Tavshedens kultur hersker på KU

Det kan gå hedt til bag de lukkede laboratoriedøre, når forskerne kæmper om at være bedst inden for deres felt, hente flest forskningsmidler hjem, vinde de mest prestigefyldte priser og blive profileret i medierne.

Ikke alle bruger rene midler i kampen mod deres konkurrenter, afslørede sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, der er ved at blive undersøgt for videnskabelig uredelighed og allerede er dømt for underslæb og falsk anklage mod en studerende.

Selvom skandalen, der rystede Københavns Universitet i sin grundvold, er spektakulær, er der langt flere sager om dårlig videnskabelig praksis, videnskabelig uredelighed, og voldsomme personlige opgør mellem forskerne, end der kommer frem i lyset.

Der har nemlig udviklet sig, hvad flere kilder beskriver som en tavshedens kultur i forskningsverdenen.

»Universiteterne er blevet til virksomheder, så ingen tør sige, at der bliver snydt med forskningsresultaterne, da det er dårligt for forretningen, hvis offentligheden får indtryk af, at den vare, som produceres, er utroværdig. Det er kun ældre lødige professorer, der ikke har noget på spil, som tør stå frem, mens de yngre forskere, der sidder fast i sumpen og kæmper for at skaffe midler til deres forskning, holder mund, da man ikke kritiserer nogen uantastet,« siger Mogens Ove Madsen.

Han er lektor på Aalborg Universitet, forskningsdebattør og forfatter til debatbogen ’Universitetets død – Kritik af den nyliberale tendens’.

Nogen skal klynges op

Peter Harder, der er professor i engelsk ved KU og medlem af Det Kongelige Videnskabernes Selskab, har siddet i udvalget vedrørende regler om god videnskabelig praksis, som rektor satte til at undersøge, hvilke regler og procedurer, der kan laves om for at genskabe tilliden til universitetet og undgå en ny Penkowa-sag.

Han mener, at det primære problem er, at forskerne er bange for at gå videre med deres mistanke om uredelighed.

Udvalget foreslår derfor, at KU overvejer at indføre en såkaldt whistleblower-ordning eller giver mulighed for at anmelde kolleger anonymt. Det anbefaler dog i samme åndedrag, at der skrides ind over for hævntogter og ubegrundet mistænkeliggørelse, så den større åbenhed ikke fører til misbrug.

»Der er lidt den samme stemning omkring videnskabelig uredelighed og dårlig praksis, som der var omkring en galge i middelalderen. Bare en antydning af, at der kan være noget at diskutere, kan opfattes som frygteligt farligt, truende og risikabelt, fordi nogen måske risikerer at blive klynget op,« siger Peter Harder.

Han tilføjer, at kulturen, hvor man vælger at tie og ignorere problemerne, findes mere eller mindre i alle hierarkiske organisationer, så det vil være forkert at sige, at KU har et særligt problem.

»Det bureaukratiske reaktionsmønster er endelig ikke at gøre noget kritisabelt, at følge ’sikre’ procedurer og ikke indrømme, at der er noget galt, før man bliver tvunget til det og være svært fristet til at forsøge at feje det ind under gulvtæppet. Samtidig tror jeg, at presset i retning af hele tiden at skulle dokumentere resultater ’i verdensklasse’ betyder, at forskere kan føle sig nødsaget til at stramme skruen mere og mere med hensyn til, hvad deres resultater viser – og at det vil betyde flere eksempler på dårlig praksis og i sidste ende også på egentlig uredelighed fremover,« siger han.

Der er i stedet brug for en kultur, hvor man åbent definerer det som et problemfelt, man er nødt til at forholde sig til, i stedet for at se det som noget pinligt, man lader som om ikke findes så længe som muligt, mener Peter Harder.

Forskerne under enormt pres

Ifølge Leif Søndergaard, AC-fællestillidsrepræsentant og lektor på Biologisk Institut, er problemet med den kultur, der har udviklet sig på KU, først og fremmest, at konkurrencen mellem forskerne om at komme først med resultaterne, og dermed kunne tiltrække flere penge fra fonde og forskningsråd, er blevet så hård, at det kan friste svage sjæle til at snyde på vægten.

