Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Tæt på mammutten

ULDHÅREDE KÆMPER - Danmarks første mammutudstilling bringer én tæt på de uddøde mammutter, på Zoologisk Museum. Der er mange knogler med på sådan en udstilling, og de fortæller en fascinerende historie. Palæontologisk institut i Moskva leverede både mammutknogler og de teknikere, der skulle til for at sætte dem sammen til en udstilling i København.

To mammutbabyer tager imod på udstillingen: ‘Mammutter – kæmperne fra Rusland’, på Zoologisk Museum ved Københavns Universitet (KU).

De er to ud af i alt seks skeletter af arten uldhårede mammutter på udstillingen. Zoologisk Museums udstillingschef Hanne Strager viser rundt.

Hun fortæller, at de alle seks er døde sammen med mindst 27 andre uldhårede mammutter for 10-14.000 år siden omkring byen Sevsk i Rusland, nær grænsen til Ukraine.

Ifølge Hanne Strager kan dødsårsagen have været sult, men den kan også have været noget helt andet. Nu står de to små mammutskeletter på Zoologisk Museum sammen med nogle voksne uldhårede mammutter, der kan have været deres familie for længe siden.

Se også billedgalleri: Uldhårede kæmper på Zoologisk Museum

Det er første gang, at der er mammutudstilling i Danmark. Udstillingen åbnede fredag den 4. oktober.

Der kom et godt tilbud fra Moskva

Hanne Strager fortæller, at den kunne lade sig gøre, fordi museet umiddelbart før julen 2012 fik et tilbud, det ikke kunne afslå.

Det var palæontologisk institut i Moskva (Borissiak Paleontological Institute of the Russian Academy of Sciences), der tilbød Zoologisk Museum udstillingen på en lejekontrakt.

»Mammutternes skeletter er bare noget, der er interessant for de fleste mennesker. Skeletterne er pirrende for vores nysgerrighed, og dertil kommer alt det, vi ikke ved om mammutterne, og også det virker pirrende for mange,« siger hun. Der er fx spørgsmålet om, hvorfor de uddøde.

»Forskere på KU arbejder med at svare på det spørgsmål. De siger, at det var klimaet, som fik mammutterne til at uddø, selv om det også har haft betydning, at mennesket jagede dem, ryddede skovene og trængte sig ind på deres områder,« fortæller Hanne Strager.

Ægte mammuthår og ægte knogler

Der er ikke kun knogler fra den uldhårede mammut på udstillingen, men også fra en gigantisk steppemammut, der er en af de største mammutarter, der nogensinde har eksisteret. Mange forskellige mammutarter har nemlig vandret på Jorden, og mens steppemammutterne blev på størrelse med afrikanske elefanter, blev de uldhårede mammutter kun så store som indiske.

Der er også Dima. Hun er en mammutbaby, der døde, da hun var bare syv-otte måneder gammel. Hun blev fundet i Sibirien i 1977 med mammuthuden bevaret og stadigvæk med en tyk, rødgylden pels. Dima på Zoologisk Museums udstilling er dog en afstøbning af originalen, men 99 procent af skeletternes knogler i udstillingen er originale, fortæller Hanne Strager. Udstillingen viser også ægte mammuthår, der er 9.000 år gammelt.

Foruden mammutterne har uddøde dyr som det uldhårede næsehorn, en hulebjørn, en steppebison og Stellers søko fået pladser på udstillingen. Stellers søko var i øvrigt et meget stort dyr på ni meters længde og med en vægt på 10 tons. Denne søko-art uddøde så sent som i anden halvdel af 1700-tallet.

Bytter gerne dybhavsfisk til mammut

For Hanne Strager var det også en oplevelse at skulle arbejde sammen med de russiske teknikere fra Moskva, der kom til København for at stille udstillingen op.

»Det har været både sjovt og besværligt, fordi russerne straks følte sig hjemme i vores værksteder, der ligner deres egne i Moskva. Vi havde det godt sammen, men der var også nogle markante forskelle imellem os. Deres system arbejder fx meget mere bureaukratisk i forhold til vores,« fortæller hun.

Der bliver måske en lejlighed til at ses igen.

»Når vi får bygget vores ny zoologiske museum færdigt efter planen i 2018, vil vi meget gerne have vores egen mammutudstilling her. Vi forestiller os, at et museum vil bytte en af deres mammutskeletter med fx en af vores dybhavsfisk,« håber hun.

anfj@adm.ku.dk

Seneste