Mit første snit

Jeg er i Tjekkiet, nærmere betegnet Brno. Én af de fem heldige KU-studerende der fik plads på årets IMCC-dissektionstur. Her skal vi lære at dissekere (skære i lig til videnskabelige formål, red.) og indøve de forskellige anatomiske strukturer hver dag i de næste to uger.
Turen herned foregik i tog. 12 timers tur med folk man ikke kender kan være en hård omgang hvis det ikke havde været fordi alle var indstillede på at få det bedste ud af rejsen. Anatomiatlasser, dissektionsvejledninger og guitarer blev hevet frem, og så blev der ellers hyggesnakket, terpet og slappet af. Da vi om aftenen ankom til vores hostel, blev vi imponerede over størrelsen på værelserne der havde eget bad og toilet, køkken samt en rummelig stue med to sovesofaer. Rigeligt med plads til to.

Præstationsangst
Dissektionen påbegyndtes på andendagen. Jeg havde endnu aldrig prøvet at dissekere selv, så jeg havde gjort mig en del tanker om hvordan det ville være. Ville det være ubehageligt at sætte skalpellen mod hud og lægge det første snit? Hvordan ville det se ud, lugte og føles når jeg første gang skulle fjerne hud, fedt og blotlægge nerver og muskler. Tal om præstationsangst! Jeg valgte at gå sammen med to århusianere da de allerede havde haft dissektion og anatomi. Da de begyndte at lægge de første snit på den arm vi havde valgt, og samtidig pegede og fortalte, blev jeg hurtigt optaget af at skulle huske den strøm af informationer jeg fik, og derfor opdagede jeg først sent at jeg pludselig sad og fjernede hud fra skulderen, meget sirligt, ved brug af skalpel og pincet. Den bekymring jeg havde haft om at det ville være ubehageligt at skære i et andet menneske, og den fuldkommen urealistiske, halvt underbevidste frygt for at armen ville sitre og være levende når jeg skar i den, var væk.

Et forspring
Årsagen til at jeg i det hele taget valgte denne, lettere utraditionelle, sommerferie, er at jeg gerne ville forsøge at få et forspring i forhold til mit studie. Medicinstudiet i København er arrangeret således at dissektion og anatomi alt sammen kommer på 3. semester. Det er en meget stor mundfuld at sluge, og derfor er det smart hvis man kan få et forspring på den ene eller anden måde. Netop til dette formål er dissektionsturen et hit. Samtidig er de forhold man arbejder under i Tjekkiet meget bedre end i København. Blandt andet er udluftningen og lyset meget bedre da vi ikke arbejder i en dårligt ventileret kælder som man gør på Panum. Derudover er vi færre på holdene, og færre om hvert præparat [lig/kropsdele] hvilket gør det lettere at gå i dybden med de forskellige strukturer og organer. Sidst men absolut ikke mindst er det også en mulighed for at møde andre medicinstuderende fra hele landet og få to spændende og lærerige uger sammen med dem.

Mangel på lig
Endnu en årsag til at IMCC er begyndt af afholde disse dissektionsture, er at Danmark generelt har meget svært ved at skaffe præparater til undervisningen. Meget få danskere bryder sig om tanken om at skulle obduceres efter deres død, og i Danmark kan man kun bruge lig til dissektion hvis de i forvejen har givet tilladelse til det. Når vi har mangel på lig i Danmark, har vi derfor set os nødsaget til at tage til Tjekkiet der har anderledes, mindre skrappe regler med hensyn til donering af lig. Dissektion er en utroligt vigtig del af medicinstudiet; hvis vi ikke får lov til at dissekere, lærer vi aldrig rigtig hvordan et menneske egentligt ser ud. Det er jo ikke alle variationer der kan ses i anatomiske atlas. Derfor er disse ture til Tjekkiet en kærkommen, og ikke mindst nødvendig, mulighed for os studerende hvis vi ønsker at lære mere, og derigennem blive bedre til vores fag.