Specialister på kontrakt

Historie har udklækket de første kandidater efter indførslen af specialekontrakter, og deres erfaringer lyder ens: seks måneder er alt rigeligt til at skrive et speciale, men vejlederne forsinker skriveprocessen

af Sune Engel Rasmussen

Der er overhovedet ingen grund til at bruge mere end seks måneder på at skrive sit speciale. Faktisk bliver både skriveprocessen og det færdige speciale langt bedre hvis man holder sig inden for det halve år en specialekontrakt løber over.

Det var budskabet da historikere fra Saxo-Instituttet præsenterede de nyeste historiespecialer ved arrangementet 'Specialisterne' hvor studerende og specialeskrivere kunne møde instituttets nybagte kandidater som delte ud af deres erfaringer og formidlede frugten af de sidste mange måneders intensive arbejde.

»Det kan tit være en barsk oplevelse at skrive speciale og en tom fornemmelse at aflevere det færdige produkt uden at nogen ser det. Idéen bag arrangementet er derfor at give folk en mulighed for at præsentere deres arbejde i lidt formelle rammer for venner og kolleger,« fortalte Christian Thomsen en af koordinatorerne bag arrangementet som blev afviklet onsdag den 7. maj.

»Desuden er historikere notorisk berygtede for at være langsommere end alle andre til at skrive deres specialer,« sagde han og tilføjede at et mål med dagen derfor også var at inspirere specialeskrivere til at blive hurtigere færdig. Alle specialer skal nu skrives på kontrakt, så specialeskrivere har derfor ikke andet valg end at blive færdige til tiden.

Medarrangør Vibe Skytte ser derfor en fremtid i at lade nyuddannede kandidater formidle deres specialer og erfaringer og derved inspirere andre specialeskrivere. »Vores arrangement er det første af sin slags, men jeg ved at andre institutter har fået samme idé og vil afvikle lignende arrangementer,« sagde hun.

Vejledere forsinker

Ifølge oplægsholderne er en af de største bremseklodser i specialeprocessen paradoksalt nok vejlederne som ikke er gode nok til at opmuntre specialeskrivere til at blive færdige til tiden. »Min egen vejleder mente at jeg burde bruge mindst et år på mit speciale, men det er en fis i en hornlygte at det skal tage længere tid end seks måneder,« sagde Thomas Jakobsen som selv skrev sit speciale på omkring fem måneder.

Han er nu ph.d.-stipendiat og gav kommende kandidater gode råd til selve skriveprocessen og til hvordan man bliver færdig til tiden. »Blandt historikere er der en opfattelse af at erkendelse kræver tid, men det passer ikke. Erkendelse kræver intensitet,« sagde han og rådede til at strukturere specialeprocessen og stille krav til sin vejleder.

»Man skal kræve sin ret og forlange at blive vejledt ordentligt. Det er trods alt det en vejleder får sine penge for,« sagde han. Selv om Tina Adele Hansen skrev sit speciale på ti måneder, er hun enig i at det ikke er nødvendigt med længere tid end et halvt år.

»Jeg synes det er en god idé med specialekontrakter, men her i overgangsperioden er der mange der kommer i klemme. Vejlederne stopper fremdriften i specialeskrivningen fordi de endnu ikke har indstillet sig på tidshorisonten,« sagde hun og understregede at det er en fejl at tro at et speciale skal være ny og original forskning, en opfattelse mange vejledere har.

Ikke tid til arkiver

Generelt var 'specialisterne' positive overfor den nye ordning med specialekontrakter, men Jesper Jakobsen mente dog at seks måneder er for kort tid. »Det er voldsomt at gå fra at have al den tid i verden man behøver, til at skulle skrive sit speciale på et halvt år,« sagde han og gav et eksempel på at fagligheden kan komme til at lide under en kort tidsfrist.

Han skrev speciale om teologisk bogcensur i 1700-tallet, et emne der krævede lang tids fordybelse i arkivmapperne. »Jeg brugte de første fire-fem måneder på at grave materiale frem, så det var helt urealistisk at blive færdig på et halvt år. Derudover var min arbejdstid også meget begrænset af Rigsarkivets åbningstider,« fortalte Jesper Jakobsen som blev færdig på otte måneder og, som den eneste af de nye kandidater havde en vejleder der opmuntrede ham til at blive hurtigt færdig.

Selv om Jesper Jakobsen på den måde levede op til historiefagets traditionelle ideal om at kunne "gå til kilderne" og begå sig i arkiver, er det ifølge specialisterne ikke nødvendigt at gøre det i sit speciale. »Det er vigtigere at vise at man kan sit håndværk end at lave original forskning. Derfor valgte jeg at skrive et samtidshistorisk speciale,« sagde Mette Volquartzen som var glad for at få lov til at præsentere det hun på egen hånd har fordybet sig i det sidste halve år.

»Det er rart at få mulighed for at øve sin formidling. Det er ikke rigtig noget jeg har lært på universitet, og det kan være svært at få 100 sider kogt ned til et 20 minutters foredrag,« sagde hun. Saxo-Instituttet håber at specialistdagen kan blive en tilbagevendende begivenhed som afvikles et par gange i løbet af et semester.

ser@adm.ku.dk

• Send
• Del