Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Ny dansk forskning udstiller huller i peer-review-systemet

SLØSERI - En forsker på Det Farmaceutiske Fakultet har afdækket basale regnefejl og grundlæggende misforståelser i over 150 videnskabelige artikler, der omhandler særlige teknikker til at karakterisere binding mellem molekyler. I en nyligt publiceret artikel gennemgår lektor Marco van de Weert fyrre af de vildeste fejlskud.

»Forfatterne i de analyserede artikler begår fejl på et meget basalt kemisk og matematisk niveau, som de efterfølgende ukritisk analyserer og konkluderer på. I mine øjne er der i visse tilfælde tale om fejl, som undervisere ikke tolererer på første år af farmaceutuddannelsen i fag som almen og uorganisk kemi,« hævder lektor Marco van de Weert, Institut for Farmaci og Analytisk Kemi og fortsætter:

»Det svarer til, at man følger en opskrift på en jordbærdessert og på intet tidspunkt undrer sig over en bitter bismag eller en fejlagtig farve. Tværtimod serverer man retten ukritisk efter endt tilberedning.«

Marco van de Weert og hans italienske kollega ph.d. Lorenzo Stella har i en netop offentliggjort artikel stillet spørgsmålstegn ved et stort antal videnskabelige publikationer udgivet i de sidste fem til ti år. Alle de kritiserede artikler har været gennem en peer review-proces, hvor internationale eksperter ellers normalt fungerer som garant for kvalitet og et højt niveau af faglighed.

Forstemt ombudsmand på forskningens vegne

Marcos kritiske artikel under overskriften Fluorescence quenching and ligand biding: a critical discussion of a popular methodology er netop publiceret i Journal of Molecular Structure. Førsteforfatteren håber, den får et langt liv:

»Jeg ønsker på ingen måde at genere nogen, men det er vigtigt, at man indbefatter alle forbehold når man beregner et molekyles binding til et protein i organismen – fx albumin, som er det vigtigste frie protein i blodet. Den viden, der genereres i disse artikler, er jo af stor betydning for arbejdet med lægemiddeludvikling og har derfor stor sundhedsmæssig værdi. Hvis et molekyle binder det forkerte sted kan det have toksisk effekt,« siger Marco van de Weert:

»Jeg er ikke fejlfri – og i virkeligheden er jeg ikke alvidende ekspert i fluorescensspektroskopi og fluorescens-energioverførsel. Men der er tale om så basale fejl, at jeg blev nødt til at reagere,« siger Marco van de Weert, som først og fremmest ser et problem i peer review-systemet:

»Mange reviewere har i denne forbindelse gjort et inkompetent stykke arbejde. De må og skal være garant for fagligheden. Det har faktisk været lidt forstemmende at være ombudsmand på forskningens vegne,« siger Marco van de Weert.

På jagt efter kritisk tænkning

I 2008 blev Marco van de Weert bedt om at være reviewer på en artikel om fluorescensspektroskopi og ligandbinding til et anerkendt tidsskrift. Her studsede han over en bunke beregninger baseret på helt forkerte antagelser:

»Jeg viste artiklen til en kollega, som også stejlede over forfatternes resultater. Artiklen blev afvist, men jeg begyndte at interessere mig for fagområdet. Måske er der andre, som bruger ligninger og metode forkert, glemmer at tage højde for almindelige fejlkilder og konkluderer på baggrund af basale matematiske fejl? Resultatet var faktisk skræmmende – jeg har til dato læst over 150 artikler, der i større eller mindre grad ikke stemmer overens med basal viden på området,« fortæller Marco van de Weert.

Metoderne fluorescensspektroskopi og fluorescens-energioverførsel er velkendte i kemiforsøg, men alligevel har flere forskere tilsyneladende vanskeligt ved at forstå selv helt enkle beregningsmodeller og basere deres laboratoriearbejde på almindelige antagelser. Den såkaldte inner filter effect resulterer fx i, at det tilsatte molekyle – som forskerne så at sige skal følge til dørs i forsøgsopstillingen – absorberer det lys man sender ind for at følge ændringen i fluorescens ved binding til et større biomolekyle.

Det skygger naturligvis for resultatet – og korrektion for effekten er en helt almindelig del af laboratoriearbejdet – men forfattere af mange fejlagtige artikler er tilsyneladende ikke bekendt med effekten.

»I flere tilfælde må man tage sig til hovedet. Den såkaldte Hill-ligning – udtænkt af videnskabsmanden Archibald Vivian Hill i 1910 – benyttes, når man vil beregne hvor stærkt en konkret kemisk forbindelse binder til et stort biomolekyle, der muligvis har flere bindingssteder – fx et protein eller DNA. Mange tror, at Hill-ligningen også viser, hvor mange bindingssteder, der er på molekylet. Det er ikke rigtigt. Flere artikler undersøger, hvordan et lægemiddelstof binder til fx DNA. Når man så får et fuldkommen usandsynligt resultat, der viser et enkelt bindingssted på så stort et molekyle, så må man da være på vagt med det samme. Ingen artikler formulerede de forbehold, som selv det pseudovidenskabelige netleksion Wikipedia gør opmærksom på, når det gælder brug af Hill-ligningen,« fortæller Marco van de Weert.

Udstilling af inkompetence

Marco van de Weert tøver med at tale om bevidst snyd, men mener, at forfatterne ganske enkelt udstiller deres inkompetence ved at være uvidende om helt basal viden inden for fagfeltet:

»Det skræmmende er, at den slags uvidenhed får lov til at passere peer review-systemet. I forskningsverden trækker man konstant på publicerede artikler og bygger oven på tidligere erkendelser. Ofte foregår fejlene i et relativt lukket kredsløb, hvor forskere og reviewere fortsætter med at citere hinandens fejl i én lang ukritisk kædereaktion. Da jeg som udenforstående kom på banen, kunne jeg pludselig påpege det indlysende og gøre opmærksom på et uheldigt mønster,« fortæller Marco van de Weert.

Men sandheden er ind i mellem ilde hørt. Et videnskabeligt tidsskrift, som har trykt op mod 50 fejlbefængte artikler, afviste at publicere Marcos artikel, fordi “de beskrevne fejl er velkendte”:

»Det gør mig lidt vred, for der er jo tilsyneladende tale om nye erkendelser for de reviewere, som tidsskriftet benytter sig af,« siger han.

Marco van de Weert mener, det vil få for store konsekvenser, hvis alle artikler skal rettes og skrives om – blot ser han gerne, at hans og Lorenzo Stellas kritiske gennemgang vækker genlyd, så forskere forholder sig mere kritisk til opnåede resultater og beregninger. Inden for alle fagområder.

Seneste