Peter Kjær Jensen der er adjunkt på Afdeling for International Sundhed, er ikke i stand til at forudsige naturkatastrofer. Alligevel var
timingen perfekt da han i maj måned inviterede en række nødhjælpsarbejdere til kurset Water and Sanitation in Emergencies på Københavns Universitet.
Kurset er et modul i masteruddannelsen i International Sundhed. Da kurset blev afholdt, anede ingen af deltagerne at de så kort tid efter skulle få akut brug for den nye viden om drikkevand, miljøhygiejne og sanitet.
Ud af de 27 kursister på det fire uger lange kursus kom fem fra Indonesien, og da de satte sig i flyet fra Danmark den 19. maj var det med tankerne om en forestående vulkan i deres hjemland i hovederne.
»En vulkan som den ventede i Indonesien er en god krise forstået på den måde at der er tid til at evakuere befolkningen og opbygge et beredskab. De indonesiske deltagere regnede med at nu skulle de hjem til vulkanen, og så kunne de begynde at øve sig lidt på de ting de har lært på kurset. Ingen havde forestillet sig at det skulle blive så ekstremt og akut,« fortæller Peter Kjær Jensen.
For som bekendt var det ikke en vulkan, men et kraftigt jordskælv der rystede Indonesien nærmest før flyet fra Danmark var landet
»Det er en meget mærkelig fornemmelse at du underviser folk i noget torsdag, og mandag bruger de det ude i felten, og så handler det pludselig om liv og død,« siger Peter Kjær Jensen.
Han sidder selv i Danmark, men følger sine kursister via en fælles e-mail hvor de kan udveksle gode råd i krisesituationer.
Og der er hårdt brug for vand- og sanitetseksperternes hjælp, for lige nu står flere end 100.000 indonesere uden tag over hovedet, og et af de største problemer er netop drikkevandet. Peter Kjær Jensen er sikker på at kurset i Danmark kan få afgørende betydning for arbejdet.
»Jeg ved at deltagerne er godt rustet herfra. De ved at det betaler sig at give sig tid til at tænke sig om før de begynder på noget. Løsningen afhænger jo altid af hvad det er for et sted, og hvad det er for nogle mennesker det drejer sig om.
Tre af kursisterne fra Indonesien arbejder med vand- og sanitetsprojekter for Røde Kors, og de vil helt sikkert få et meget stort ansvar og komme til at lede og fordele arbejdet, og jeg tror på de kommer til at gøre en forskel,« siger Peter Kjær Jensen der alligevel har en lille smule sommerfugle i maven over at det kursus der startede som et pilotprojekt efter tsunamien i 2004, pludselig skal stå sin prøve i en virkelig krisesituation.
Professionelle nødhjælpere
Lige nu er situationen i Indonesien akut, men der bliver brug for nødhjælpsarbejdernes færdigheder i mange år fremover.
»Den gennemsnitlige tid folk bor i en flygtningelejr, er syv år, og behovene ændrer sig hele tiden. Den første dag handler det bare om at de skal have rent vand at drikke, men efter en uge skal der langt mere vand til, for så skal de også til at bade. Når faciliteterne er der, skal de lokale have undervisning i hvordan de bruger dem. Ellers bliver det rent Roskilde festival. Det kan gå i en uge, men hvem gider bo der i to år?« spørger Peter Kjær Jensen.
Derfor mener han også at der er brug for at der bliver uddannet flere nødhjælpseksperter som ud fra en tværfaglig tilgang til krisesituationer med fokus på sociologi, religion, kultur og hardcore ingeniørarbejde er i stand til at bevare overblikket i forbindelse med naturkatastrofer og andre humanitære kriser.
Den tværfaglige uddannelse til nødhjælpsarbejder findes ikke i dag, og kurset Water and Sanitation in Emergencies er på nuværende tidspunkt kun et fire uger langt forløb som led i masteruddannelsen i international sundhed.
Men Peter Kjær Jensen arbejder på at udvide kurset til en selvstændig master – en såkaldt “Master of Disaster”. I fredags holdt han møde med fire store nødhjælpsorganisationer om projektet.
»NGO’erne siger at deres problem når de skal rekruttere til nødhjælpsarbejde, er at ansøgerne ikke har den relevante faglige baggrund. Det kan fx være en sygeplejerske der har arbejdet hele sit liv i Danmark, men aldrig har beskæftiget sig med nødhjælp. Derfor ser de meget positivt på at vi laver en kandidatuddannelse. I dag er der et uddannelsesmæssigt
vakuum,« fortæller en positiv Peter Kjær Jensen efter mødet.
»Mødet har vist at der er et bagland der er parat til at aftage kandidaterne. Nu har vi sparket bolden så højt op som vi kan, og så er det op til dekanatet og universitet at gribe den,« fortsætter han.
Selv håber han meget at forslaget om en Master of Disaster vil gå igennem hos de højere instanser. Ikke mindst på grund af de mange tilbagemeldinger han de sidste uger har fået fra jordskælvsområdet.
»Det største kick du kan få som lærer på universitetet, er jo at du rent faktisk er med til at gøre en forskel. Det er jo det vi er her for. Og hvis det her
ikke er den bedste form for ulandshjælp, så ved jeg ikke hvad det skulle være,« slutter Peter Kjær Jensen.
VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.
Afdeling for Eksperimentel Medicin
Store eksamensdag
Basunkinder og messing, der skinner
Studerende demonstrerede imod SFSR´s besparelser
Årsfest på Københavns Universitet
Voxpop: Er nutidens studerende for dårlige?
Verdens første fælles Hum-revy
Rundspørge: Hvordan er din studiestart?
Velkommen til År Nul
Hvad er det dog, de laver?
Årets DHL-stafet i neongrønt
Fest for begyndere
Det Astronomiske Observatorium
Geologisk Museum tørrer kælderen efter skybrud
Vidensbydel Nørre Campus´ udviklingsplan offentliggjort
Kærlighed til bøger og biblioteker
Voxpop: Posterwalk på Panum
Ninna Meacock - Art Supplement
Demodebat på Frue Plads
Galleri: Universitetets historiske bygninger INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk