Sjovere i 60'erne

Da hun startede på engelskstudiet, tænkte hun, at meget kunne være bedre, så hun begyndte at undervise i det, der manglede. Tania Ørum er lektor ved Litteraturvidenskab og har i tre årtier indgået i et kompliceret forhold til det universitet, hun både elsker og frustreres over.

»Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at stå stille. Engang i 70’erne var vi så fattige, at der ikke var en sok uden hul i, og det gav problemer med budgettet hver gang, der gik en pære. Så jeg tog pædagogikum for at blive gymnasielærer.«

Tania Ørum holdt kun til livet som gymnasielærer i et halvt år, fordi hun frygtede at blive som »de undervisere, der bare vender bunken og starter forfra igen og igen. Det dør man jo fuldstændig af!«

Tania Ørum behøver et liv i bevægelse. Sådan et har hun fundet på Litteraturvidenskab, »hvor man må holde sig til,« som hun siger, mens hun laver nogle sigende bevægelser med albuerne i luften.

Uomgængeligt engagement

Vi sidder over for hinanden i lektorens lyse lejlighed på Østerbro, hvor det meste, der kan tændes og slukkes og siddes i og kigges på, er fra 60’erne – dengang hun langhåret og pandebåndsbærende tog del i den københavnske avantgardes kunstneriske eksperimenter og normoverskridelser.

I dag er frisuren kort, men under håret gemmer sig øjenvidneberetninger til en nærmest mytisk periode i nyere dansk historie. Men Tania rutter ikke med dem, har jeg hørt, og mens jeg indser, at det er rigtigt, indsnævrer jeg svaret på hvorfor til to mulige: Tania Ørum er enten meget privat eller meget beskeden.

Hendes engagement i kvindebevægelsen resulterede i oprettelsen af Center for Kønsforskning, men selv kalder hun det bare ‘naturligt’, nærmest uomgængeligt:

»Det var en del af det politiske engagement, alle de ting, man var rodet ind i. Det var en aktivistisk tid, ikke?«

Ikke alle var aktivister

Med det konkluderende spørgsmålstegn er der ikke mere at hente for den nysgerrige journalist, der ellers brændende ønsker sig alle mellemregningerne.

Jeg stempler hende som beskeden.

Uden opfordring forklarer jeg, at min mor på samme tidspunkt købte villa i forstaden og spændte bh’en. Helt stramt. Hun sneg sig ganske ubesværet udenom ungdomsoprøret.

Kun muligt at blande sig

Tania spærrer de brune øjne helt op og flytter brynene godt op i panden.

»Nå! Det, synes jeg, var meget svært at undgå. Jeg var på engelskinstituttet dengang, og der forekom tingene mig at være ufatteligt gammeldags. Dem, jeg læste med, lignede mere mine forældre, end de lignede mig, men sidst i studiet mødte jeg nogle, jeg var enig med. Tiden var med os, så vi gik op til rektor og sagde: ‘Vi vil gerne lave et kritisk universitet, og han sagde: okay, I kan få et lokale ude på Sønder Vold!’«

Svært at undgå? Næppe. Selv undgår jeg dagligt at ændre på de mangler, jeg støder på. Men kvinden, jeg sidder overfor, tager det som en selvfølge, at man ikke skal lade stå til. En slags akademisk gør-det-selv-type.

»Vi underviste i det, vi syntes manglede på faget, og vi skulle sådan set finde på det hele selv. Jeg synes ikke jeg lærte så meget, mens jeg gik på universitetet.«

På kant med universitetet

Men heller ikke dengang fik man penge for at arbejde gratis, så Tania blev undervisningsassistent på Engelsk.

Blev de ikke sure over, at du sagde, det, de lavede, ikke var godt nok?

»Jeg havde da nogle heftige diskussioner med dem undervejs, og de ville jo heller ikke fastansætte mig, men jeg kunne godt få lov til at løbe rundt og være assistent. Ingen af os, der var meget kritiske, blev ansat.«

Bryder sig ikke om hierarki

Efter en tid hos Center for Kvindeforskning blev Tania ansat på Litteraturvidenskab, hvor hun har været siden 1991.

»Og der er stadig sjovt at være – det er jo en slags rullende efteruddannelse. Men jeg bryder mig ikke om ledelsesformen nu om stunder, den der meget hierarkiske struktur.

Jeg kommer jo fra en aktivistisk baggrund, hvor man gør det, man selv synes er sjovt.«

Administrationen er ikke central for uni

Hvad er der da galt med ledelsen?

»Der mangler medbestemmelse. Man har ingen indflydelse, vel? Det hele kommer ovenfra og ned. Man får besked om, hvordan det skal være, og så er det sådan.«

»Administrationen er blevet det ledende lag, også selv om den ikke gør nogen af de ting der er centralt for et universitet – den underviser ikke, forsker ikke, og har intet at gøre med de studerende. De administrerende sidder bare oppe i toppen og opretter flere og flere stillinger.«

Ørum og Brandes

Hun bevæger sig på kanten af universitetsinstitutionen nu, og det har hun gjort før. I 1985 skrev Tania Ørum bogen Pamelas døtre, hvor hun undersøgte, om kvinder skriver på deres helt egen og særlige måde. Det gør de ikke, konkluderede hun og søgte om at få bogen anerkendt som en doktordisputats.

»Jeg indleverede bogen, og den blev ikke accepteret. Men samme år fik jeg Georg Brandes-Prisen for den, og der var jeg nok blevet lidt sur, så i min takketale sidestillede jeg min situation med Brandes’ – han blev nemlig heller ikke accepteret på akademiet.«

Hun griner højt – hun ved godt, hun ikke har gjort som det sig hør og bør ved at lægge afstand til den traditionelle akademiske skrivestil.

