Ravnkilde: Astrups tanker om videnskabelig redelighed er tom lægmandssnak

I Uniavisen 8. marts 2014 forfægter Arne Astrup endnu en gang synspunktet, at videnskabelig redelighed kræver, at alle forfattere af en videnskabelig artikel er ansvarlige for hele indholdet. Dette kan vi kalde Astrups ansvarsregel. Astrup mener dels, at reglen er gældende ret, og dels, at den er en god og beundringsværdig ting. Begge dele er forkert. Reglen indgår ikke i dansk ret, og at den er ubrugelig fremgår tilstrækkeligt af det forhold, at Astrup ikke er i stand til at forklare, hvad den nærmere går ud på. Astrup mener videre, at reglen blev indført i Vancouver-protokollen i 2013. Dette er heller ikke rigtigt.

Læs Q&A med Arne Astrup: Astrup: Unge forskere må ikke lytte til Ravnkilde

UVVU-lovgivningens definition af uredelighed tillader, at forskere stemples som uredelige, fordi de overser andres fusk. Taget på ordlyden betyder Astrups ansvarsregel, at samtlige forfattere til en artikel, der indeholder fusk, kan og skal indbringes for UVVU. Det kan ikke være anderledes. Dersom alle forfatterne er ansvarlige for en artikel følger, at hvis den indeholder svindel, er de alle uredelige af samme grund og i samme grad. De er ansvarlige på lige fod med hinanden og skal følgelig alle sammen sanktioneres på samme måde, nemlig ved at blive stemplet som uredelige.

Vi kan udtrykke forholdet på den måde, at Astrups ansvarsregel taget på ordlyden bevirker, at hvis en forfatter fusker med sit bidrag, skal alle de andre stemples som uredelige, fordi de ikke satte en stopper for svindlen.

En følelse af berettiget tillid – hvad menes?

Astrup fornemmer tydeligt nok, at en sådan ordning er hul i hovedet, så han forsøger at forklare, hvad der nærmere ligger i hans ansvarsregel, således, at der bliver plads til nogle nuancer. Han udtaler, at ansvar »ikke nødvendigvis betyder, at man som forfatter skal have gennemgået hvert eneste element af andre forfatteres bidrag, men at man skal føle at have berettiget tillid til, at medforfatternes bidrag er valide og korrekte.« Vi hører altså, at min tillid til mine medforfatteres bidrag skal være berettiget, hvilket selvsagt kun er tilfældet, hvis bidragene rent faktisk er valide og korrekte, samtidig med, at det er tilstrækkeligt til at sikre min egen redelighed, at min tillid er en følelsessag. Her sænker mørket sig, hvortil kommer, at Astrup slet ikke tager udtrykkeligt stilling til vigtigste spørgsmål, som opstår i forbindelse med ansvar for andres bidrag, altså om man kan stemples som uredelig, fordi man overser en medforfatters fusk.

Astrup må forklare, hvad det konkret vil sige, at Per føler, at hans tillid til Pouls bidrag er berettiget, og begrunde, at Pers følelser tillægges betydning i bedømmelsen af hans videnskabelige redelighed. Hvordan skal UVVU bære sig ad med at anvende reglen? Antag, at Per og Poul indbringes for UVVU, fordi deres medforfatter har fusket. Astrup må mene, at hans ansvarsregel er nuanceret, fordi den gør plads for den mulighed, at Per frifindes med begrundelsen, at han anses for at have »følt at have berettiget tillid til«, at fuskerens bidrag var validt og korrekt, mens Poul stemples som uredelig, fordi han ikke skønnes at have følt denne berettigede tillid. Det er uforståeligt, hvad denne tågesnak dækker over. Hvilken konkret forskel i Per og Pouls adfærd begrunder forskellen i redelighedsbedømmelsen?

Alt i alt kan Astrups betragtninger bedst opfattes som lægmandens forsøg på at formulere reglen, at videnskabelig uredelighed kan bestå i, at man ved grov uagtsomhed overser en medforfatters forsætlige svindel. Dette svarer i givet fald til UVVU’s forståelse af gældende dansk ret, således som den er kommet til udtryk i Bente Klarlund-afgørelsen. Denne forståelse er imidlertid en misforståelse.

