Spilleregler for skræmmepolitik

Ole Wæver vil give samfundet et mere balanceret forhold til farer og trusler

af Christoffer Zieler

Klimaforandring var årtusindets seneste store trussel. Indtil for et par måneder siden da økonomien kom i uføre. Politikerne skiftes til at sætte nye sikkerhedspolitiske emner øverst på den offentlige dagsorden. Hvordan sker det? Og hvordan kan vi som samfund få et mere realistisk forhold til trusler og farer?

Centre for Advanced Security Theory skal i de kommende år forske blandt andet i disse spørgsmål. Universitetsavisen mødte Ole Wæver, professor og leder af CAST.

Sikkerhedspolitisk surdej

Hvorfor skal vi have et sikkerhedsforskningscenter og hvorfor netop nu?

»Udgangspunktet er debatten om det udvidede sikkerhedsbegreb. I 1980'erne var det en hed debat om man 'måtte' udvide sikkerhed til mere end statens militære sikkerhed - freds- og miljøbevægelser sagde ja, sikkerhedsestablishmentet mente nej. Den debat er vi forbi, men den åbnede nogle sluser. I dag kan stort set ethvert emne gøres til genstand for en sikkerhedspolitisk debat - eller udråbes som en trussel. Du kan gå til venstre eller højre, alle tumler rundt på den politiske scene og tolker klimaspørgsmål, økonomiske spørgsmål, tekniske spørgsmål, politiske spørgsmål ind i den samme surdej.«

»Problemet er at det sker på en meget tilfældig måde hvor politikere har frit slag for at spille en ny trumf hver dag. På denne nye bane har vi ikke nogen spilleregler for hvordan vi går fra det ene til det andet; hvordan vi kobler sikkerhedstruslerne; og hvordan vi forholder dem til hinanden. Tingene skiftes til at være trumf. Den ene måned er det klimatruslen - og så skal alt andet vige for det - og den næste måned er det finanskrisen der er trumf. Næste gang er det noget helt syttende. Og det er jo en usund måde at føre politik på. Det er usundt ikke mindst af den grund at ethvert sikkerhedsargument potentielt er antidemokratisk - man skal bøje sig for nødvendigheden, der er ikke plads til afvejninger og debat.«

Kan samfundet lære at omgås fare på en mindre farlig måde? Sådan spørger I i jeres brochure om centret. Er det det du taler om her?

»Det handler om hvordan vi omgås sikkerhed. Det kan godt være at farerne er farlige - det er én ting - men selve den måde vi omgås fare på er også farlig. For sikkerhedspolitik har det med at være undertrykkende og blokerende og antidemokratisk. Og den måde vi hopper imellem truslerne på, er uproduktiv. Det er ikke særlig smart at vi i et halvt år pludselig sætter alting i klimaets tegn hvorefter vi sparker det hele omkuld og sætter alting i den økonomiske krises tegn. Skadevirkningerne er ret store. Vi skal finde en anden måde at tale om trusler på.«

Hvordan?

»Vi skal lære at være opmærksomme på at vi gør noget når vi taler om trusler. I dag taler vi hele tiden om fare, som om det er noget objektivt. Vi peger ud af vinduet: Se! Isbjergene smelter. Det er virkeligt. Derfor må vi gøre sådan og sådan. På den måde er det som om man bare må bøje sig for nødvendigheden hele tiden. Men hvis man i højere grad spøger hvad vil vi som samfund gøre? Hvilke spørgsmål vil vi måske løfte op over normalpolitikken? De ting skal have lov at have forrang.«

Ligesom Bjørn Lomborg siger?

»Nej, Lomborg mener jo at man i sidste ende kan gøre det op i en økonomisk nyttekalkule, jeg mener at vi som samfund skal foretage en politisk vurdering hvor vi er opmærksomme på at det er noget politik vi fører når vi for eksempel siger: Nu skal klimaet eller den økonomiske krise have trusselsstatus. Der er ingen matematisk måde at gøre det her op på. Eller en økonomisk måde.«

Taler man enhver krise til ro, så er det vel også problematisk?

»Ja, jeg siger heller ikke at man aldrig skal gøre noget, jeg siger bare at vi skal være mere bevidste om hvad vi gør når vi løfter et emne op fra den normale politik.«

Frygt for frygten

Jeg så lige The Daily Show fra i går hvor gæsten Eugene Jarecki citerede præsident Eisenhower - 'We can destroy from within what we are trying to defend from without'.

