Litteraturforskeren der ser dobbelt

Litteraturforsker Poul Behrendt har opfundet begrebet læserkontrakten om den aftale læseren indgår med forfatteren, når hun træder ind i bogens univers. Bogens genrebetegnelse stemmer læseren til bestemte oplevelser: Skal man læse om virkelige eller fingerede hændelser?

De seneste tyve år har vores virkelighedsopfattelse dog ændret sig så meget, at forholdet mellem fiktion og fakta i litteraturen er blevet flydende. Vi opfatter virkeligheden som utroværdig, og derfor er der opstået en ny virkelighedshunger i litteraturen, fortæller Poul Behrendt, der netop er tiltrådt som adjungeret professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Den tid er ovre, hvor kontrakten mellem fiktionslitteraturens afsendere og modtagere var entydig, og omslagets genredeklaration var hundrede procent pålidelig. I dag blandes faktiske og fiktive elementer på nye og fiffige måder, og vi har oplevet et boom af forfattere, der skriver om deres private liv i mere eller mindre æstetiseret form.

Suzanne Brøgger, Knud Romer og senest superstjernen Karl Ove Knausgård er blot nogle af de stribevis af forfattere, der skriver såkaldt ‘autofiktion’.

Thorkild Hansens bluff

Men durkdrevne forfattere begyndte at lege med læserne længe før, vi lærte at sige autofiktion, fortæller Poul Behrendt, der har forsket i forfatterrollen i årevis og været ansat som lektor på KU siden 1980.

Han var kritiker på Det Fri Aktuelt, da han i 1990 skulle anmelde Thorkild Hansens nyudkomne dagbøger fra ungdomsårene i Paris. De øvrige anmeldere kunne ikke få armene ned: Thorkild Hansen havde aldrig skrevet bedre end da han var midt i tyverne, lød dommen.

Poul Behrendt var ikke uenig, men der var noget, der skurrede: Dagbøgerne var skrevet i førdatid. Der var også andet, der nagede, så Behrendt gravede i brevudvekslinger og interviewede de involverede og fandt, at masser af detaljer ikke stemte med virkeligheden.

Det var en moden forfatter, der havde skrevet sine ungdomsår frem i retrospekt:

»Det var chokerende og utroligt spændende at se, hvordan Thorkild Hansen fik kompetente og højt gagerede kritikere til at hoppe på, at bøgerne var autentiske dagbøger, fordi han formåede at komponere sit stof på en måde, der skabte en oplevelse af nærvær.«

Det var Thorkild Hansens bluff, der fik litteraten på sporet af kontraktbegrebet. Senere blev begrebet udvidet med en potens, og i 2006 udkom Poul Behrendts bog Dobbeltkontrakten, der med læsninger af blandt andre Suzanne Brøgger, Peter Høeg og Claus Beck-Nielsen viste, hvordan virkelighed og digtning i samtidslitteraturen flettes på måder, der ophæver de vandtætte skotter mellem fakta og fiktion.

Peter Høegs stunt

Poul Behrendt fortæller, at det ikke mindst var Peter Høegs stunt med bogen De måske egnede, der fik ham på sporet af dobbeltkontrakten.

Bogen fik et kæmpe publikum, og alle troede, at de havde læst et forældreløst institutionsbarns erindringer. Men to måneder efter udgivelsen sad Peter Høeg på bogmessen og fortalte, at han skam var vokset op i et trygt, borgerligt hjem, hvorefter han vinkede op til to fornøjede ældre mennesker på balkonen – hans forældre. Tilhørerne måbede.

»Der var mange, der følte sig svigtet af ham, fordi han havde ført dem bag lyset. Måske var det det, der fik Peter Høegs forfatterskab til at tippe i offentlighedens opfattelse. Der er et element af bedrag i dobbeltkontrakten, som kan slå voldsomt hårdt tilbage på forfatteren,« siger Poul Behrendt.

Virkeligheden er utroværdig

Hvad er fidusen i, at forfatteren trækker tæppet væk under sine læsere på den måde?

»Det skaber en heftig pirring, og ikke mindst en vældig opmærksomhed omkring forfatteren,« siger Poul Behrendt, men der er også andre grunde, tilføjer han:

»Vores virkelighedsopfattelse har ændret sig. I dag taler vi alle sammen om, at vi lever i en social konstruktion. Det er vores fundamentale oplevelse, for gang på gang viser det sig, at kameraer, spindoktorer og massemedier skaber virkeligheden. Hvis kameraet ikke var tændt, ville nyhederne slet ikke være der,« siger Poul Behrendt, og når virkelighedsopfattelsen ændrer sig, ændrer litteraturen sig med den:

»Det bliver sværere og sværere for fiktionen at bryde igennem i det mediebillede og få læserinteresse, for der er så meget reality overalt i en verden, som vi alligevel ikke rigtigt har tiltro til. Vi lever i konstant usikkerhed om, hvad der er sket, og hvad der er opfundet, så på den måde svarer den autofiktive litteratur til vores medie- og virkelighedsopfattelse,« siger Poul Behrendt.