Domstolene har det sidste ord

Eftersom UVVU’s kendelser er forvaltningsafgørelser, der i medfør af grundloven kan indbringes for domstolene, er det i sidste ende domstolene, som bestemmer, hvad der kan begrunde, at en forsker stemples som uredelig.

Der er to grunde til, at en domstol ikke vil dømme en forfatter uredelig med begrundelsen, at han ved grov uagtsomhed har overset en medforfatters forsætlige uredelighed og dermed pådraget sig et medansvar for den.

Den første grund er, at domstolen vil tage udgangspunkt i UVVU-lovgivningens erklærede formål, som er at styrke dansk forsknings troværdighed. Dette formål betinger, at den danske regulering af uredelighed skal flugte med dominerende internationale synspunkter, idet vi ellers risikerer, at danske forskere bedømmes hårdere end udenlandske. Dette vil stride mod lovens formål. At danske forskere kendes uredelige af grunde, der er ukendte uden for landets grænser, vil ikke styrke dansk forsknings troværdighed men blot give anledning til undren over, at reguleringen af uredelighed herhjemme af en eller anden grund er kammet over fra forskningsetisk selvkritik til forskningsetisk selvkastration. Tilskyndelsen til at samarbejde med danske forskere vil næppe blive forøget, da de færreste forskere har lyst til at blive stemplet som uredelige uden forståelig grund.

The Singapore Statement

I opsporingen af internationalt anerkendte normer for redelighed vil domstolene lægge vægt på The Singapore Statement, bl.a. fordi det er udformet af regeringsrepræsentanter i modsætning til Vancouver-protokollen, som er udarbejdet af privatpersoner på vegne af en gruppe tidsskrifter.

The Singapore Statement blev udarbejdet i forbindelse med den 2. verdenskongres om videnskabelig integritet i 2010. Kongressen havde 340 deltagere fra 51 lande. Det kortfattede dokument er et forsøg på at formulere »principles and professional responsibilities that are fundamental to the integrity of research wherever it is undertaken«. Et af grundprincipperne lyder, at »researchers should take responsibility for their contributions to all publications.« Denne regel indebærer, at en forfatter kun er ansvarlig for sit eget bidrag til publikationen. Han kan følgelig ikke bebrejdes at overse svindel fra en medforfatters side. Han er jo ikke ansvarlig for medforfatterens bidrag; det er kun den pågældende selv.

The Singapore Statement udelukker således, at en forsker kendes uredelig, fordi han ved sjusk overser en medforfatters fusk.

Ophavsmændene til The Singapore Statement opfordrer de forskellige lande og internationale forskerorganisationer til selv at forfine de kortfattede principper. Astrup mener, at det var et eksempel på en sådan forfinelse, da Vancouver-protokollen i 2013 indførte en ny regel, der efter Astrups opfattelse svarer til hans ansvarsregel. Hertil er at sige, at det ikke kan beskrives som en forfinelse af et princip at forlene det med et indhold, som er diametralt modsat udgangspunktet. The Singapore Statement og Vancouverprotokollen som fortolket af Astrup er på kollisionskurs med hinanden. Førstnævnte fastslår, at hver forfatter kun er ansvarlig for sit eget, mens sidstnævnte ifølge Astrup går ud på, at alle er ansvarlige for det hele. Begge dele kan jo ikke gælde.

De fleste lande forkaster tanken om medansvar grundet uagtsomhed

En international normering af videnskabelig redelighed, der som The Singapore Statement tilstræber at samle synspunkter fra snesevis af lande, kan ikke omfatte en regel, der gør det muligt at stemple en videnskabelig forfatter som uredelig med begrundelsen, at han har overset en medforfatters svindel. Dette skyldes, at kun en håndfuld lande i verden (herunder Danmark) overhovedet anvender regler, der gør det muligt at stemple en forsker som uredelig grundet sjusk (uagtsomhed). Langt størsteparten af alle lande, herunder USA og Storbritannien, kræver fusk (forsæt), dvs. at uredeligheden udgør et bevidst forsøg på at vildlede om den videnskabelige værdi af de skildrede resultater eller om forfatterens egen forskningsindsats.

