Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-guldkorn

Speltens afløser — Quinoa, der oprindeligt er en tropisk plante, kan nu dyrkes i Danmark. For at nå hertil, måtte den på en lang rejse inden for plantevidenskaben på KU.

Quinoaplantens rødder har suget kraften ud af Lollands fede jorde denne sommer, men forud er gået års forædlingsarbejde med planteartens små frø, som oprindeligt stammer fra Andesbjergene.

Københavns Universitet (KU) har leveret frøene. Lektor Sven-Erik Jacobsen, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, har arbejdet med at tilpasse den tropiske plante til de danske klimaforholds korte vækstsæson.

Han ser oplagte fordele ved at dyrke planten, som den oprindelige befolkning i Sydamerika har dyrket og spist som en meget vigtig afgrøde:

»Quinoa har en fin nøddeagtig smag. Den kan klare tørke og saltholdige jorder, og den er heller ikke afhængig af meget varme. Den kan trives i store højder og i et klima, hvor kun få andre afgrøder kan vokse, og så har den et højt proteinindhold af en meget høj kvalitet,« siger han.

Fra fattigmandsafgrøde til fancy superfood

Da Sven-Erik Jacobsen fik fat i quinoa første gang, udviklede den sig så langsomt, at han i nogle tilfælde først kunne høste den i juleferien. Hans arbejde har siden bestået i selektion og forædling til hurtigere modning, så vi i dag har dansk quinoa, der modner omkring 1. september, fortæller han.

Sven-Erik Jacobsens forædlingsarbejde har været en forudsætning for at slippe quinoaplanten løs på Lolland, men dens gode ry er for længst rejst verden rundt, og i de senere år er interessen boomet.

(Artiklen fortsætter)

Professor Sven-Erik Jacobsen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab med nogle af sine grønne super-quinoaplanter, her i Jylland

»Amerikanerne begyndte at importere den i stor stil allerede i 1970’erne, og Europa kom også med. Derfra gik den fra at være en lokal fattigmandsafgrøde, som stort set ingen forskere eller forbrugere var interesseret i, til at være en afgrøde af ekstremt høj værdi,« siger Sven-Erik Jacobsen.

2013 blev i øvrigt af FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, udnævnt til ‘internationalt quinoa-år’.

På Lolland går de spændte og afventer årets udbytte

Allerede da han skrev sit speciale på Landbohøjskolen, var Sven-Erik Jacobsen interesseret i bælgplanter og i nye og alternative afgrøder. Siden eksperimenterede Sven-Erik Jacobsen på en forsøgsmark med hestebønner og lupin, og tilfældigvis fik han i 1984 nogle quinoafrø fra en etnolog på Nationalmuseet.

»Dér opstod min interesse for netop quinoa, og det gik op for mig, at hvis jeg virkelig skulle lykkes, måtte jeg fokusere helhjertet på quinoaen,« siger han.

På Lolland er man nu spændt på årets udbytte af den nye quinoadyrkning. Lollandske landmænd har dyrket sukkerroer i henved 150 år, men forbrugerinteressen for det hvide sukker er styrtdykket, mens quinoa sælger til skyhøje priser som ‘speltens afløser’.

anfj@adm.ku.dk

Seneste