebet, som kan give anledning til diskussioner, er, at det ikke blot er forsætlige overtrædelser, der tæller, men også sådanne, som er sket ‘groft uagtsomt’,« tilføjer Sandøe.

Et rodehoved er ikke uredeligt

I moderne dansk er uredelighed ‘noget, som ikke lever op til almindelige krav om ærlighed, rigtighed, saglighed’, forklarer Dorthe Duncker, lektor i dansk sprog ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Ordet ‘redelig’ har tvedelte rødder. Den oprindelige danske betydning er noget ‘ordentligt, tydeligt, klart’, mens vi fra tysk har betydningen ‘det ærlige og fornuftige’.

Men det er flere hundrede år siden, at de to betydninger smeltede sammen. Dog er de særskilte betydninger bevaret i faste vendinger som ‘ærligt og redeligt’ eller ‘en værre redelighed’, hvor den første refererer til gammel tysk brug og den sidste til gammel dansk brug.

»Forskellige faste formuleringer kan komme til at smitte af på, hvad man lægger i uredelighed,« siger Duncker.
»I moderne dansk bruger vi ikke uredelig om ‘bare at være rodet’. Uredelighed er ikke noget, man kan komme til at begå,« siger hun.

Derfor er formuleringen ‘groft uagtsom uredelighed’, ifølge Duncker, »lidt på kanten.«

Uklar grænse mellem sjusk og fusk

Der findes flere kategoriseringer af tvivlsom forskning. Der kan være tale om brud på god videnskabelig praksis – sjusk – eller mere eller mindre bevidst uredelighed – fusk. Sjuskesager behandles af Praksisudvalget lokalt på universitetet, mens fuskesagerne ryger videre til UVVU.

»I Danmark har vi, mig bekendt som de eneste i verden, delt tingene op, så en instans, UVVU, tager sig af sager om uredelighed, mens en anden instans, universiteternes egne udvalg vedrørende god videnskabelig praksis, tager sig af sager om fravær af god videnskabelig praksis,« siger Peter Sandøe fra Praksisudvalget på KU.

Han tilføjer, »at der ikke er nogen særlig klar grænse mellem de to, hvilket også fremgår af, at UVVU ser ‘alvorlige brud på god videnskabelig praksis’ som det samme som uredelighed. Det er altså graden af alvor, der afgør, om der er tale om fusk eller dårlig praksis, og dermed om en sag hører til hos den ene eller den anden instans – det er nemlig ikke tilladt at behandle en sag ved begge instanser samtidig.«

»Hvor præcis grænsen drages kan virke lidt vilkårligt; men for de forskere, som kommer under anklage, gør det en verden til forskel. Hvis man har forbrudt sig mod normerne for god videnskabelig praksis, er det selvfølgelig en kedelig sag; men er man dømt uredelig, står ens stilling og karriere på spil,« siger Sandøe.

Det er ikke UVVU, men den dømtes ansættelsessted, der kan sanktionere en uredelig forsker. UVVU har mulighed for at nuancere dommen over for ansættelsesstedet, så sanktionerne hverken bliver mildere eller strengere, end hvad der finder sted internationalt i konkrete sager af samme art, forklarer Nils Axelsen, overlæge og rådgiver for forskningsintegritet ved Statens Serum Institut.

»Uredelige handlinger er alvorlige, men der er naturligvis visse handlinger, der er værre and andre. Hvor i dette spektrum, en konkret sag ligger, er vigtigt at tage stilling til som grundlag for ansættelsesstedets vurdering af, hvilke følger sagen skal have for den ansatte,« siger Axelsen.

»Klarlund har ikke svindlet«

Nuancer i ansættelsesstedets sanktioner har dog ingen betydning, når man først er stemplet uredelig, mener professor i medicin Niels Borregaard.

»Man skal hellere se på konsekvenserne af en dom for uredelighed. Det skal opfattes som en alvorlig dom. Den betyder, at man mister tillid til forskeren.«

Borregaard ser ikke rimelighed i at dømme Klarlund uredelig for ikke at have luret Penkowas billedmanipulation, eller for ikke at bruge krydsreferencer i tilfælde, hvor Klarlund fandt dem unødvendige, og hvor det ifølge Borregaard ikke er gængs praksis at bruge dem.

Han mener derfor, at Klarlund-afgørelsen falder inden for en særlig dansk begrebsramme, der strider mod internationale standarder for, hvad der betegnes uredeligt.

»En UVVU-dom for uredelighed betyder, at man har svindlet. Det mener vi (Borregaard og T.I.A. Sørensen, red.) ikke at Bente Klarlund Pedersen har. UVVU’s begreber passer ikke ind i den begrebsramme, man normalt opstiller,« siger Borregaard.