Tale til folket

»Jeg begik nok den fejl, at jeg ikke skrev den som en disputats, men som en bog. Og jeg mener, at det var fordi den var skrevet på den måde, at den ikke blev accepteret. Det de ønskede, mente jeg, ville være en meget lidt spændende måde at fremstille tingene på, så jeg lavede en bog, der skulle kunne læses af andre. Og det blev den da også.«

Hun pauser et øjeblik og tilføjer så med et skævt smil, at hun har gjort præcis det samme med sin sidste bog.

»Det tager flere år og et kæmpe arbejde at skrive sådan nogle store tykke bøger, og det ville jeg aldrig kunne tage mig sammen til at gøre, bare for at få en doktordisputats! I øvrigt mener jeg også, det er en del af ens opgave som forsker på universitetet at levere noget, som folk i Danmark kan læse.«

Gensyn med gamle venner

Hendes nyeste bog, som hun selv kalder »den der 60’er-bog«, er mastodontværket ‘De eksperimenterende tressere’, som behandler den avantgarde, hun bevægede sig hjemmevant i dengang.

»Jeg har besøgt nogle mennesker, jeg ikke har set i omkring 30 år, men når man har kendt hinanden godt, kan man vende tilbage tre årtier senere, og så føles det stadig som family, ikke?«

Hun griner og ligner en, der ligger inde med en god historie, men mere får jeg ikke at vide. Selv om øjnene glimter vidende, fortæller hendes ansigt mig, at der er lukket.

Avantgarden var ikke kun fjolleri

»Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle skrive om 60’erne, dengang var jeg bare ung og med. Men det var et rigtig skægt miljø, og jeg syntes, det var mærkeligt, at der var skrevet så lidt om en periode der har haft så stor betydning for kulturen og samfundet.«

»Avantgarderne har været noget af det mest fornyende og sprælske, der er sket i det tyvende århundrede. Det er nemt at affærdige det som noget fjolleri, men det var det jo ikke kun.«

Selv om det godt kunne se sådan ud, når idealister fra den selvoprettede Eksperimenterende Kunstskole, Eksskolen, forsøgte at ødelægge forestillingen om ophøjet kunst ved for eksempel at udnævne et dækaftryk fra buslinje 29 i København til kunstværk.

»På mange måder har avantgarderne dannet grundlaget for hele den modernisering, der finder sted i de nordiske samfund. De har haft en meget større rolle, end de er blevet givet.«

En overset fortrop

Blandt andet kan 60’er-avantgarden tage æren for at have introduceret danskerne for minimalisme, popkunst og eksperimentalfilm.

Men kan du så lure, hvorfor avantgarden er blevet overset?

»Jeg tror, det gælder for de fleste nordiske lande, at vi ikke skal have noget af ‘det der underlige’ her. Vi har haft travlt med at opbygge vores nationalkultur og skulle ikke nyde noget af det fremmedartede. Der er et meget konservativt miljø i Danmark, synes jeg.«

Mere sjov i 60’erne

På væggen hænger en stor gulerod, der ligesom synes at være smeltet i sammenstødet med væggen, så der har dannet sig en orange pøl, hvor spidsen engang var. Den stammer fra en udstilling af Tanias billedkunstneriske søn.

»Det var en slags Carrots from Space. Gulerødderne kom ned gennem loftet i galleriet og nogle landede på gulvet og smattede ud.« Hun griner og drikker hjemmebrygget danskvand fra Sodastreameren.

Tror du det var sjovere at være ung, da du var det, end det er nu?

»Ja, det tror jeg altså.«

Det tænkte jeg nok.

»Jeg tror, jeg har været enormt heldig. Det var simpelthen så skægt at være ung i tresserne. Vi sagde: ‘Ud med alt det gamle, det gider vi ikke tage os af!’ Det var en fornemmelse af at lægge alt det, vores forældre stod for, bag os, så jeg har været meget privilegeret – jeg har haft det enormt morsomt i mit liv.«

Deprimerende 10’ere

»I dag kan alle få succes, og det er kun ens egen skyld, om man lykkes eller ej,« siger hun og afføder akut ubehag hos journalisten, inden hun ophidset fortsætter:

»Det er jo overhovedet ikke rigtigt!« Jeg ryster medgivende på hovedet.

»På universitetet, for eksempel, bliver der lavet planer, som dybest set er fuldstændig urealistiske. I virkeligheden giver de bare en masse skjult overarbejde for både undervisere og studerende, for man kan ikke nå det på den tid, det er normeret til – det kan bare ikke lade sig gøre!«

»Men dengang var der et oprør, og det føltes stort. Det var en opgangstid, og det var helt klart, at det gik fremad. Nu snakker de hele tiden om besparelser – det er virkelig deprimerende.«

Gode råd til journalisten

Det er tydeligt, Tania Ørum nu synes, hun har snakket nok om sig selv, og hun kigger hen på arbejdsbordet, hvor redigeringsarbejdet af et firebindsværk om de nordiske landes avantgarder venter.

Da vi bryder op, spørger hun til mine fremtidsplaner. Jeg indrømmer en journalistdrøm og følges på vej af, hvad jeg mener må være et Tania-typisk råd:

»Lad være med at sætte dig i et dyrt hus, så du er tvunget til at have alle mulige dødssyge jobs, du overhovedet ikke gider have! Hvis du holder udgifterne nede, kan du eksperimentere med dit liv og gøre de ting, du har lyst til. Det er vigtigst at have frihed.«

Jeg kigger spørgende omkring i den herskabsstore lejlighed.

»Nu er jeg jo også en del ældre end dig,« griner hun. »På et tidspunkt må man jo slå sig ned.«

uni-avis@adm.ku.dk