Svært at undslippe chikane

Bente Klarlund Pedersen finder det ikke ligefrem morsomt at være centrum for en offentlig anklageproces.

Hun betragter sin anklager Jamie Timmons’ fremfærd som chikane og siger, at den skotske professor også har henvendt sig til talrige andre af hendes danske og internationale samarbejdspartnere og til hendes medarbejdere, både i e-mails og i sms’er, på alle tider af døgnet.

»Det kører fuldstændig spam-agtigt,« siger Bente Klarlund Pedersen. »Jeg tror ikke, jeg har sovet mange timer om natten de sidste måneder. Så meget har han været over os.«

I en rapport af 17. april har Timmons nu også indbragt Klarlund Pedersen for UVVU. »Det er mærkeligt, at jeg skal forsvare mig i offentligheden, for jeg tror på systemerne, og jeg mener, de skal have lov til at arbejde. Men i og med at Jamie Timmons’ selv har rundsendt sin rapport til hundredvis af personer og den dermed er ude i offentligheden, vil jeg gerne knytte nogle kommentarer til den.«

BDNF-anklagen

Klarlund Pedersen giver ikke meget for Timmons’ påstande om, at han har advaret mod de publicerede resultater i tiden forud for den private konflikt, der opstår i 2010. Hun henter en e-mail fra 20. februar 2009, som Jamie Timmons refererer til i sin rapport.

»Synes du, at jeg bliver anklaget for snyd og bedrag i den her mail?« spørger hun.

Og nej, e-mailen indeholder ikke advarsler eller andre udtryk for konflikt. Den siger om proteinet, at det ’teknisk er vanskeligt at sige, at det udtrykkes i hele musklen’ og at dette er uændret efter seks ugers træning. Den fremstår som et indlæg i en faglig diskussion.

Penkowa har ikke haft andel

Ifølge Timmons hævder Klarlund at have fundet urealistiske mængder af proteinet BDNF. Hun finder den omstridte artikel frem.

»Vi skriver netop ikke, der er enormt meget protein, men en beskeden stigning, hvilket vi viser med en Western blot-analyse.«

For at verificere, at de har observeret de rette proteiner i vævet, får forskerholdet også analyseret vævssnit. Det er den del, der er foregået i Milena Penkowas laboratorium, men ifølge Klarlund Pedersen er det ikke ensbetydende med, at det er Penkowa-forskning.

»Det er en student i min gruppe, der har siddet i Penkowas laboratorium og lavet det. Penkowa har ikke snittet det, og Penkowa har ikke kommet antistof på.« Hun fremviser en mappe med billeder af muskelsnit til dokumentation.

Akut fysisk aktivitet eller hvile

»Der er ikke noget mærkeligt ved, at Timmons selv finder, at BDNF-proteinet er lavt udtrykt i muskler, der har været i hvile. Vi ser på personer, der laver akut fysisk aktivitet,« siger Klarlund Pedersen.

Jamie Timmons hævder, at litteraturen entydigt er på hans side i spørgsmålet om mængden af BDNF, men Klarlund Pedersen kan vise, at tidsskriftet FASEB J i et tilfælde afviste at publicere hendes resultater – ikke fordi de ikke stemte med litteraturen, men fordi de ikke var tilstrækkeligt nye.

Påstanden om plagiat

Jamie Timmons anklager også Bente Klarlund Pedersen for plagiat og for at have brugt en passage med hans data i en fondsansøgning.

Men ifølge Klarlund Pedersen er historien cirka så forkert som tænkes kan.

»Mens vi arbejder sammen, sender Timmons mig en fælles projektbeskrivelse, og herfra bruger jeg noget i en intern afrapportering. Og jeg sender det også til ham, så han er informeret. Jeg bruger nogle få sætninger fra vores fælles artikel i en baggrundsbeskrivelse på en A4-side, hvor jeg i et projekt funderet på Sund ansøger om 1/3 ph.d. Jeg plagierer altså mig selv på et internt notat.« Hun finder mailen frem.

