Sproghistorikere har høj nytteværdi

På Dantes Plads i København står der en stele, som man måske ikke bemærker, hvis ikke man ved, den er der. På denne stele er de fire danske sproghistorikere Rasmus Rask, Karl Verner, Niels Ludvig Westergaard og Vilhelm Thomsen afbildet, om hvem det videre står skrevet, at »disse fire Mænd var blandt Grundlæggerne af den historiske og sammenlignende Sprogforskning. De var gode danske Mænd som paa ærefuld Maade tjente deres Fædreland gennem Liv og Virke til Videnskabens Fremme«.

Lige så usynlig som denne stele kan forekomme, lige så usynligt risikerer det stolte og traditionsrige sproghistoriske fagfelt, som førnævnte fire mænd var med til at grundlægge, at blive som følge af de seneste måneders universitetspolitiske udvikling. I vor tid repræsenteres den danske sproghistoriske forskningstradition frem for alt af universitetsfaget Indoeuropæisk (historisk-sammenlignende sprogvidenskab) på Københavns Universitet.

Indoeuropæisk er et af de fag, som universitetets humanistiske dekan tidligere på året besluttede at slå sammen med et andet fag; i Indoeuropæisks tilfælde er dette andet fag Lingvistik.

Sammenlægning af Indoeuropæisk og Ligvistik

Idéen om en sammenlægning af disse to sprogvidenskabelige fag, hvis grundessens jo netop burde bygge på en indgående interesse for alverdens sprogs struktur, opbygning m.v., er i sig selv ikke så skidt endda, så længe det blot sikres, at begge fag stadig har mulighed for at videreføre en stærk selvstændig forsknings- og uddannelsesprofil inden for den nye fælles studieramme.

»Når den nuværende danske retstavning således ofte afspejler væsentligt ældre sprogstadier, og når de sprogpolitiske vinde ikke blæser i retning af en omfattende retstavningsreform, synes nytteværdien af et sproghistorisk fokus i sprogundervisningen ganske åbenbar«

De mulige synergieffekter ved en sådan sammenlægning er betragtelige, hvorfor jeg som sproghistoriker da også hilser den velkommen. Imidlertid synes der fra centralt hold gradvis at blive dekreteret stadig større administrative begrænsninger for begge fags muligheder for selvstændig profilering, og dermed risikerer vi at ende med at uddanne sproghistoriske bachelorer og kandidater, der ikke besidder de fornødne kompetencer.

Det er en skam, for vi har mere end nogensinde brug for dygtige sproghistorikere, hvilket også var at oppe at vende på en workshop om den kommende nationale sprogstrategi afholdt den 20. april i Industriens Hus.

Hvad skal vi bruge dem til?

Men hvad skal disse sproghistorikere da bruges til? Det store spørgsmål er selvfølgelig, om en stolt dansk fagtradition i sig selv er grund nok til at bevare et fag, og det både åbenlyse og korrekte svar er nej. For at kunne retfærdiggøre et fagfelts eksistens må man kunne pege på, hvad dette fagfelt tilfører samfundet – i form af akkumulering af viden, i form af anvendelige opfindelser og metoder osv.

I denne kontekst må spørgsmålet derfor lyde, hvad færdiguddannede bachelorer og kandidater kan bruges til.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at bachelorer og kandidater i Indoeuropæisk, sproghistorikere, kan bruges til en hel del. Ud over naturligvis at kunne bedrive historisk-sammenlignende sprogvidenskabelig forskning ud fra et indgående og konkret kendskab til en række forskellige sprog – uddøde såvel som moderne – behersker de også adskillige af disse sprog.

Samtidig formår de ved hjælp af den metode, hvori de er optrænet, lynhurtigt og effektivt at tilegne sig lydlige og grammatiske systemer ved indlæring af nye sprog. De er med andre ord rene sprogekvilibrister – men det er ikke alt.

