Navnløs ulv dissekeret på Zoologisk Museum

»Så begynder vi. Nu må vi se hvor mange af jer, der er tilbage, når vi kommer til hjertet. Der kommer det til at lugte.«

Dagens konservatorer er det rutinerede makkerpar Adbi Hedayat og Kristian Gregersen, som fører knivene og svarer på spørgsmål fra publikum.

Hvorfor er der ikke mere blod?

»Det kommer senere, lige nu skærer vi meget fint pelsen af uden at prikke hul på blodkarrene.«

Har du prøvet at spise ulv?

»Ja. Det smager forfærdeligt. Men man gør det mange steder i verden. Man skal bare passe på parasitterne i kødet, og så ville jeg krydre den godt.«

Hvorfor er ulven våd?

»Jooh, altså, det er fordi ulven har ligget i en fryser (siden november, red.). Og vi har gjort det her så mange gange, at vi præcis ved, hvornår sådan en 42 kilos ulv skal tages ud af fryseren, for at den er stuetemperatur, når vi skal skære den op. Så vi tog den op i mandags. Men vi tog fejl. Ulvens pels er så god til at holde på både varme og på kulde, at den stadig var frossen i morges. Så vi lagde den i varmt vand,« fortæller Adbi Hedayat.

Tonen er uformel, og de nysgerrige børn – og deres mindst lige så nysgerrige smartphones – får lov til at komme helt tæt på dyret.

Ingen nævner Marius.

Partners in crime

Dagens dyr er en syv måneder gammel arktisk ulv på 42 kilo. Den slags har aldrig levet vildt i Danmark, så skal den opleves i levende, er det afsted til Canada eller sydpå til Knuthenborg Safaripark på Lolland, hvor dagens døde hovedattraktion, ligesom Marius fra København ZOO, ikke passede ind i bestanden.

»Vi aftager også tit dyr fra Københavns Zoologiske Have, hvis de er videnskabeligt interessante for os, så vi er en slags partners in crime,« fortæller formidlingschef Hanne Strager, daUniavisen spørger, om Zoologisk Museum har forberedt sig anderledes end tidligere, efter ZOO fik den halve verden på nakken, da de i sidste uge skar giraffen Marius op og fodrede den til løverne.

Fik I også tilbudt Marius?

»Nej, det gjorde vi ikke. Men vi har altid lavet de her offentlige arrangementer i konservatorenes værksted. For det første fordi meget få mennesker får chancen for at se et dyrs indre, alle indvoldene, musklerne og organer og oplevelsen af, hvordan det hele hænger sammen. Og for det andet fordi vi bruger skelettet i vores samling, som fungerer som en slags databank for os. Vi kan tage dna-prøver. Vi kan undersøge om ulvene gennem årene er blevet større eller mindre. Vi kan se om ulvene i Canada, Grønland og Europa er i familie. Vi kan se, hvor mange tungmetaller, der er i kroppen på dem. Det giver os en sindssyg vigtig viden,« siger Hanne Strager.

Bag hende fortsætter udskæringen, som nu er nået et par lag længere ind.

Må vi se hjernen?, spørger en knægt blandt publikum.

»Nej, kraniet skal ikke saves op i dag. Det skal vi gemme til prøver,« svarer konservator Kristian Gregersen.

»Og skindet skal tilbage i fryseren,« fortæller Hanne Strager.

»Så har vi også mulighed for at udstoppe den senere.«