Et eksempel på de nye tider er, at institutlederen på Biologi på et stormøde i august i år oplyste medarbejderne om, at de skal skaffe to måneders løn selv hvert år, hvis de fortsat vil være sikre på at have et arbejde.

»Der er et enormt pres på den enkelte forsker for at levere varen, fordi deres liv og levned er på spil. Der ingen tvivl om, at det frister nogen til at publicere noget, der måske ikke har helt hold i virkeligheden, eller noget hvor teorierne og hypoteserne ikke er blevet afprøvet grundigt nok,« siger Leif Søndergaard.

Han pointerer, at det eneste, der kan reducere konkurrencen, er, at universiteterne får flere basismidler, som de selv kan disponere over til løn og drift.

Rundsavenes kultur

Gitte Meyer, lektor i videnskab og offentlighed på Fødevareøkonomisk Institut på Life, er enig i, at det er den øgede konkurrence, der har forandret kulturen.

»Fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa kan knyttes til det forhold, at uhæmmet individuel og kollektiv status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden,« siger hun.

»I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ’højere liga’ i den internationale universitetskonkurrence. I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles,« siger hun videre og konkluderer:

»Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.«
Ifølge Mogens Ove Madsen er det indførelsen af det entreprenante universitet med universitetsloven fra 2003, der blev revideret tidligere i år, der har skabt en lukket kultur.

Med ændringen fik rektor nemlig endnu mere magt, og det enstrengede ledelseshierarki blev dermed styrket på bekostning af studerendes og ansattes medindflydelse.

Under det kollegiale selvstyre var der mere åbenhed om, hvad der blev forsket i, og hvor pengene kom fra, men nu placerer loven ifølge Mogens Ove Madsen ansvaret for at føre kontrol med forskningen hos institutlederen, der holder kortene tæt ind til kroppen af hensyn til de private bevillingsgivere.

»Ledelsessystemet og den manglende medarbejderindflydelse gør, at det er blevet et lukket system, og det er klart, at manglen på offentlighed giver bedre muligheder for at snyde,« siger han.

Unge forskere er afhængige

Claus Emmeche, lektor i naturfilosofi og videnskabsteori ved KU, tror ikke på, at der findes én kultur på KU, men at man i stedet skal se på de enkelte institutter og afdelinger. Her skiller den sundhedsvidenskabelige forskning sig ud, fordi store beløb ofte er involveret.

»Penkowa-sagen giver indtryk af stærkt kompetitive forskergrupper i biomedicin, som bestandigt ligger i konkurrence indbyrdes om penge, videnskabelig excellence og anerkendelse, samt også i mindre grad om offentlig profilering,« siger Claus Emmeche.

Han mener, at lysten og viljen til at stå frem med sin kritik i høj grad handler om, hvordan et fag eller videnskabeligt område er organiseret. Graden af gensidig afhængighed af kollegaer og ’gate-keepers’ for at gøre karriere, er altafgørende.

»Hvis en ung forskers karrieremuligheder er afhængig af forholdet til enkelte centralt placerede forskerledere, kan det være svært at ’turde’ ytre kritik af disse,« siger han og tilføjer, at det også er afgørende, om der er en lokal kultur for gensidig kritik, eller mangel på samme, som understøttes af afdelings- eller forskningslederne.
Spørgsmålet er, om mindre forskningsgrupper nusser rundt med deres egne ting, uden andre forholder sig kritisk til indsatsen, eller om forskningsprojekterne fremlægges for alle på en afdeling med diskussion af metoder eller resultater.

UVVU en kampplads

Andre forskere mener, at problemet ikke er den lukkede kultur, men at Penkowa-sagen tværtimod har ført til, at forskere i stigende grad anmelder hinanden til UVVU, Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som hævn, chikane og for at stække deres konkurrenter.