»Vi begynder at kunne se konturerne af et på dansk grund nyt og banebrydende forskningsfelt, som vi passende kunne kalde anvendt sproghistorie«

Forskningsfeltet gør dem også i stand til at kombinere naturvidenskabelige (lovbaserede) og humanistiske (fortolkningsbaserede) metoder og tankesæt og dermed oparbejde en unik evne til at få overblik over og håndtere problemstillinger af tværfaglig art, hvilket mange danske virksomheder eftertragter, og hvilket særligt i nyere tid har vist sig relevant i de københavnske indoeuropæisters samarbejde med andre fag såsom arkæologi, antropologi, religionshistorie og genetik om at afdække Europas forhistorie og dermed også spørgsmålet om såvel fortidige som nutidige europæeres oprindelse og identitet.

Endelig begynder vi at kunne se konturerne af et på dansk grund nyt og banebrydende forskningsfelt, som vi passende kunne kalde anvendt sproghistorie. En række amerikanske studier peger nemlig på et forhold, som kun i ringe grad er inkorporeret i danskbaseret sprogundervisning: At basal viden om et givet sprogs historie kan have en positiv effekt på sprogbrugernes sprogforståelse og -beherskelse, især hvis der som på engelsk – ligesom på dansk – foreligger en høj grad af sprogforandringsforårsaget uoverensstemmelse mellem skrift- og talesproget.

De levende sprog forandrer sig

Den historisk-sammenlignende sprogvidenskabs vigtigste metode opererer ud fra den forestilling, at hvis ét element i ét sprog regelmæssigt og systematisk modsvarer et andet element i et andet sprog, så er disse to sprog beslægtede og kan føres tilbage til et fælles udgangspunkt, hvorfra de har udviklet sig i hver sin retning som følge af almindelig sprogforandring.

Alle levende sprog forandres således konstant og ud fra regelmæssige principper, men selv om inputtet til sprogforandring er regelmæssigt, er outputtet det ikke altid. Dette paradoks medfører, at 1) sprogforandring kan skabe praktiske problemer for sprogbrugerne i form af f.eks. konservativ retstavning, afvigende bøjningsmønstre og omfattende forandringer i ordforrådet, og 2) at uregelmæssigheder typisk udspringer fra et mere eller mindre regelmæssigt system.

»Vi har mere end nogensinde brug for dygtige sproghistorikere«

For dansks vedkommende er netop konservativ retstavning et problem. Talesproget har ændret sig hurtigere end skriftsproget med en ‘dyb ortografi’, dvs. stor uoverensstemmelse mellem tale- og skriftsproget, som følge. Eksempler herpå er det lydlige sammenfald mellem endelserne -ene og -ende, den omstændighed, at lidt og synd udtales med hhv. [e] og [ø], og en af de nyere udviklinger i dansk, nemlig mange danskeres udtale af langt u som o efter r som i f.eks. rude.

Når den nuværende danske retstavning således ofte afspejler væsentligt ældre sprogstadier, og når de sprogpolitiske vinde ikke blæser i retning af en omfattende retstavningsreform, synes nytteværdien af et sproghistorisk fokus i sprogundervisningen ganske åbenbar.

Alle sprogbrugere har gavn af sproghistorikere

Med andre ord er grundtanken bag disse amerikanske studier, som forventes at kunne overføres til danske forhold uden større vanskeligheder, at når vi ikke kan fjerne sproghistorien fra retskrivningen, må vi undervise sprogbrugerne i den.

Hvis vore forventninger til denne sproghistorieinkluderende undervisningsmetode indfris, ligger det lige for at forsøge at få den implementeret i stor målestok, f.eks. i grundskolens læse- og staveforløb, i danskundervisning for udlændinge mv.

Sproghistorikere vil som de naturlige indehavere af den for denne undervisningsmetode relevante viden kunne indtage en ikke uvæsentlig rolle i fremtidens uddannelsessystem.

Sproghistorikernes nytteværdi er således høj, og alt for meget vil gå tabt, hvis vi ikke længere kan uddanne ordentlige sproghistorikere. Ligesom de fire gamle sproghistorikere afbildet på stelen på Dantes Plads er moderne sproghistorieforskere og -studerende nemlig i allerhøjeste grad »gode danske Mænd [og kvinder], som paa ærefuld Maade tjen[er] deres Fædreland gennem Liv og Virke til Videnskabens Fremme« – og ikke mindst til også det øvrige samfunds fremme.

uni-avis@adm.ku.dk