Top 21: #2 Peter Birch Sørensen

Han var formand for Produktivitetskommissionen, der satte dagsordenen for en stor del af den politiske debat i 2014. Og Peter Birch Sørensen er ikke i tvivl om, at det er årsag til, at han har været meget i vælten. Listens næstmest omtalte forsker glæder sig dog over, at »hovedopgaverne for en universitetslærer er at undervise og forske.«

Hvorfor (din vurdering) bliver du spurgt, om du vil udtale dig til medierne?

»I det omtalte tidsrum for jeres optælling var jeg formand for den af regeringen nedsatte Produktivitetskommission, så det var givetvis primært i den egenskab, jeg blev udspurgt af medierne. Tidligere var jeg i en årrække formand for Det Økonomiske Råd (såkaldt overvismand), og det har givetvis også betydet, at jeg ofte får henvendelser fra medierne angående samfundsøkonomiske og økonomisk-politiske spørgsmål. Derudover får jeg undertiden henvendelser angående skattepolitiske spørgsmål, da jeg især forsker inden for det fagområde.«

Hvorfor vælger du at stille op, når du stiller op?

»Når man er formand for en institution som vismandsinstitutionen eller formand for eller medlem af et offentligt udredningsudvalg er det en public service forpligtelse at være til rådighed for medierne i rimeligt omfang. Jeg har dog altid trukket den grænse, at tidsforbruget til servicering af medierne ikke må gå ud over den nødvendige tid til selve udredningsarbejdet. I de situationer, hvor jeg kun repræsenterer mig selv, stiller jeg op for medierne, hvis jeg føler, jeg har en faglig ekspertise til at udtale mig om det pågældende spørgsmål, og det i øvrigt ikke forhindrer mig i at passe min undervisning og vejledning af de studerende og mine andre forpligtelser, herunder min forskning. I praksis betyder det, at jeg ofte må sige nej til at stille op. I øvrigt henviser jeg ofte journalister til andre kolleger, som har mere ekspertise på et givet område end jeg selv.«

Hvad kan afholde dig fra at stille op?

»Et vanskeligt dilemma, når man skal beslutte, om man vil stille op for medierne, er, at man næsten aldrig får tid/plads nok til at fremlægge sine budskaber på en så nuanceret måde, som man gerne ville. Man er nødt til at forenkle og/eller at acceptere, at journalisterne i et eller andet omfang forenkler ens budskaber. Et andet dilemma er, at man ofte fornemmer, at journalisterne på forhånd har lagt sig fast på en bestemt vinkel på det pågældende emne, og at man derfor kan forvente at blive citeret selektivt, så det passer ind i journalistens dagsorden, med mindre man insisterer på at få forelagt alle citater og den kontekst, hvori de indgår. Et tredje dilemma er, at hvis man af de nævnte grunde vægrer sig ved at udtale sig, må man regne med, at journalisterne altid vil finde frem til en eller anden såkaldt ekspert, der er villig til at udtale sig, også selvom vedkommende reelt ikke har nogen ekspertviden om det pågældende emne.«

«Af disse grunde er jeg glad for, at hovedopgaverne for en universitetslærer er at undervise og forske – men selvfølgelig har vi også en pligt til at bidrage til samfundsdebatten med vores viden, selvom vilkårene ofte er lidet attraktive.«