Slut med intern konkurrence mellem våde fakulteter

02/11-09 kl. 10:56 Videnskab / Farma / Life / Nat
Slut med intern konkurrence mellem våde fakulteter Billede: Photos.com VÅDT HÅNDTRYK - Fakulteterne skal holde op med at løbe efter de samme forskningsmidler og studerende og samarbejde i stedet.

Arbejdsgruppe anbefaler, at Life, Science og Farma koordinerer markedsføringstiltag og samarbejder om undervisning og forskning

af Claus Baggersgaard

Samarbejde om forskning, uddannelse og markedsføring skal afløse intern konkurrence og kassetænkning på Det Biovidenskabelige Fakultet (Life), Det Naturvidenskabelige Fakultet (Science) og Det Farmaceutiske Fakultet (Farma) på Københavns Universitet (KU).

Det anbefaler en uafhængig arbejdsgruppe nedsat af dekanerne på de tre fakulteter som opfølgning på fusionen mellem Københavns Universitet og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og Danmarks Farmaceutiske Universitet i 2007.

Arbejdsgruppen, der består af professorerne Povl Krogsgaard-Larsen fra Farma (formand), Birger Lindberg Møller fra Life og Erik Hviid Larsen fra Science, foreslår blandt andet, at de tre fakulteter i fremtiden samarbejder om indkøb af kostbart videnskabeligt udstyr til et nyt fælles instrument-center, og at de sammen opretter tre nye forskningscentre: Et nationalt center for datering af materialer og to tværfakultære centre inden for henholdsvis kemi og plantebiologi.

Det skal også være lettere for de studerende at skifte studium eller at følge enkelte fag på de andre fakulteter, og arbejdsgruppen vil have de tre fakulteter til at koordinere deres strategier for at tiltrække studerende og medarbejdere såvel nationalt som internationalt.

Naturvidenskab i knibe

Baggrunden er alvorlig. De naturvidenskabelige fag oplever over en bred kam problemer med faldende optag, frafald af studerende, forældede laboratorier og undervisningslokaler, ligesom de har svært ved at skaffe midler til nyt forskningsudstyr, der bliver dyrere og dyrere i takt med den teknologiske udvikling.

Professor Karsten Kristiansen, institutleder på Biologisk Institut, der måtte nedlægge 38 stillinger ved årsskiftet primært som følge af en dårlig økonomi, mener, at det er fornuftigt at øge samarbejdet om både forskning og uddannelse.

Han peger på, at det ikke kun er på Naturvidenskab, at der undervises i biologi. Life har for eksempel biologi-bioteknologi på undervisningsmenuen, så en bedre koordination af, hvilke kurser man udbyder, vil være en klar fordel for at undgå overlap.

»Der burde være én fælles indgang til at læse biologi på KU. Vi skal i markedsføringen slå på, at KU kan tilbyde den bredeste vifte af uddannelser inden for det biologiske spektrum. Så kan vi hver især koncentrere os om det, vi er gode til på vores institut i stedet for at konkurrere om de studerende indbyrdes,« siger Karsten Kristiansen.

Flere kunder

Ifølge lektor Marianne Ellegaard, viceinstitutleder for undervisning på Biologi, findes der ingen samlet opgørelse over hvor mange fagområder, der overlapper hinanden på de tre fakulteter, men hun har selv prøvet at danne sig et vist overblik.

Hun mener, at antallet af studerende på bachelordelen er så stort, at der ikke vil være rationaliseringsgevinster, og at uddannelserne på bachelordelen er så forskellig, at de studerende sjældent møder det samme faglige indhold, men der er et større potentiale i at samarbejde om de valgfrie dele på kandidat- og ph.d.-niveau.

Så kan man skabe et større ’kundegrundlag’ for de specialiserede kurser, der kan have svært ved at tiltrække et tilstrækkeligt antal studerende, og dermed bevare den faglige bredde.

Ens regler, tak

Arbejdsgruppen påpeger også, at det er nødvendigt at bløde det stive STÅ-system op. STÅ er det økonomiske tilskud fra ministeriet som universitetet og institutterne modtager, når en studerende består sine eksamener svarende til et årsværk.

Arbejdsgruppen vil også have den såkaldte 30-ECTS-point-regel indført overalt. I dag er det kun Science, der kræver, at de studerende skal tage mindst 30 ECTS point svarende til et semester uden for deres eget fagområde, hvilket har medført, at flere Science-studerende tager fag på Life end omvendt.

Marianne Ellegaard påpeger, at der i de faglige miljøer er et bredt ønske om at samarbejde, men at flere institutter faktisk har trukket sig ud af samarbejder efter fusionen. Hun mener, at årsagen er at reglerne for, hvordan samarbejdet skal foregå, er uklare.

»Det er ledelsens rolle at udstikke rammerne, og så skal det være op til de faglige miljøer at definere indholdet af samarbejdet. Der skal være klare regler for STÅ og ECTS, så vi alle har de samme vilkår,« siger Marianne Ellegaard.