Den ovenfor omtalte konflikt mellem The Singapore Statement og Vancouver-protokollen som fortolket af Astrup forsvinder som dug for solen, når man fortolker protokollen som beskrevet af mig. Min fortolkning følger af ordlyden og er ydermere en forudsætning for, at den nye regel kan anvendes af de talløse lande, hvis uredelighedsdefinition forudsætter forsæt. Astrups fortolkning udelukker en sådan anvendelse. Også denne forskel indikerer, at min fortolkning er korrekt og Astrups forkert, for hvorfor skulle protokollens ophavsmænd indføre en regel, som stort set ingen kan bruge til noget?

Vi bliver ikke klogere af, at Protokollens sekretær har fortalt Astrup, at reglen går ud på, at »all authors are expected to be responsible for all aspects of the paper not just initial submission and not just if questions arise.«

Her bliver ikke taget stilling til det, som interesserer os, nemlig om reglen er tænkt at tjene som begrundelse for, at en forfatter stemples som uredelig, fordi han ved sjusk overser en medforfatters fusk. Ej heller bliver det forklaret, hvordan reglen skal forenes med The Singapore Statement. Måske svarer sekretærens greb om forskningsetikkens problemstillinger til Astrups.

Uagtsomt medansvar for forsætlig uredelighed er juridisk tossesnak

Den anden grund til, at domstolene ikke vil dømme en forfatter uredelig med begrundelsen, at han ved uagtsomhed har overset en medforfatters forsætlige uredelighed, er mere finurlig men kan forklares som følger.

UVVU-lovgivningen opremser en række konkrete eksempler på uredelighed, herunder brug af fiktive data eller kassation af uønskede resultater. De har tilfælles, at de kun tæller som uredelighed, hvis der udvises forsæt. UVVU-lovgivningens formål er ikke at genoprette en indtruffet skade men at udrydde en bestemt type adfærd ved at pålægge den sanktioner. UVVU-lovgivningen er for så vidt beslægtet med strafferet. Afgørende er nu, at det i forbindelse med et uredeligt forhold, der kræver forsæt, er udelukket at pålægge andre et medansvar for uredeligheden under henvisning til, at de har udvist uagtsomhed ved at overse den. Man kan heller ikke ved uagtsomhed pådrage sig et medansvar for et drab, eftersom drab forudsætter forsæt til at dræbe. Medansvar for videnskabelig svindel forudsætter, at den medansvarlige selv har handler forsætligt ved at bistå fuskeren med råd eller dåd, ved at se gennem fingre med svindlen eller modarbejde, at den opklares.

Disse to grunde bevirker i sig selv, at Astrup tager fejl, når han antager, at en forsker efter den nugældende UVVU-lovgivning kan kendes uredelig, fordi han er medforfatter til en artikel og overså, at den indeholder fusk fra en medforfatters side. Jeg noterer i forbifarten, at begge grunde forklarer hvorfor Bente Klarlund som led i det kommende domstolsopgør i hendes sag vil blive renset for UVVU’s påstand om, at hun har pådraget sig et medansvar for Milena Penkowas svindel ved at overse den. (Der er yderligere grunde).

Fremtiden

Alt tyder på, at den kommende revision af UVVU-lovgivningen vil indebære, at uredelighed fremover kræver forsæt. Når det sker, er den danske regulering af videnskabelig uredelighed langt om længe baseret på principper, som langt størsteparten af verden for længst har erkendt er de eneste rigtige. Samtidig vil Astrups ansvarsfilosofi være henvist til historien, ligesom hans fortolkning af Vancouver-protokollen fra den ene dag til den anden vil have gjort protokollens nye regel irrelevant for danske forhold. I medfør af min fortolkning bevarer reglen derimod sin betydning efter lovændringen.

Dette afslutter debatten med Arne Astrup for mit vedkommende.

uni-avis@adm.ku.dk