Rustur i skyggen

Det er tirsdag inden studiestart, dagen hvor flokke af glade og forventningsfulde russer drager på rustur. Men samtidig er det en presset forsamling af kommende studerende som gør klar til afgang. I de seneste år er universiteternes rusture nemlig kommet i mediernes søgelys for kun at handle om druk og vilde ud-skejelser. Der er derfor en vis symbolik i de truende skyer der hænger som en tung, grå dyne over H.C. Ørsted Instituttet denne formiddag.

Russerne på molekylær biomedicin virker dog ligeglade med den dårlige presseomtale, men de er heller ikke tynget af eventuelle skandaler fra forrige årganges rusture af den simple grund at de er det første hold der skal afsted.
De næste fem dage skal russerne tilbringe i en hytte i Toreby på Lolland.

Og Universitetsavisen har fået lov til at komme med som fluen på væggen.
At det er første gang, gør turen speciel. Ikke mindst for de seks rusvejledere der skal med da de ikke har noget personligt kendskab til det nye fag.
»Det er svært at putte noget fagligt ind i turen for vi kan ikke tale så meget om lærere, bøger og undervisning,« erkender en af rusvejlederne Anders Ettrup der ligesom de andre læser biokemi.

Det sociale i højsædet
De kommende biomedicinere mødtes for første gang dagen inden hvor de var til et fagligt arrangement med rundvisning på både Molekylærbiologisk Institut og Panum hvor undervisningen skal foregå. Den faglige del er derfor droslet ned på selve rusturen. I stedet er det sociale i højsædet. Nu gælder det om at lære hinanden at kende.
»Normalt ville det være sådan at man som rusvejleder introducerer russerne til de traditioner, fester og tiltag der er på studiet. Her gælder det i stedet om at gøre russerne bevidste om at de selv skal skabe deres eget studiemiljø,« forklarer Anders Ettrup.
»Men det er selvfølgelig også et succeskriterium at de bare hygger sig og har det sjovt. At de starter med at få nogle ting at snakke om det første halve år på studiet, en fælles referenceramme og et sammenhold. Det synes jeg er det vigtigste. Så succeskriteriet er overordnet set et velfungerende studiemiljø,« tilføjer han.

Hønsegård
For at kickstarte socialiseringen har rusvejlederne planlagt en dating-fest den første aften efter ankomsten til hytten.
Et rent slaraffenland for drengene. Der er nemlig fire gange så mange piger som drenge.
»Det overrasker mig at der er så mange piger. Det bliver noget af en hyggeklub,« smiler 20-årige Lisbeth Hansen.
»Jeg havde regnet med at fordelingen ville være fifty-fifty. Det er nok også det sundeste forhold på ethvert studium. Det giver det bedste studiemiljø, men vi skal nok finde ud af det. Selvfølgelig kan der godt gå lidt hønsegård i den, men jeg tror ikke det bliver noget problem,« siger 20-årige Mattias Dahllöf som valgte at søge ind på molekylær biomedicin fordi »det var lidt hen ad medicin, bare uden det håndværksmæssige.«

Det er han langt fra ene om. Mange af de andre russer valgte faget af samme grund. Han glæder sig til at komme i gang.
»Jeg er godt nok blevet advaret om at starte fordi det er et helt nyt studium, men det er jo en kombination af to eksisterende fag, så mon ikke der er styr på det?« spørger han retorisk.
Også Lisbeth Hansen er fortrøstningsfuld:
»Selv om vi bliver en slags forsøgs-kaniner.«
Studiet er ikke det eneste de to glæder sig til. Også rusturen har de høje forventninger til:
»Vi skal have en masse spas og lære hinanden at kende. Det giver også bedre grundlag for at læse og arbejde sammen når man kender hinanden på flere områder. Og så skal vi drikke en masse bajere.«
Det er der også rig mulighed for. Hele hyttens gang er på det nærmeste blokeret af det enorme kvantum drikkevarer rusvejlederne har købt ind til turen.

Inden der går øl i den, skal russerne dog deles ind i arbejdshold, og første hold sendes ud i køkkenet med det samme for at forberede aftensmaden: Salatbuffet.
»Tøsemad,« fnyser en af drengene da maden bliver sat frem.
Gruppens sammensætning har klart sat sit præg på planlægningen af turen.
»Der er købt færre bajere, mere sprut, mindre kød og flere grøntsager,« fortæller Anders Ettrup.