Knausgårds porøse litteratur

En forfatter, der er brudt igennem med et brag, er det norske fænomen Karl Ove Knausgård, der med seksbinds-føljetonen om sit liv, Min kamp, har skrevet en komplet samtidshistorie.

»I mammutværket Min kamp bruger Knausgård sig selv som ubegrænset, absolut kildeadgang, og med sin metode har han holdt store dele af Skandinavien i en skruestik,« siger Poul Behrendt.

»Han har teknik, mulighed og evne til at skabe nærvær i forhold til læseren og afstand i forhold til sig selv, som ingen, der nogensinde har skrevet om sig selv i første person, har kunnet. En meget stor del af den umiddelbare opmærksomhed er knyttet til, at bøgerne handler om noget, der både foregår i og uden for romanen, og som strømmer frem og tilbage.«

Knausgårds krav til sig selv og forventninger til, hvad en roman skal kunne, er kolossale, siger Poul Behrendt. En forfatter skal røre ved mennesker og få dem til at ændre virkelighedsopfattelse. Han opfører sig anderledes end andre forfattere, fx når han bliver interviewet:

»På Det Kongelige Bibliotek var der en tilhører, der spurgte Knausgård, hvor meget hans mor egentlig vidste om, hvordan faren behandlede børnene. Han kunne have svaret: ‘Læs min bog, det her er jo ikke en brevkasse’, men det gjorde han ikke. Han svarede på spørgsmålet, som om der ikke er nogen forskel på bog og virkelighed. Han har besluttet sig for at åbne fuldstændig – det hele kan gennemstrømmes af, hvad det skal være.«

Hvordan skal man læse Knausgård – der står roman på omslaget?

»I Norge, hvor man kender alle steder og navne, er det umuligt at læse Min kamp som fiktion. Men det er klart, at jo længere man rykker væk i verden, og efterhånden som tiden går, vil oplevelsen svækkes. De elektriske stød, man får som læser, fordi man ved, at hændelserne er virkelige, vil falme, når afstandene øges. Så ingen ved, om værket vil overleve på samme måde som Marcel Prousts På sporet af den tabte tid,« siger Poul Behrendt og tilføjer, at det her i Danmark er muligt at læse romanen som fiktion:

»Politikens Marie Tetzlaff har skrevet fremragende sekshjertede anmeldelser af de bind, der er udkommet på dansk. Hun valgte eksplicit at læse romanerne som fiktion uden hensyntagen til, at Knausgård er Knausgård og Knausgårds kone er Knausgårds kone. Hun anmeldte bøgerne udelukkende på deres manifeste betingelser,« siger Poul Behrendt.

Privatliv, go home

Hvad blev der af det litterære dogme om, at man aldrig må tage af hovedstolen?

»Det var Martin A. Hansens faste overbevisning: Forfattere må ikke tære på den grundkapital, der ligger i deres barndom. Hvis man rører ved marven af sit væsen, så dør man,« forklarer Poul Behrendt.

Nu er det dogmet, der er dødt. Da Christina Hesselholt gav en autofiktiv roman titlen Hovedstolen, fik det en stor, fed finger.

»Hovedstolen er nu tværtimod blevet den store bankboks for de sidste tyve års litteratur. Men hovedstolen har jo reelt ikke eksisteret i flere generationer, for ingen har en hovedstol i dag – alle er dybt forgældede.«

»Allerede psykoanalysen offentliggjorde folks hovedstole for hundrede år siden, hvor Freud skrev den ene type patienthistorie efter den anden ud fra klienternes hovedstol. Det er en voldsom forandring i det 20. århundrede: Privatliv, go home!« siger Poul Behrendt.

Litterært identitetstyveri

Man skal ikke omgås forfattere, hvis man er bange for at finde sig selv i deres bøger, siger Suzanne Brøgger.

Den danske forfatter, der har nallerne længst nede i andres kapital, er ham, der engang hed Claus Beck-Nielsen, nu Helge Bille Nielsen. I hans roman Suverænen afsløres højst personfølsomme oplysninger om en tidligere makker, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, uden hans vidende eller forudgående accept.

Strøbech anklagede forfatter og forlag, og sagen blev prøvet ved domstolen, men han fik ikke medhold. Nu har han skrevet til sin bank, at han ikke længere hæfter for sin gæld, da han er ophørt med at eksistere andet end som Helge Bille Nielsens fiktive opfindelse.

Poul Behrendt ler længe, da vi taler om sagens absurde efterspil, men så siger han:

»Selvfølgelig går der en grænse et sted, som man ikke kan overtræde, hvis ikke efter samtykke og fælles overenskomst, og det er det, Landsretten har sat fuldstændig over styr.«

Poul Behrendt holder tiltrædelsesforelæsningen Hvad er en forfatter på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab den 10. februar kl. 14.00.

gbg@adm.ku.dk