»Det er rigtigt. Og Roosevelt sagde: 'The only thing we have to fear is fear itself.' Den måde vi omgås fare på kan være så destruktiv. Det er ikke det samme som at sige at vi kan klare tingene uden at udråbe noget til at være en fare eller en trussel. Men det hjælper ikke noget blot at finde en eller anden ekspert. En klimaekspert, en økonom eller en militær ekspert som vil fortælle os hvor stor truslen er fra et eller andet. Så er den hellige grav ikke velforvaret, for på den måde kan vi gøre hvad som helst til den største trussel. Til ethvert samfundsområde hører en form for ekspertise med sit særegne synssæt der kan opgøre fare, trusler og risici - men samtidig gør det på en måde der er uforståelig for eksperter på de andre områder. Så kan samfundet hoppe rundt fra 'Den Største Trussel' til 'Den Nye Største Trussel', men hænge gør det ikke.«

Det lyder som om du siger: Ingen panik! Men også at ordene kan hjælpe os til at se klarere?

»Ja, og til at finde nogle samfundsmæssige spilleregler hvor vi kan håndtere den her mangfoldighed inden for sikkerhed. Det er det, vi mangler i dag.«

Stort arbejde?

»Det bliver det nok.«

Holdningsbearbejdning i sidste ende?

»Det tror jeg også.«

Eksperternes kluddermor

Men kan I ikke ende med at fremkalde det modsatte? Altså at tale paranoia-niveauet op?

»Jo, det er jo ironien i mange af de her ting. Det er der ingen tvivl om. Det er der også folk der har skrevet artikler om inden for mit fag - paradokset i at stille sig op og sige at sikkerhed er et farligt ord, hvortil en anden kan sige: Nu har du lige sagt ordet en gang til... Hver gang man siger ordet, så bidrager man på en måde til det modsatte af hvad man gerne vil. Man kan også se det på den måde at der er tre lag i det. 'Videnskaberne' i hardcore forstand, og så et lag der hedder 'ekspertise' og derover et lag der hedder 'politik'. Man er nødt til at arbejde med alle tre, og det er i det politiske felt at vi omgås alle de her spørgsmål. Men eksperterne spiller en stor rolle. Alle de sikkerhedsdiskussioner vi har talt om, er gennemsyrede af eksperters status. Og de eksperter er igen viklet ind i nogle videnskabelige discipliner. De taler økonomens sprog, eller ingeniørens, osv. Hvordan danner eksperter deres vurderinger, og hvordan er det indlejret i nogle discipliners måder at konstruere deres felt på? Du er nødt til at arbejde på alle tre planer.«

Kommer I så til at være dem der efteranalyserer - 'den kampagne vi nu har set er eksempel på at man gør det her til en trussel og...'?

»Det tror jeg også vi kommer til. Men nu er vi heldigvis ikke et policy-institut. Tiden har det med at kræve at alt skal være relevant her og nu. Det mest strategisk relevante har forrang. Det er også fint nok, men resultatet er at det er sværere i dag at få penge til forskning der ikke er defineret på den måde. Det her center er heldigvis begrundet primært i grundforskning. Og stor tak til KU for det.«

Men I har vel også fået penge fordi I var smarte og sagde ordet 'klima'?

»Det tror jeg ikke kun. Jeg vil ikke afvise det, men de ansøgninger er immervæk blevet sendt ud i faglige review. Folk har siddet og kigget og tænkt at det her var noget der kunne rykke i løbet af de næste år. Hvis det også er samfundsnyttigt, så er det fint, men jeg er glad for at vi ikke skal ud og retfærdiggøre os selv hver uge med et antal avisoverskrifter.«

Et kosmisk perspektiv

Et emneskift: Er vores tryghedssøgen som samfund betragtet gået grassat?

»Det tror jeg der er noget om. I et kosmisk perspektiv, så er vi ufatteligt sikre. Tag et hvilket som helst andet kapitel af verdenshistorien, tag en hvilken som helst anden del af kloden, så er du og jeg jo meget, meget sikrere end det der er normalt for et menneske. Alligevel er vi optaget af en masse trusler som ofte er blæst helt ud af proportioner. Ironien bag det hele er nok at først når livet ophører med at være gennem-usikkert, opstår den ide at bekymre sig om sikkerhed. Det moderne sikkerhedsbegreb opstod først da man begyndte at kunne gøre sig håb om at holde fast på noget med en vis forudsigelighed. Historien er så fortsat ud af den tangent, og som samfund har vi i dag udfordringen at vores avancerede livsform kan forpurres af rigtig mange ting - rigtig mange, rigtig forskellige ting.«

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del