Praksisudvalgets næstformand Peter Sandøe ønsker ikke at kommentere UVVU’s afgørelse i sagen vedrørende Klarlund, men han mener, »at meget grov uagtsom adfærd også skal kunne takseres som fusk, men at der er plads til fortolkning med hensyn til, hvor grænsen skal trækkes mellem fusk og sjusk.«

»Da præmisserne for de fleste konkrete afgørelser om videnskabelig uredelighed i udlandet ikke er offentligt tilgængelige, så er det svært at sige, om UVVU i sin konkrete fortolkning af begreberne er mere restriktiv, end hvad der er normen i udlandet,« tilføjer han.

Erstat uredelighed med svindel

Dommen over Klarlund har fået Niels Borregaard til at foreslå en omfattende nytænkning af UVVU og uredelighedsbegrebet.

»’Uredelighed’ er en underlig alt-muligt-begrebsramme, som man ikke ved, hvad betyder. Slå hårdt ned på bevidst manipulation og svindel. Svindel ved vi alle, hvad er. Uredelighed synes man er et godt ord, men det mangler konkret betydning. Hvis det drejer sig om svindel, skal det eksponeres, og så kan man bruge ordet ‘svindel’,« siger han.

Borregaard mener også, at UVVU i sin nuværende form bør afskaffes:

»Bente Klarlund Pedersen-sagen viser et meget uheldigt forløb. For mit vedkommende har det ført til en erkendelse af, at udvalget ikke fungerer hensigtsmæssigt.«

Klarlund-sagen blev behandlet af Udvalget for Sundhedsvidenskabelig Forskning (USF), et udvalg under UVVU, der er sammensat af medicinske professorer og overlæger med landsdommer og UVVU-formand Henrik Gunst Andersen i spidsen.

Borregaard foreslår, at der i stedet nedsættes et udvalg af internationale eksperter fra det specifikke fagområde til hver enkelt sag. Det vil sikre, at afgørelsen beror på faglig ekspertise og international praksis, mener han.

Axelsen: UVVU bør styrkes

Rådgiver i forskningsintegritet Nils Axelsen er uenig. Han mener, at en nedlæggelse af UVVU blot vil bringe problemerne over i institutioner uden nødvendigt professionelle beredskab til at håndtere dem.

»UVVU er oprettet i enighed med universiteterne for at værne om dansk forsknings troværdighed, blandt andet for at sikre at sagsbehandlingen foretages uvildigt og med den nødvendige professionalisme, der er anbefalet internationalt. Dette kræver stor erfaring og viden, noget som UVVU på enestående vis har opsamlet i mange år, og er anerkendt for i de internationale kredse, der beskæftiger sig med området,« siger han.

Axelsen mener også, at det er en fordel at UVVU’s formand per lovkrav er landsdommer, så UVVU altid sikrer hensyn til retssikkerheden.

»UVVU bør styrkes og yderligere bemyndiges til at deltage i den oprustning af ansvarlig forskningspraksis, der nu er i gang i Danmark og resten af Europa. Oprustningen sker på baggrund af erkendelsen af, at langt det største problem for forskningens troværdighed udgøres af et meget stort gråzoneområde af uacceptabel adfærd, som ikke helt når den grad af alvor der p.t. defineres som uredelighed, og som også er grobunden for uredelighed,« siger Axelsen.

Har UVVU sjusket?

I det åbne responsum skriver Klarlund, at UVVU har taget fejl af årstal for rækkefølgen af forsøg i tre artikler og derfor drager fejlagtige konklusioner om selektion af forsøgsmateriale. Hun kritiserer desuden UVVU for at indføre en ny graduering af, hvornår udeladelse af krydsreferencer er uredeligt, og for at bruge Klarlunds bekræftelse af bevidst at have udeladt krydsreferencer til at vende afgørelsen fra grov uagtsomhed til forsætlig uredelighed.

UVVU’s sekretariat har ingen kommentarer til Klarlunds respons, men bekræfter at have modtaget dette og undersøger om dokumentet indeholder oplysninger, der kan betyde, at sagen skal genoptages.

Hvis sagen genoptages vil det vække opsigt, da en UVVU-dom principielt ikke kan ankes.

For Niels Borregaard kan en eventuel genoptagelse af sagen ikke rette op på Klarlund-sagens ‘uheldige forløb’:

»Selv hvis de genoptager sagen og laver en ny vurdering, genopretter de ikke tilliden til UVVU.«

sofie.hansen@adm.ku.dk