Knald eller fald
Som underholdning har rusvejlederne planlagt en specialudgave af det nu hedengangne dating-program »Knald eller fald« der havde den tidligere Grand Prix-vinder Anders Frandsen som vært, denne aften i skikkelse af Anders Ettrup som entrerer den tætpakkede opholdsstue til tonerne af Anders Frandsens vindersang ‘Lige der hvor hjertet slår’.

Straks bryder salen ud i højlydt jubel. Russerne sidder bænket på rækker. De har efter ordre fra rusvejlederne fundet scoretøjet frem og udfyldt datingprofiler som er blevet samlet i en mappe, så folk kan bladre rundt og finde den perfekte partner.
»Velkommen til ‘Knald eller fald’,« råber værten.
Foran publikum står der fire stole hvoraf den ene er adskilt fra de tre andre af et rødt forhæng. Meningen er så at en af drengene uden at vide hvem de tre kvindelige kombattanter er, skal finde sin udkårne ud fra hvordan pigerne svarer på drilske spørgsmål og klarer den indlagte opgave.
Opgaven går ud på at teste pigernes moderinstinkt og lyder i al sin enkelhed: Skift en ble på to minutter.
Døren går op, og ind træder rusvejlederne Mads og Andreas og Deres udsendte kun iført boxershorts og en ble lavet af et hvidt stykke stof der bliver holdt sammen i siderne af to sikkerhedsnåle. Fluen på væggen befinder sig nu pludselig i begivenhedernes centrum.
»Hvis babyerne begynder at græde, så trøst dem,« opildner Anders Frandsen-klonen.

Bleskiftet forløber lettere panisk. Kun den ene af pigerne klarer skiftet korrekt. Én vikler nærmest i afmagt stofbleen om hovedet på den sagesløse ‘baby’.
Begejstringen vil ingen ende tage.
Resten af aftenen står den på øl og flere øl, men russerne bærer deres branderter med ynde. Der er ingen der ter sig åndssvagt og russerne beholder også tøjet på festen igennem.

Dagen derpå
Der er dømt dagen derpå da onsdagens program begynder ved 9-tiden. Festen har taget hårdt på de fleste. Kun få har behov for en reparationsbajer, men alle ser ud som om de godt kunne bruge en time eller to mere på øjet.

Streglisten ude i gangen granskes. En russer er imponeret over at en af rusvejlederne øjensynligt har konsu-meret 30 øl i løbet af aftenen.
»Jeg glemte hele tiden hvor jeg stillede min øl, så jeg var nødt til at tage en ny hver gang,« forsvarer Jacob sig.
To fra studievejledningen kommer og fortæller om deres arbejde og studiet. Russerne lytter opmærksomt trods tømmermændene og stiller spørgsmål om skema og eksaminer.
Hen på eftermiddagen er det tid til at påbegynde håndværkerdagen. Endnu en af rusvejledernes planlagte aktiviteter der skal ryste russerne sammen.
Og sådan fortsætter det. De følgende dage byder programmet blandt andet på idrætsdag, besøg af specialestuderende og 80’er-fest inden turen lørdag går tilbage mod København.

Nanoteknologi sagde nej

Rusture er åbenbart kun for de særligt indviede, synes nogle. I hvert fald fik Universitetsavisen nej fra nanoteknologi da avisen spurgte om lov til at være fluen på væggen.
Sidste år bragte Berlingske Tidende en reportage fra immatrikulationen hvor nanoteknologerne blev fremstillet i et – synes de – lidet flatterende lys.

Derfor krævede rusvejlederne på nanoteknologi at de måtte have lov til at censurere i Universitetsavisens reportage. Et krav som avisen ikke ville efterleve. Efter et møde blandt rusvejlederne modtog Universitets-avisens journalist dette svar fra Jeppe Amossen på vegne af alle rusvejlederne:
»Det er ikke fordi vi regner med at opføre os uterligt, men fordi at mistolkninger eller uheld kan hænde, og hvis man er uheldig og snakker med de forkerte på de forkerte tidspunkter, kan man få et negativt indtryk af rusturen selv om alle måske, når alt kommer til alt, synes rusturen er god. Derfor vil der være muligheder for journalistiske uheldigheder, og uden forsikring mod sådanne, tør vi altså ikke lade dig komme med.«