Hun mener, at et enkelt og letforståeligt princip ville være at fordele STÅ-indtægterne ud fra, hvor mange undervisningstimer det enkelte institut har bidraget med.

Forskningscenter måske et vendepunkt

Professor Mikael Bols, institutleder på Kemisk Institut, glæder sig over, at arbejdsgruppen foreslår, der oprettes et fælles kemisk forskningscenter.

Han håber, at det kan vende den negative udvikling for fagområdet med faldende bevillinger, færre studerende, og problemer med at tiltrække eksterne bevillinger.

»Det er en særlig udfordring at være stærke inden for et grundfag som kemi. Du kan ikke have et stærkt institut uden forskning inden for området, og det kræver i høj grad eksterne bevillinger i dag, men pengene går andre steder hen til mere anvendelsesorienteret forskning,« siger Mikael Bols.

Han tilføjer, at det derfor er afgørende, at de tre fakulteter afsætter de tilstrækkelige midler til det nye forskningscenter for at styrke basal kemi, og tænker det ind i byggeriet af den nye Niels Bohr Science Park, som regeringen har afsat midler til på finansloven, så centret bliver placeret så tæt på kollegerne på Farma som muligt.

Startskud til debat

Dekanerne starter nu en faglig debat på de tre fakulteter, hvor de akademiske råd,
kredsen af institutledere, sam-ar-bejds-udvalg, studienævn, uddannelsesudvalg, De Studerendes Råd med videre vil blive hørt.
Herudover kan alle ansatte og studerende komme med kommentarer direkte per mail til sp@farma.ku.dk.

Der er mulighed for at deltage i debatten frem til 16. november, hvorefter dekanerne på de tre fakulteter udarbejder en fælles handlingsplan for, hvordan det videre arbejde med arbejdsgruppens anbefalinger skal foregå. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Life og Farma.

clba@adm.ku.dk

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
08/02-12 kl. 09:50 Politik

Thorning varsler rygeregler for uddannelser

NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Thorning varsler rygeregler for uddannelser - Søvndal består tysk eksamen - Breivik-forestilling på kant med loven.

Kamilla Löfström
07/02-12 kl. 08:00 Videnskab / Hum

Litterater lærer at anmelde

PROFESSIONSANMELDELSE - Litteraturvidenskab har udbudt faget ’Anmelderi’, hvor de studerende har fået muligheden for at udforske kritikkens kringelkroge. Vi har mødt underviser og anmelder ved Information Kamilla Löfström samt to litteraturstuderende til en snak om faget, den gode anmeldelse og litteraturkritikkens generelle tilstand.

Læs også:
Voksen bag glasset
Retningsforvirret
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Anmeldere og digtere deler studie

KULTURMØDE - Litteraturvidenskab rummer potentielle ærkefjender. For uddannelsen frekventeres både af anmeldere og forfattere.

Læs også:
Litterater lærer at anmelde
Olga Ravn
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Voksen bag glasset

ANMELDELSE - Det er med en sælsom afklædthed at Olga Ravn i sin debutdigtsamling udstiller mødet med kroppen; fremmedfølelsen af at vokse op i sin krop, i sit køn, i sit sind, i sig selv.

Julie Sten-Knudsen
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Retningsforvirret

ANMELDELSE - Umiddelbar, men samtidig selvbevisst og iscenesatt: Julie Sten-Knudsens diktsamling 'Hjem er en retning' sier – på ett eller annet frustrerende vis – imot seg selv.

Nils Strandberg Pedersen til Institutråd
07/02-12 kl. 06:41 Politik

Institutråd gennemtrumfes trods ledelsesmodstand

MEDBESTEMMELSE – Selv om lokale chefer protesterer, sætter bestyrelsen samtlige 50 institutter på Københavns Universitet til at oprette nye institutråd. Kampen står nu om formuleringen af forretningsordenen.

Fakta

Arbejdsgruppen anbefaler blandt andet
• At modernisere undervisningsfaciliteter

• At forbedre laboratorier (særligt på Science)

• At etablere et fælles interdisciplinært instrumentcenter med topmoderne udstyr

• At etablere et nationalt center for datering af materialer

• At etablere tværfakultære centre indenfor kemi og plantebiologi

• At sikre at de tre fakulteter koordinerer deres strategier for rekruttering af studerende og medarbejdere såvel nationalt som internationalt

• At forbedre mulighederne for at kombinere sin uddannelse frit

• At oprette et 'Integrated Science' fag, der skal sikre sammenhængen mellem de naturvidenskabelige discipliner og inspirere de studerende

• At sikre bedre koordination af kurser på kandidat og ph.d.-niveau for at forhindre at specialiserede kurser bliver aflyst på grund af for få deltagere


Nyhedsbrev

Uniavisens skuddagskonkurrence - vind en iPad

VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.

Institutråd rokker ikke ved ledelsens magt

INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk