Sådan kan vi knække Humanioras legitimitetskrise

Humanistisk forskning synes at befinde sig i en legitimitetskrise, og den består i, at det omgivende samfund ikke lader til at anerkende relevansen og værdien af det, vi laver i vores forskningstid. Man kan få det indtryk, at mange i deres stille sind ville foretrække, at der var mindre snarere end mere forskning på humaniora, særligt hvis man byttede med mere undervisning eller forskning i andre områder. Krisen har givetvis mange årsager, men det ændrer ikke på, at der er noget vi selv kan gøre, og her er et bud.

Vi skal ikke tale om ‘humanistisk forskning’ som om, der forelå en samlet, homogen forskningsaktitivtet. Der er ikke en særlig humanistisk forskningsmetode, men en bred vifte af ret forskellige forskningstrategier, hvoraf mange har overlap med det, der foregår på andre fakulteter. Der er heller ikke et velafgrænset humanistisk emneområde, noget særligt blødt og åndfuldt. Man kan måske sige, at forskere på humaniora beskæftiger sig med menneskelige kulturprodukter i bred forstand.

Men dels omfatter det jo rigtigt meget, og dels er der mange andre, der også gør det. Når man taler om ‘humanistisk forskning’ underforstås let en ide om en ophøjet humanistisk livsindstilling. Humanisme som livssyn findes bestemt, men det er en indstilling, som forskere på humaniora ikke nødvendigvis føler sig forpligtede på, og som de ikke har patent på. Og det er en indstilling, som de under alle omstændigheder kan ønske at holde ude fra deres forskning.

Vi skal også distancere os fra det intellektuelle masseselvmord, der har været forsøgt på humaniora med ismer som post-modernisme, dekonstruktivisme og radikale former for social konstruktivisme. Varianter af disse synspunkter er sandhedsfobiske. De mener, at det er fejlplaceret at se humanistisk forskning som en aktivitet, der forsøger at klarlægge, hvad der er korrekt eller plausibelt inden for et domæne. I stedet skal ‘sandhed’ og dermed ‘forskning’ i anførselstegn, fordi det blot er en æstetisk leg, eller et middel til selvrealisering og magt.

Hvis humanistisk forskning af dens udøvere hævdes ikke at fortælle os noget korrekt om verden, så kan man ikke fortænke nogen i at tvivle på dens legitimitet. Af samme grund bør vi distancere os fra det synspunkt, at humanistisk forskning i virkeligheden primært drejer sig fremme en politisk sag, også selvom det er de undertryktes sag. Som forskere bør vores valg af forskningsspørgsmål kunne påvirkes af, hvad vi mener er relevante problemer, herunder relevante politiske problemer. Men vi bør først og fremmest indtage rollen som forskere, og det bør være tydeligt, hvis vi i stedet optræder som politiske aktivister.

Intellektuel infrastruktur

Mens vendingen ‘humanistisk forskning’ kan fremkalde et dødt udtryk i øjnene, så ser det anderledes farvestrålende ud, når man går et niveau længere ned. Rigtigt mange forskningsprojekter, som historikere, medieforskere, litterater, sprogfolk, religionssociologer, filosoffer og mange andre arbejder på, er umiddelbart relevante. Og jeg er overbevist om, at politikere og andre gode borgere umiddelbart vil være enige, hvis de får præsenteret de konkrete projekter.

Det er vigtigt, at vi gør os klart, på hvilken måde, forskning på humaniora kan være relevant, og her er et bud.

Vi er en del af et samfund, hvor der skal træffes beslutninger og tænkes over spørgsmål om krig, velfærdsstat, miljøkatastrofer, demokrati, ytringsfrihed, assimilation, magt, sprog, frihed, lighed, identitet, ligestilling, religion, tilhørsforhold, kulturarv, kunst, mediepolitik, public service-forpligtelser, sammenhængskraft, naturudnyttelse, vækstpolitik og meget, meget andet. Beslutninger og refleksioner kræver, at relevant viden, begreber og argumenter artikuleres og sættes i omløb og bringes ind i de deliberative processer, hvor det er vigtigt.

