Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU melder 15 Penkowa-artikler til UVVU

FUSKMISTANKE - KU reagerer på rapporten fra det internationale panel, der har gransket Milena Penkowas forskning, ved at sende hele dyngen af mistanker videre til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Det kan koste Penkowa doktorgraden.

Rapporten var lækket i forvejen, så konklusionen om, at der er grund til at mistænke snyd i 15 af Milena Penkowas videnskabelige artikler, var ingen overraskelse. Spørgsmålet er, hvad Københavns Universitet ville stille op med den.

Svaret er, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) nu skal undersøge de 15 mistænkelige artikler, som det internationale panel har udpeget ud af i alt 108 forskningsartikler, som Penkowa har bidraget til. UVVU er allerede ved at undersøge et antal Penkowa-sager ud over de 15, som nu også er under mistanke. De mistænkte artikler er skrevet i begyndelsen af Penkowas karriere i 2000-2005.

Snød med vilje

Leder af forskerpanelet, professor Hans Lassmann, Medical University, Wien, understreger, at mistanken er, at Penkowa har snydt med vilje, og at der ikke blot er tale om utilsigtede fejl.

Panelet mistænker, at Penkowa har opdigtet dyreforsøg, manipuleret med data, forfalsket sine resultater og undlagt kontroleksperimenter.

Det kan koste Penkowa både ph.d.- og doktorgrad. Fire af de mistænkte 15 artikler har indgået i Penkowas doktorafhandling, en enkelt i hendes ph.d.-afhandling, sagde prorektor for KU, Thomas Bjørnholm, på et pressemøde tirsdag den 7. august.

SE OGSÅ: KU’s pressemeddelelse om om de nye mistanker om snyd

Det vil være Akademisk Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der i givet fald skal beslutte, om hun skal fratages sine to titler. Det kan ske, hvis det videnskabelige grundlag bortfalder.

Mistanken koncentreret om Penkowa

Rapporten om Penkowas forskningsproduktion kommer som en lettelse for en del af hendes samarbejdspartnere og studerende. Panelet konkluderer, at Penkowas mistænkelige arbejde er udført af hende selv. Forskerne i ekspertpanelet har dog ikke særskilt skullet forholde sig til eventuelle medskyldige.

Panelet konkluderer, at problemerne koncentrerer sig omkring videnskabeligt arbejde, hvor forsøgene og tolkningen af data hovedsageligt er udført af Penkowa selv, forklarede professor Hans Lassmann på pressemødet.

Det er fortrinsvis foregået i perioden fra hun blev ph.d. i december 1999 og fortsatte i en tre et halvt årig såkaldt postdoc-stilling, og indtil hun fik sin doktorgrad i marts 2006.

Penkowa er også en god kollega

Prorektor Thomas Bjørnholm takkede på pressemødet det internationale panel for at have leveret et nuanceret billede af Milena Penkowa som forsker, og han mente, at det måske ville komme som en overraskelse, at vurderingen er positiv på nogle områder.

Penkowa beskrives således som ambitiøs og flittig med gode samarbejdsrelationer og orden i eksperimenterne, så længe der var tale om analyser lavet for eller i samarbejde med andre forskere. Panelet fandt heller ingen problemer i artiklerne, hvor hendes studerende har bidraget til arbejdet.

Produktionen af forskningsartikler har været omfattende, og i en stor del af forskningen, er der ikke grundlag for kritik. Ingen vil kunne beskylde Penkowa for ikke at have været flittig.

SE OGSÅ: Københavns Universitets hjemmeside om Lassmann-rapporten, der også indeholder links til bilag

chz@adm.ku.dk
clba@adm.ku.dk

Seneste