Ole Wævers fredsforskning: Vesten har mistet sit trumfkort

Ole Wæver har igennem årtier forsket i storpolitik og sikkerhedsteori, og hans ‘sikkerhedsliggørelsesteori’ har allerede sikret ham en status som internationalt anerkendt teoretiker med talrige forskningsprojekter og publikationer bag sig. Hans forskning står i fredens tegn, når han i spidsen for CRIC systematisk skal undersøge, hvordan man kan løse interne og internationale konflikter i verdens brændpunkter med fredelige midler.

Ole Wæver mener, at et center som CRIC har samfundsmæssig relevans netop nu, fordi der er en tendens til, at både Danmark og det internationale samfund begynder at satse mindre på militære interventioner og mere på civile tiltag. Den internationale koalition er begyndt at trække sine tropper tilbage fra Afghanistan, og nationalt verserer en heftig debat om hvad der egentlig er vundet efter mere end ti års massiv militær indsats.

Vesten har mistet legitimitet

»Siden Den Kolde Krig har der groft sagt været en relativt stor tiltro til de militære løsninger. Med Vesten i centrum har man været tilbøjelig til at vælge militære løsninger. Det ses især i den offentlige debat. Hver gang der er opstået en konflikt, rejser det samtidig en debat om, at der må gøres noget. Og fordi man ofte ikke kan se noget andet håndfast for sig, ender den militære løsning tit med at komme i centrum,« siger Ole Wæver.

Denne epoke, finder han, er ved at rinde ud. Wæver mener, at vi i de kommende år vil se flere situationer, især i Afrika, hvor den militære komponent bliver underordnet den civile.

»Vesten har ikke fortsat økonomi og militære ressourcer til krigsførelsen. Men Vesten har heller ikke længere den politiske legitimitet i en verden, hvor Vesten ikke længere er i centrum. Der er opstået nye magtcentre. Og så har vi jo dårlige erfaringer fra de operationer, der har været i gang,« siger Ole Wæver.

Der hvor konflikten vender

Centret vil have fokus indad mod konflikternes interne logikker og derved afdække de mikrodynamikker, der gør sig gældende, fortæller Wæver:

»Vi vil trække på sociologiske teorier, blandt andet om følelsers dynamikker i konflikter, hvor det er studeret, hvordan mennesker håndterer den barriere, de fleste naturligt har imod at gribe til vold. Den tilgang bryder med den vante tendens til at se vold som en nærmest lineær følge i konflikter, hvis de bliver intense nok. Det er kun specifikke situationer, der kan bringe folk forbi den naturlige hurdle, der er forbundet med vold.«

»Umiddelbart er det opmuntrende, at mennesker er mere uvillige og inkompetente til voldsudøvelse, end billedet er fra fx film. Desværre forklarer det også, hvorfor vold ofte kommer til udtryk i overdrevne og uhyrlige former som massakrer og større gruppers overgreb på små grupper. Netop fordi voldsgrænsen er svær at krydse, sker det typisk på drastiske måder. Vi skal grundlæggende forstå, hvorfor og i hvilke situationer konflikter tager et voldeligt eller et ikke-voldeligt spor.«

CRIC skal skabe generaliserbar viden om, hvorfor konflikter udvikler sig som de gør og derved forhindre at de passerer det kritiske punkt, hvor volden eskalerer. Med Ole Wævers egne ord er der brug for ‘principielle’ og ‘back to basics’ overvejelser om, hvad en konflikt er for en størrelse i sig selv, og hvad konfliktteori kan bruges til:

»Vi tror, at vi vil kunne finde nogle måder at manøvrere i situationer, så de ikke løber løbsk og ender i et blodbad. Hvis danske statslige og ikke-statslige aktører med interesse i et konfliktfyldt område havde en strategisk forståelse af konfliktens mulige udviklingsveje, så kunne det være, at de ville træffe nogle mere velbegrundede valg. Den strategiske analyse af konfliktens mikrodynamik mangler i dag,« siger Ole Wæver:

»Det så vi på tragisk vis i de seneste år, da fredeligere veje til forandring forblev ubetrådte i blandt andet Libyen og Syrien.«

Sværere at rydde bordet

Fokus vil være på to typer af konflikter. Dels der, hvor en optrapning er i gang, men inden tærsklen til voldelig adfærd definitivt er krydset; og dels konflikter som har det med at vende tilbage. Der skal arbejdes med den historiske hukommelse og konstruktionen af fortiden. Ved begge typer konflikt skal flere slags aktører bringes sammen: konfliktteoretikere, områdespecialister og praktikere.

Tværfaglighed bliver en bærende komponent, som samtidig skal sikre, at forskelligartede perspektiver hele tiden brydes. Der skal skabes et forum, hvor flere aktører kan mødes, og hvor der bliver udviklet en række procesredskaber, så den opnåede viden kan nyttiggøres. Ambitionen er altså, at teoretikerne, områdespecialisterne og praktikerne skal indgå i lokale processer på en konstruktiv måde.

Er man den indtrængende part i en konflikt, bliver man selv en del af konflikten. Og ifølge Wæver vil det i fremtiden blive sværere og sværere at smide militæret ind i konflikter som et trumfkort, og »rydde bordet,« som han siger. For der er ingen trumfkort.

uni-avis@adm.ku.dk