Forskning kan være relevant ved at bidrage til netop disse intellektuelle forudsætninger for refleksion og beslutningstagen. Et velfungende samfund kræver infrastruktur i form af veje, elnet, lyslederkabler, sygehuse, politi og retsvæsen og meget andet. Men der skal også være viden, argumentforståelse og begrebslig parathed blandt borgerne og beslutningstagere som en nødvendig betingelse for, at der træffes gode beslutninger, både individuelt og kollektivt. En intellektuel infrastruktur er nødvendig for et velfungerende samfund. Humaniora bidrager hertil på linje med jura, samfundsvidenskab, teologi og de natur- og lægevidenskabelige discipliner.

Vi skal ikke lade os lamme ved at tænke på relevans i økonomiske termer. Generelt er det kun ting, der omsættes på et marked, der har en monetær værdi. Vores produkter er viden kombineret med begreber, argumenter og perspektiver, men disse produkter omsættes sjældent på et marked. Alene af denne simple grund kan der ikke sættes en pris på dem, og man kan ikke på nogen enkel måde beregne deres værdi. Typisk kan indholdet af vores produkter frit kopieres af enhver og indholdet har derfor ingen købere.

Når indholdet er relevant viser det sig ved, at det spredes fra person til person eller fra organisation til organisation, og ikke ved at det handles på et marked. Når spredningen sker, kan den ikke standses, selv hvis man ønskede at gøre det. Havde vi ejendomsret over indholdet af vores intellektuelle frembringelser, så ville ingen kunne håndhæve den. Selv hvis vi ønskede det, ville det af den grund være vanskeligt at skabe et marked. Det er derfor, at vores produkter kan være relevante, selvom de sjældent er bundlinje-relevante.

Problemorienterede konsortier

Forstår vi relevans i relation til intellektuel infrastruktur, så er det for mig at se åbenlyst, at humaniora har relevante produkter på hylderne. Men der er et kompleks af forhold i vores selvfortåelse, vores forskningskultur og vores organisation, der er medvirkende til, at vi undersælger vores relevans.

De, der hver især sidder med relevante forskningsprojekter, er typisk ikke gearede til at markedsføre deres forskning som relevant og heller ikke til at sætte deres viden i spil. Det er forståeligt, for en enkeltperson kan normalt ikke bære disse opgaver; det vil tage alt for mange ressourcer fra kerneaktiviteten, som er forskning og publikation via anerkendte videnskabelige kanaler.

Fakultetet har sin presseafdeling, som gerne bringer eulogier til særligt fremragende forskere. Men at fakultet iscenesætter sine egne som stjerner på glittet papir, er ikke det samme som at omverdenen mærker og indser relevansen af den forskning, der foregår på fakultetet.

Vi har derfor en udfordring. Men der er et i og for sig velkendt organisatorisk svar, men jeg blot tror, at vi ikke tager alvorligt nok. Vi kan i mange tilfælde organisere vores individuelle forskningsprojekter i større konsortier, netværk eller grupper, som er bundet sammen af et åbentlyst samfundsrelevant problem af en vis tyngde. Lad os kalde det et problemorienteret konsortium, bare for at give strukturen et navn.

Konsortium: eksempel

Lad mig give et eksempel. Jeg har selv været den meget glade modtager af en bevilling fra Carlsberg Fonden til et projekt, der skal belyse aspekter af demokratiets forhold til videnskab. Er demokratiske beslutningsprocesser på en eller anden måde forpligtet til at tage videnskab særligt alvorligt? Skal vi se videnskab som en særligt privilegeret institution, hvis rolle det er levere facts eller kendsgerninger, som så føder ind i en demokratisk beslutningsproces? Eller skal demokratiet snarere forholde sig åbent og forhandlende mellem videnskabelige og andre perspektiver på verden, f.eks. religiøse perspektiver?

Der er tre personer direkte involvet dette projekt, udover undertegnede. Men hypotetisk kunne man forestille sig, at andre forskere kunne belyse andre og meget vigtige aspekter af samme eller et beslægtet problem. Dette kunne være historikere, litterater, religionsforskere, medieforskere, sociologer, antropologer eller videnskabshistorikere, for blot at nævne nogle muligheder. Lad os sige, at 15 personer på det humanistiske og andre fakulteter fandt, at deres forskningsinteresser komplementerede hinanden så godt, at de kunne organisere sig omkring en version af det nævnte problem. Det kunne give helt afgørende organisatoriske fordele for alle deltagere.

Et konsortium ville i princippet muliggøre en arbejdsdeling, således at nogle kunne tage sig af den meget vigtige opgave det er, at kommunikere relevansen af forskningen til det omgivende samfund. Opgaven vil i øvrigt automatisk være lettere, fordi det af naturlige grunde bliver mere interessant når 15 forskere går sammen om et problem, end hvis en enlig forsker arbejder med et delaspekt af samme problem.