Denne del af sagen har også været forbi Niels-Henrik Holstein-Rathlou, institutlederen fra Biomedicin, som rådede Timmons til at gå til UVVU, og han har undersøgt og afvist den. Klarlund Pedersen printer Holstein-Rathlous korte redegørelse ud, der viser dette.

Oppustede cv’er?

Jamie Timmons anklager Bente Klarlund Pedersen for at udstyre sine ph.d-studerende med oppustede forfatterlister, så deres cv’er stiller dem kunstigt bedre end andre unge forskere.

I et tilfælde skriver han til UVVU, at Klarlund Pedersen har givet ’en nysankommen postdoc fra USA ved navn Mathew Laye’ et falsk senior-forfatterskab til en artikel i tidsskriftet J Physiology.

Universitetsavisen møder en rasende Mathew Laye, som har skrevet et flere sider langt svar på tiltale.

Ikke blot er han fortørnet over anklagerne, som han mener at kunne modbevise blandt andet med de lange passager, han som ph.d.-vejleder har redigeret i den artikel, som striden handler om, han føler sig også personligt forrådt af Jamie Timmons, som han – modsat hvad Timmons’ rapport antyder – kender udmærket.

»Jeg betragtede ham som en ven. Vi har tilbragt adskillige aftener på Københavnske værtshuse, hvor vi har siddet og diskuteret videnskab over en fadøl.«

Ringeagt for klinisk forskning

Bente Klarlund Pedersen benægter ikke, at nogle af hendes ph.d.’er har publiceret forbløffende meget.

»Det, man tit kritiserer, er, at de unge forskere ikke får noget ud af det, men det har altid været vigtigt for mig, at de folk, der kommer ind i laboratoriet laver noget, og at det kan ses. Men jeg har svært ved at se, at det er snyd.«

Hun finder et af Timmons’eksempler frem.

»Du kan se, at en af de unge forskere, har 39 artikler, men det er helt tilbage fra 2001,« siger hun. »Det er mange, men så er det heller ikke mere ekstremt. Han er dygtig, og han boede nærmest i laboratoriet.«

»Og så taler Timmons om salamiteknik, og det kan han godt kalde det, altså det, at man gennemfører et stort forsøg – og så kan det være, at der kommer noget spændende frem i litteraturen, og man laver nogle forsøg for at komme videre med det og hertil bruger de prøver, man har. Man kunne også have startet helt forfra, men hvorfor skulle man det, når man kan besvare sit videnskabelige spørgsmål ud fra det materiale, man har?«

»Timmons skriver meget nedladende, at der er en ph.d.-studerende, som får forfatterskab for at lave en biopsi, og det er simpelthen noget svineri, en afvisning af klinisk forskning og det arbejde og videnskabelige input, der er ved at rekruttere forsøgspersoner, undersøge dem, tage prøver ud og bevare dem.«

Den ph.d.-studerende, som i Timmons’ rapport ’har taget en biopsi eller blodprøve’ og dermed har opnået forfatterskab, har ifølge Bente Klarlund Pedersen taget omkring 200 biopsier og arbejdet på forskningsprojektet i et helt år.

Det tager lang tid at blive renset

Timmons kommer med en kritik, der ser saglig ud, og jeg vil også gerne svare sagligt på den,« siger Bente Klarlund Pedersen. Men hun gør sig ikke forhåbninger om, at sagen dermed er lukket.

»Selve Penkowa-sagen er en lille sag, men den har fået en opmærksomhed, der gør, at det er blevet nemt at kile sig ind og få medvind til andre historier, der lægger sig i kølvandet på den. Og når denne sag er blevet afgjort, kan Timmons blot rejse en ny. Det kan let blive skruen uden ende.«

Klarlund Pedersen mener, at forskere er sårbare i en offentlig polemik.

»Det tager lang tid at blive renset. Og jeg har prøvet det før i sagen, hvor en kollega havde brygget en historie om mig om min skridttæller-bog, som blev tilbagevist. Det tog trekvart år, og jeg fik en depression. Og så kom der halvanden linje i avisen, om at jeg var renset.«

»Men alle kan huske, at der vist var noget.«

chz@adm.ku.dk