Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU'er jager meteoritter på Antarktis

PLANETFORSKNING - KU’s forskere kommer vidt omkring i jagten på videnskabens sandheder. Til lands, til vands og i luften indsamler de data og gør nye landvindinger inden for deres felt. Uniavisen følger en ung planetforsker helt om på den anden side af kloden. Han jager nemlig den lille bitte brik, der forhåbentlig får hele det store puslespil til at gå op.

I lastrummet på et kæmpestort amerikansk transportfly sidder en dansk geologistuderende. Hans navn er Jesper Holst, og han er på vej til det koldeste og goldeste sted på Jorden.

For bare en uge siden sad han trygt og godt i sin varme og velkendte kontorstol på Geologisk Museum på Københavns Universitet (KU). Nu sidder han spændt fast bag i en C17. Der er ingen vinduer, og ingen stewardesser kommer med varme måltider. Komforten varsler om den benhårde ekspedition, der venter.

Turen går fra Christchurch i New Zealand til McMurdo-stationen i Antarktis. Det er i hvert fald planen. Men hvis vejret er bare halvdårligt, er det for farligt at flyve, og så bliver hele turen udsat. I dag skinner solen. Eventyret kan begynde.

Med sommerfugle i maven og udsigt til to måneders total isolation er han klar til at lande på den permanente havis og gå i gang med missionen: at jage meteoritter.

Det hvide kontinent

»Der falder et jævnt antal meteoritter over hele jordkloden. Vi kunne lige så godt lede i Gribskov eller på Amager Fælled, men det er svært at finde kulsorte sten i en mørkebrun skovbund. Antarktis er et stort, hvidt kontinent, og vinden er så hård, at den skræller islagene af. Meteoritterne ligger som perler på en snor på isen foran bjergtoppene,« forklarer han.

Meteoritter er klumper af sten og metal, der kommer fra rummet. Forskerne indsamler og analyserer dem for at lære mere om, hvordan solsystemet er dannet. Langs den transantarktiske bjergkæde samles store mængder is og presses opad. Det opkoncentrerer forekomsten af de eftertragtede sten.

Man opholder sig ude på isen i seks uger i træk. Man bliver fløjet fra basecampen og midt ud i ingenting. To mand, en snescooter og et telt, og så kan man ellers finde isboret frem og begynde at slå pløkkerne i, fortæller geologen.

Jomfruelige, tussegamle perler

Selve arbejdet med indsamlingen foregår på snescooter på blåisen. Med sikkerhedsudstyr, ekstra tøj og frokost i sædet er man klar til at tage af sted. Man kører side om side og afsøger isen systematisk i én bane, vender rundt og kører tilbage i en anden bane. Hvis man finder en sten her, så er det en meteorit. Der er simpelthen ikke noget terrestrisk materiale i de her områder.

Den første meteorit, forskerne finder, er bare halvanden centimeter i diameter, men fornemmelsen er stor. »Den har ligget der i isen i tusinder af år og været ude i rummet i milliarder af år, og så er man den første, der ser den. Det er en ret speciel oplevelse. Vi fandt også en ret sjælden type, der er helt afrundet fra turen ind igennem atmosfæren og nærmest er smeltet om som et projektil.«,« siger Jepser.

Meteoritterne varierer meget i størrelsen. Den største de finder vejer 26 kilo og er omtrent så stor som en fodbold. Hver sten markeres med et flag, inden de samles ind, nummereres og sendes til Johnson Space Center i Houston, USA.

I løbet af de seks uger på isen, finder holdet over 300 meteoritter. Ud af 42 dage arbejder de 15. Resten af tiden er vejret for dårligt, og de må blive i lejren.

Læs den store reportage og se billederne i denne måneds papiravis, der udkommer torsdag den 11. april.

Seneste