Vi kan heller ikke hver især invitere partiernes forskningsordførere til frokost for at forklare dem, hvad vi laver. Men i et konsortium af en vis størrelse begynder det at give mening. Vi kan ikke som enkeltpersoner rende fonde og pengekasser på dørene, men som repræsentanter for et problemorienteret konsortium kan vi godt tillade os denne lobbyvirksomhed.

Strategisk potentiale

Organisering i problemorienterede konsortier giver øgede strategiske muligheder. Et konsortium kan have et samlende problem, som er større og mere vægtigt, end det, man som individuelt forsker kan arbejde på. Et konsortium kan belyse mange aspekter, hvilket for myndigheder og fonde kan være meget mere interessant end en enkelt forskers isolerede bidrag.

I et konsortium kan man koordinere de spørgsmål og metoder, forskellige medlemmer arbejder med, hvilket kan føre til mere interessante resultater for færre ressourcer. I gunstige tilfælde vil et konsortium ved hjælp af arbejdsdeling og koordination på få år nå meget længere med et vigtigt spørgsmål en nogen enkeltperson vil kunne nå på et helt liv.

Et problemorienteret konsortium kan på en helt anden seriøs måde love myndigheder og fonde, at den viden der produceres, også sættes i spil hvor den er relevant. Normalt udmøntes forskning i faginterne publikationer, som i praksis ikke bliver ænset af andre end fagfæller. Omsætningen af viden til et format, der tillader at den sættes i spil uden for faginterne kredse, kræver en intellektuel bearbejdning, som kan være ganske betydelig og som ikke er triviel.

Men vi taler jo her om intellektuelle produkter, som henter en væsentlig del af deres legitimitet netop ved, at de kan sættes i spil offentligheden, hos politiske beslutningstagere, i tænketanke, i politiske partier, i virksomheder, i offentlige organisationer, for ikke at tale om uddannelser. I nogle tilfælde sker det helt af sig selv, men i de fleste tilfælde skal der arbejdes aktivt for en spredning. For den individuelt arbejdende forsker vil denne omsætning være så tidskrævende, at den tangerer karrieremæssigt selvmord. Den finder derfor ikke sted. Men er vi organiseret i konsortier, kan vi i princippet have en arbejdsdeling, der gør en omsætning mulig.

Disse fordele ved problemorienterede konsortier er selvfølgelig ikke ukendte, og jeg kan også udmærket forestille mig, at de er indhøstet i de initiativer af lignende slags, der findes på humaniora. Men jeg tror, at de fleste af os undervurderer, hvordan flere konsortier af den slags vil kunne afhjælpe humanioras fælles legitimitetsproblem.

Mulige barrierer

Fordelene ved at organisere sig i problemorienterede konsortier er oplagte, og derfor er det særligt vigtigt at være opmærksom på barrierne.

En vigtig ting er, at der kan være en konflikt i forhold til vores typisk monofaglig identitet som forskere. Men jeg taler ikke om, at vi skal opgive vores faglige identitet. Sagen er blot, at nogle af de kernefaglige problemstillinger, vi interesserer os for, har oplagt betydning for andre end os selv, men at vi af strukturelle grunde undersælger relevansen.

Som forskere kan vi have en tilbøjelighed til at flokkes om faginterne problemstillinger, der giver prestige i fagfællesskabet, men som er meget lidt relevante for andre. Hvem, udover fagfilosoffer, interesserer sig for eksempel for løsningen på Gettier-problemet? Det er tvivlsomt, om vi i længden kan insistere på legitimiteten af vores forskning og så i øvrigt være komplet ligeglade med, om den er relevant for andre end os selv. Jeg tror heller ikke, at det er nok, at vi peger på, at vores forskning har relevante afkast som tilfældige biprodukter.

Strukturelle udfordringer

Hvis vi vil anerkendes for relevans, så skal vi i et vist omfang tilrettelægge vores forskning ud fra, hvad vi ærligt tror vil frembringe relevant viden. I stedet for at søge maksimering af faglig anerkendelse og tilfredsstillelse af personlige interesser, så skal vi i det mindste nogle gange vende bøtten og spørge: Hvad er det mest relevante jeg som forsker kan bidrage med, givet de kompetencer jeg har eller kan udvikle?

