Litterater lærer at anmelde

Der er en betragtelig afstand mellem KUA-lokaler og kulturredaktioner. Men faget ’Anmelderi’ har det seneste semester givet en række litteraturstuderende en (for?)smag på tilværelsen som anmeldere og hands on-erfaring med selv at skrive litteraturkritik.

Underviser Kamilla Löfström, ekstern lektor ved Litteraturvidenskab og til daglig litteraturanmelder på Dagbladet Information, har bestræbt sig på at faget skulle ligne dagbladenes virkelighed, hvorfor de studerende især har anmeldt bøger, der ikke tidligere er blevet anmeldt. Men derudover, hvordan underviser man så i at anmelde?

»Man kan sige, at vi har arbejdet med tre lag af tekster,« siger Kamilla Löfström. »De læste værker, selve anmeldelserne og så tekster, der handler om litteraturkritik.«

En af de klassiske definitioner af anmeldelsen er formuleret af kritiker og litteraturforsker John Christian Jørgensen. I værket ’Det danske anmelderis historie’(1994), skriver han at anmeldelsens to centrale elementer er meddelelsen – nyheden om en udgivelse – og vurderingen.

Kamilla Löfström mener dog, at den gode anmeldelse ikke kan reduceres til de to oplysninger.

»Den gode anmeldelse skal være en del af en samtale om litteraturen, som, når den er bedst, selv er en samtale om, hvad litteratur er, og hvad det vil sige at være menneske. Derfor er det vigtigt at kunne trænge ind i værket og formidle det, så det ikke bare bliver til forbrugerstof.«

Subjektivitetens rene røv

Her er det en klassisk indsigelse mod enhver anmeldelsespraksis dukker op. For er anmeldelsen ikke bare en subjektiv betragtning?

»Jo, en anmeldelse er blot en spontan læserreaktion, men som for eksempel Tom Kristensen skrev i sin meget kendte kronik ’Kritiker eller Anmelder’, så kan anmelderen i det mindste have drømmen om objektivitet i sig,« siger Kamilla Löfström.

»Men den gode anmelder har, hvad man kunne kalde, et dobbeltblik, der både læser værket, men også sin egen læsning af det, og på den måde er opmærksom på sine egne begrænsninger, og gør det klart, hvor hun eller han taler fra. Man skal som anmelder sørge for at trutte ren røv.«

Det handler om at finde sit sprog

Kurset har netop forsøgt, at gøre litteraterne bevidste om deres egne udsigelsessted. Og Kamilla Löfström er positivt overrasket over niveauet.

»Det som har overrasket mig, er at anmeldelserne i starten var meget ens, men som kurset udviklede sig, blev de meget forskellige. Og det er også det anmelderi handler om, at finde sit eget sprog.«

Den betragtning er anmelderi-kursisten Anna Sidsel Andersen enig i.

»Når man skal skrive en anmeldelse, er det vigtigt, at man har sig selv med ind i det. Det tiltalte mig meget finde en hybrid mellem lysten til skriften, formidlingen og så den mere akademiske analyse af værket.«

LÆS OGSÅ: Anna Sidsel Andersens anmeldelse af digteren Olga Ravns nyudgivne ‘Jeg æder mig selv som lyng’

Hendes medstuderende Henny Hagerup supplerer: »Faget er et fedt koncept på grund af den måde man dykkede kritisk ned i værkerne på, og spændende, fordi man så skulle forholde sig kritisk til sin egen læsning.«

LÆS OGSÅ: Henny Hagerups anmeldelse af digteren Julie Sten-Knudsens aktuelle ‘Hjem er en retning’

Cykelsmede og tidsskrifter

Kurset tager altså anmeldergerningen seriøst i en tid, hvor især dagbladenes kritik oftest kritiseres fra det litterære miljø, hvilket også genlyder i Kamilla Löfströms karakteristik af situationen:

»Enhver cykelsmed kan i dag, som Klaus Rifbjerg har sagt, kalde sig anmelder, og tager man for eksempel Berlingske Tidende, der tidligere brugte god plads på litteraturkritik, har anmeldelserne fået frimærkestørrelse, og så bliver der ikke plads til andet end nyheden og vurderingen, uddelingen af stjerner og hjerter.«

Men ifølge både underviseren og de studerende findes den gode litteraturkritik stadig. Man skal måske bare vende blikket i andre retninger:

»Området er faktisk enormt varieret,« siger Anna Sidsel Andersen. »Anmeldelsen er i høj grad bundet af dens mediale rammer. I tidsskrifterne er der gode muligheder for seriøs kritik, og også på de litterære blogs. Der er mange muligheder for, at kritikken kan højnes.«

Brandes’ brændte broer?

Med den analyse in mente kan den danske litteraturkritiks historie godt virke noget cirkulær. Anmelderiet hørte oprindeligt tidsskrifterne til, men blandt andet Georg Brandes arbejdede for at kritikken skulle kunne læses i den bredere offentlighed..

»Så det er problematisk, hvis man ikke længere finder den gode kritik i dagbladene, men udelukkende i tidsskrifter og på blogs med små læserskarer,« siger Kamilla Löfström.

»For en samtale er selvfølgelig sjovest og mere interessant, hvis der er mange, der deltager i den. Men man kan også skrive på dette skræmmebillede, sådan at man, hver gang man skriver en anmeldelse, forsøger at bevise, hvorfor vi skal fortsætte med at have dagbladskritik.«

En fordring til Löfströms hold af kritikere in spe, måske? I hvert fald mener underviseren, at flere af hendes studerendes kritiske stemmer fortjener at blive hørt i en bredere offentlighed. Men om de får muligheden for det, er hun ikke sikker på:

»Men jeg kunne ønske, at de kunne komme til det.«

uni-avis@adm.ku.dk