Kunsten at behandle en stofbruger

Antropolog Steffen Jöhncke har i mange år forsket i behandling af stofbrugere. Nu har han forsvaret sin ph.d.-afhandling hvor han blandt andet redegør for konflikten mellem den politiske og kulturelle opfattelse af misbrugsbehandling og den professionelle faglige viden på området

af Ann Steendahl Søndergaard

Hvad handler din ph.d.-afhandling om?

»Jeg undersøger både hvordan det er som antropolog at forske i et praktisk felt som misbrugsbehandling, og hvorfor misbrugsbehandling er skruet sammen som det er. Hvad er det for nogle forestillinger om misbrug og behandling der findes, og hvordan præger de den måde man handler på?«

»Der er ofte en forestilling om at behandling er spild af tid og penge da der er ligeså mange misbrugere i dag som der altid har været. Alligevel kan vi ikke forestille os nogen anden løsning end endnu mere behandling. Alle har en mening om misbrugsbehandling, så det er et felt hvor professionel faglig viden har svært ved at trænge igennem de politiske og kulturelle overbevisninger. Metadonbehandling er ofte blevet betragtet som en ret dårlig form for behandling selvom det er en af de få behandlingsformer som rent faktisk hjælper folk. Omvendt har mere konsekvent behandling hvor man fx sender folk væk på behandlingshjem i en længere periode, en høj status på trods af at erfaringer har vist at det stort set ikke hjælper. Erfaringer viser at det i praksis er bedre med frivillighed og et tillidsfuldt forhold til behandleren. Der er dermed et misforhold mellem den faglige viden og den politiske, folkelige og kulturelle overbevisning. Det er især dette dilemma der har været drivkraften bag min afhandling.«

Hvad er problemet med den politiske og kulturelle idé om behandling?

»Grundlæggende tror jeg at den politiske og kulturelle idé om behandling er med til at fastholde stofmisbrug som et individuelt og psykisk problem. Det bliver i højere grad et spørgsmål om at den enkelte skal tage sig sammen og komme ud af misbruget, og det er i mindre grad et socialt problem. Der er nogle forestillinger om at misbrug i princippet kan ramme alle, men det er helt forkert. Man kan faktisk påvise at der er en klar social skævhed i hvem der bliver misbrugere. Dårlig opvækst og social belastning medvirker til at man har en større sandsynlighed for at blive afhængig af stoffer. Men behandlingen trækker i den anden retning og giver udtryk for at det er et individuelt problem. Vi er holdt op med at betragte det som et samfundsproblem, og det resulterer i at vi fastholder en bestemt behandling af problemet, også selvom at det ikke virker. Det fritager samfundet for en central del af ansvaret for hvordan folk har det.«

Hvorfor vil man ikke behandle problemet på en anden måde?

»Jeg tror simpelthen at den nuværende behandling føles som en passende kulturel og politisk løsning på problemet. Vi skal bare have nogen til at udføre en behandling, og så er det problem løst. Så behøver vi ikke tage stilling til om det virker, og hvorfor nogle mennesker lever under forhold der gør at stoffer bliver løsningen på deres problemer. Mit argument er derfor også at løsninger og behandling skaber problemer. Vi vedtager at noget er løsningen, og så får vi problemet til at passe til den løsning vi har opfundet. Vi laver en institution først, og så fylder vi den med indhold. Det medfører at det i meget højere grad handler om at opretholde ideen om behandling, og at det ikke er så vigtigt om den er en succes eller en fiasko.«

Hvad håber du at opnå med din forskning?

»Jeg vil først og fremmest gerne bidrage til at skabe noget debat om behandling. Løsningen på behandlingsproblemet er ikke nødvendigvis at vi skal holde op med at behandle fra i morgen. Vores system er nu engang kørt i stilling til at gøre tingene på en bestemt måde. Men jeg er bekymret for tendensen til individualisering. Vi skal prøve at motivere folk til at se på al den forskning der faktisk er lavet om behandling, og se på hvorfor vi bliver ved med at have nogle bestemte forventninger til behandling når vi kan se at det er noget andet behandlingen gør. Hvis metadonbehandlingen hjælper nogen mennesker til at leve et bedre liv hvorfor er det så ikke godt? Metadonbehandling bliver miskrediteret fordi vi har nogle urealistiske forestillinger om hvad rigtig behandling bør gøre nemlig at gøre brugere stoffri. Det forhindrer os i at være mere pragmatiske i forhold til at se på hvad man rent faktisk kan gøre for at hjælpe stofbrugere. De radikale løsninger er attraktive fordi de er enkle. De har en folkelig appel, og det forhindrer os i at forstå kompleksiteten af problemerne, og at der måske er andre måder at løse dem på. Jeg vil gerne åbne en debat om de urealistiske forventninger vi har til hvad behandling er og få fokus flyttet over på at stofmisbrug er et kompliceret socialt problem.«

• Send
• Del