Strategiske problemorienterede konsortier vil involvere mere samarbejde mellem forskere og ofte være på tværs af dicipliner. Det er en anden barriere. De hårde facts er, at samarbejde, særligt tværfagligt samarbejde, er tidskrævende og fagligt risikabelt. Det gælder i særdeleshed, når man tænker på tværfaglighed som opløsning af etablerede fagligheder eller som fusioner af fagligheder. Men så vidt behøver man ikke at gå. I problemorienterede konsortier kan alle beholde deres kernefaglighed og publicere inden for deres kernefaglighed. Det centrale er, at man organiserer sig, så alle bidrager med forskellige brikker til samme vigtige puslespil.

Det er afgørende, at man deltager i sådanne konsortier, fordi man ser en forskningsmæssige pointe i det – det må ikke være et karrieremæssigt sidespring eller en blindgyde. Sådanne konsortier skal også organiseres bottom-up, og ikke top-down. Det sætter stærke begrænsninger på, hvad der er muligt. Mange af fakultets forskere vil ikke, eller kan ikke, indgå i sådanne konsortier, hvilket er helt fint. Men i det omfang at man er villig til at omtolke sin formålsparagraf som forsker, så relevans kommer til at stå mere centralt, så vil det også være mere naturligt at deltage i konsortier. Og vil være en legitimeringsfordel for alle, også de, der ikke er med, hvis det bliver en mere almindelig organisationform.

Der er andre strukturelle udfordringer. At drive et problemorienteret konsortium vil koste tid til den organisatoriske del, og vil kræve midler til drift. Driften behøver ikke koste særligt meget. Men hvis vi alle lige om lidt skal undervise 60 procent af vores tid, så vil der ikke være mange, der ikke kan eller vil påtage sig rollen som ankerperson.

Når man på andre fakulteter har meget bedre erfaringer med at organisere sig i konsortier, er en faktor dels, at undervisningsbyrden dér gennemsnitligt er markant mindre, og dels at der er muligheder for at uddelegere. Seniorforskere har ansvaret for at undervisningen leveres, men de skal ikke nødvendigvis selv levere den. Der kan være mørke sider ved den model, men den muliggør, at nogle påtager sig en tidskrævende organisatorisk rolle, hvad man ikke kan, hvis man er begravet i forelæsninger og opgaveretning.

Fordelene overskygger ulemperne

En anden strukturel udfordring er vores individualistiske arbejdskultur, der kun i meget begrænset omfang gør brug af flerforfatterskaber. Brugen af flerforfatterskaber kan tangere magtmisbrug og uredelighed. Men det kan også drives på en sund og frugtbar måde. Jeg tror, at der er fire vigtige fordele ved flerforfatterskaber. En meget basal gevinst skyldes, at forskeres kompetencer ofte er lidt forskellige. Nogle er f.eks. gode til at få ideer, men dårlige til at gennemføre dem. Andre er gode til at gennemføre ideer, men ikke så gode til at få dem. Et samarbejde vil her gøre alle mere produktive.

En anden fordel er, at flerforfatterskaber giver et helt andet incitament til at interesserere sig for sine kollegers arbejde (og kvaliteten af det), hvilket har vigtige faglige og socialt afledte fordele, særligt i forbindelse med ph.d.-vejledning.

En tredje fordel er organisatorisk. Forskningsorganisation er tidskrævende, uanset om den består i at skrive ansøgninger, organisere forskningsgrupper eller at samle et problemorienteret konsortium. Hvis det ikke skal være karrierehæmmende at gøre det, så skal man kunne holde gang i publikationsstrømmen. Det kan man ved at bidrage til igangværende forskning, som man derfor bliver medforfatter på. I en individualistisk forskningskultur har man ikke denne mulighed.

Den sidste og fjerde fordel har med bedømmelse af større ansøgninger at gøre. Forskningansøgninger vurderes ofte ved at se på hovedansøgerens meritter. I tværfaglige bedømmelsesfora kan man meget ofte kun vurdere dette ved at lægge stor vægt på antallet af publikationer, som hovedansøgeren har del i, og i et vist omfang på kvaliteten af publikationskanalerne. Men det betyder, at hovedansøgere i individualistiske forskningsmiljøer systematisk står dårligere end hovedansøgere fra kollektivt arbejdende miljøer, for de medvirker i langt færre publikationer. Også i denne sammenhæng skader vi os selv ved at insistere på en individualistisk forskningskultur.