Senest er Bente Klarlund Pedersen, professor og leder af Center for Inflammation og Metabolisme på KU og overlæge på Rigshospitalet, blevet indklaget for UVVU af sin tidligere samarbejdspartner og gæstelektor ved KU, skotske Jamie Timmons, der nu er professor ved Royal Veterinary College i London.

Bente Klarlund Pedersen ønsker ikke at udtale sig, så længe sagen kører, men sms-beskeder og e-mails fra Jamie Timmons til ansatte på centret indikerer, at han har personlige årsager til at angribe Bente Klarlund og syv andre forskere med tilknytning til forskningscentret.

Anklagerne udspringer delvis af Penkowa-sagen, og ifølge Weekendavisen er UVVU i gang med at behandle ni omfattende klagesager, der alle er udløst af forskningsskandalen.

Professor Henrik Galbo har således også sendt en omfattende klage over Klarlund, og Milena Penkowa selv beskylder nu også professor Elisabeth Bock for videnskabelig uredelighed. De var ellers tidligere venner og kollegaer, men Elisabeth Bock tog afstand fra Penkowa, før sagen begyndte at rulle.

Uanset hvad der er op og ned i de mange sager, må Milena Penkowa, Bente Klarlund, Elisabeth Bock og alle andre vente i op til et år på at få afgjort deres sag. En periode hvor forskeren reelt er sat ud af spillet, hvis sagen slipper ud i pressen, da ingen vil give midler til en, der er anklaget for at svindle med sin videnskab.

Ledelsen vasker hænder

Leif Søndergaard mener, at reglerne i bund og grund er gode nok, som de er, og han spørger sig selv, om ledelsen virkelig ønsker at medarbejderne skal stikke hinanden, og måske tilmed give mulighed for at gøre det anonymt.

»Hverken nye procedurer, regler eller en ændret kultur kan stoppe egentlige snydere i deres forehavende, hvis de for enhver pris vil frem i rampelyset. Det, der var på færde i forbindelse med Penkowa-sagen, var, at topledelsen ikke tog signalerne alvorligt. At lave nye regler og procedurer og tale om en ændret kultur er måske i virkeligheden ledelsens forsøg på at vaske hænder og sende aben videre ned i systemet,« siger han.

Heller ikke Mogens Ove Madsen giver meget for KU’s nye handlingsplan, men han kalder forslaget om at indføre en whistleblower-ordning for den mindst ringe løsning.

»Hvis nogen har noget på hjerte men ikke tør stå frem, skal de have en instans at gå til, uden det får personlige konsekvenser. Så kan det undersøges, om der er hold nok i beskyldningerne til at gå videre med sagen, uden at det kommer til offentlighedens kendskab,« siger Mogens Ove Madsen.

Ifølge Peter Harder vil hævede pegefingre og nye principformuleringer ikke gøre megen forskel, men han tror, det er muligt at ændre ’incitamentstrukturen’, så praksis bliver en anden.

»Som altid i bureaukratiske systemer er det afgørende, hvad der er mest risikabelt at gøre for den person, der enten skal gå videre med en sag eller lægge den ned i skuffen. Hidtil har det klart været mest risikabelt at gå videre med en sag om mulig dårlig praksis eller uredelighed. Hvis man ændrer ansvarsstrukturen, sådan at der bliver en større risiko ved at lade være, vil kulturen kunne ændre sig,« siger Peter Harder.

Claus Emmeche vurderer, at hvad der virkelig har betydning er, om de strukturelle betingelser for forskningsmiljøernes selvkontrol styrkes eller svækkes fremover. Ting som en synliggørelse eller kreditering af den enkelte forsker for indsats i peer review-arbejde betyder meget, ligesom det gør en forskel, at der er sket en korrektion af publicerede forskningsresultater ved litteratursøgning.

Gitte Meyer betvivler derimod, at universitetsbureaukratiet kan tvinge en kulturændring igennem. Hun peger på, at man før som myndig universitetsborger havde medansvar for universitetet, at det ikke længere er tilfældet.

»Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?« spørger hun.

clba@adm.ku.dk