Ud og danse postmoderne

En filosofisk svingom med Anders Fogh Jensen, ph.d., efter sigende en habil højre back og en mand med tango-trinnene i orden - gav mange spændende synsvinkler på en tid præget af projekter, bevægelighed og en lille smule dans

af Nicklas Stender

På en onsdag aften, der stod i analogiernes tegn forelæste Anders Fogh Jensen i et propfyldt lokale, med højt humør om det såkaldte projektmenneske.

Projektmennesket er, ikke overraskende, karakteriseret ved konstant at være involveret i projekter. Intet er sikkert. Intet er konstant og alting er omskifteligt. Hos projektmennesket har strukturer veget pladsen for funktionalitet og bevægelighed.

Med Anders Fogh Jensens ord skal midtbanespilleren kunne rykkes både op i banen og ned, afhængigt af om man vil styrke forsvare eller score mål. Fleksibilitet er altafgørende, og dette har også smittet af på hidtil fastlåste systemer og institutioner. Caféen er rykket i banken, arbejdet er rykket ind i hjemmet og ens personlighed er rykket på nettet.

Skal vi danse?

For individet betyder dette at networking er blevet et kodeord. Det handler om at blive ved med at udvide sin sociale cirkel. Man skal kunne mingle. Skabe nye bekendtskaber. Blive ved med at gå med i nye projekter. Man skal promovere sig selv. På det moderne dansegulv er det kun dem der selv danser der bliver budt op.

På minus-siden betyder det også at man konstant skal sige ja til projekter der aldrig fuldføres.
Alting flyder og man bliver nødt til konstant at være klar til at flyde med den næste strømning.

De retningslinjer som før eksisterede er blevet ophævet fordi der altid skal være plads til det nye, det spændende – det som giver nye muligheder og åbner flest døre for det evigt søgende projektmenneske. Desuden betyder det at roller ikke længere er så fasttømret og fast defineret som før hen, men derimod afhængig af hvilke projekter man indgår i.

»Man danser ikke længere hånd i hånd. På det moderne dansegulv er det helt andre spilleregler der gælder.« siger Anders Fogh Jensen og illustrerer ved hjælp af dansehistoriens udvikling hvordan denne udvikling hænger sammen med samfundets.

»Efter twisten skete der noget meget afgørende – man slap hinandens hænder - og denne ændring var altafgørende, fordi det samme er sket i folks relationer. Der er ikke længere noget fast holdepunkt.«

Projektmennesket – den neurotiske sociofob.

Anders Fogh Jensen mener at alle disse overfladiske relationer gør at mennesker bliver bange for at kende hinanden dybere end på ’kondom-afstand’.

»Man skal kunne trække sig ind og ud af hinanden uden længerevarende effekter,« siger Anders Fogh Jensen , og dette gør at folk bliver trætte af at være sociale. Vor tids neurose hedder depression, og uden at bevæge sig for langt ind i den psykologiske jungle konstaterer Anders Fogh Jensen at én effekt af konstant at skulle være på dansegulvet er at folk bliver trætte af at kende hinanden på så overfladisk en måde og ender med at blive sociofobiske, stressede og indelukkede.

Dog mener Anders Fogh Jensen at der stadig er plads til betingelsesløs kærlighed, og rigtige venskaber.

De udspringer bare ikke af projekter.

• Send
• Del