’Kriminaliteten og misbruget er en del af et helt, levet ungdomsliv’

På Sociologisk Institut tager en mild ung kvinde imod Uniavisen. Den 35-årige adjunkt Tea Torbenfeldt Bengtsson har arbejdet med udsatte børn og unge siden hun blev kandidat i 2005.

En stor gruppe af de unge, der er anbragt uden for hjemmet, går i teenageårene fra at være børn og unge i fare til at være farlige unge, der er involveret i kriminalitet, vold og misbrug. Tea Torbenfeldt Bengtsson har netop fået en pose penge – en lille million såmænd – af Det Frie Forskningsråd til sit nye forskningsprojekt om anbragte unges risikoadfærd. Som de unge selv oplever den, vel at mærke.

»Jeg undersøger, hvordan de unge selv forstår deres risikofyldte handlinger, og hvordan de skaber mening med det, de gør. Projektet kan forhåbentlig give en større forståelse af, hvordan de unge tænker, og jeg håber, at de unges egne oplevelser kan bruges aktivt til at hjælpe dem.«

Blind vinkel

Undersøgelsesgruppen af 16-18-årige unge er eller har i perioder været anbragt uden for hjemmet i plejefamilier eller på institutioner. De står på tærsklen til deres voksenliv, og i systemet går de fra at blive håndteret af sagsbehandlere inden for børne- og ungeområdet til sagsbehandlere inden for voksenområdet, fortæller Tea Torbenfeldt Bengtsson.

Som samfund sætter vi alle sejl til for at hjælpe de unge, så godt vi kan. Alligevel ryger mange af dem ud i misbrug, kriminalitet og selvskade igen og igen. For der er en blind vinkel:

»Vi afviser de unges egne forklaringer som betydningsløse. Deres rationaler bliver hurtigt afskrevet i den voksne verden. Men der er indefra set gode grunde til, at de unge handler, som de gør, og det er vigtigt at få frem i deres historie,« siger sociologen.

Forskningsbevillingen skal bruges til at få de udsatte unge selv i tale. Tea Torbenfeldt Bengtsson håber at kunne interviewe i omegnen af 25 unge tre gange med et halvt års interval. Hun har plukket dem fra et stort survey fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hvor de har svaret positivt på spørgsmål om kriminalitet, misbrug og selvskadende handlinger.

Vi putter børn i fængsel

Tea Torbenfeldt Bengtsson skrev ph.d. om unge indsatte. Feltarbejdet foregik på sikrede afdelinger for unge under 18.

»Som arbejdet skred frem, slog det mig, at så længe børn fra udsatte familier er små, synes vi, at det er rigtig synd for dem. Når de så bliver teenagere, bliver deres adfærd grænseoverskridende og irriterende, og så er det ikke synd længere. Så skal de selv bære skylden, og de bliver åbenbart så farlige, at vi er nødt til at låse dem inde, siger Tea Torbenfeldt Bengtsson og tilføjer efter en kort pause:

»Der sidder 16-årige indespærret i fængsler og arresthuse helt alene i op til tre måneder! De unge er udsat for rigtig mange svigt og overgreb. Hvem er de farlige børn, der skal bag lås og slå? Hvordan ser deres verden ud, og hvordan oplever de selv anbringelsen og deres hverdagsliv på de sikrede institutioner? Hvordan giver de absurde ting, de er ude i, mening for dem? Det ville jeg gerne vide.«

Vilde paradokser

Tea Torbenfeldt Bengtsson interviewede de unge, men det var svært:

»Der var ofte lidt hat og briller over det. Alle ved, hvordan teenagere har det med at sætte sig ned og få en god lang snak med en velmenende voksen. Læg så oveni, at disse drenge og piger lige var blevet afhørt af politiet, og der kom jeg så og smækkede en diktafon på bordet.«

De unge er vant til samtaler med pædagoger og sagsbehandlere, der har en særlig dagsorden, for de skal stille noget op med de unge. Det skulle forskeren ikke, og hun kunne tilbyde både anonymitet og tavshedspligt:

»På de sikrede afdelinger sagde jeg til dem, da vi begyndte, at hvis de fortalte mig om alvorlig kriminalitet, som de havde tænkt sig at begå, så kunne jeg ikke holde min mund. Og hvis de havde planer om at gøre noget mod andre unge eller personalet, så ville jeg også være nødt til at gå videre med det. Men alt andet, det blev imellem os.«

Tea Torbenfeldt Bengtsson blev slået af nogle vilde paradokser i hele anbringelsessituationen, siger hun:

»De er udsat for den ultimative eksklusion, mens systemet forsøger at tilbyde en integrerende handleplan. Men de indsatte unge har svært ved at engagere sig i længerevarende pædagogiske målsætninger. De har deres fokus rettet mod livet udenfor og meget lidt imod institutionens logikker. De er optaget af, hvornår de kommer ud, hvilken dom, der venter, og hvad deres kæreste render og laver derude.«

Det er deres liv

Tea Torbenfeldt Bengtssons budskab er, at vi er nødt til at forstå de unges liv som et helt liv og ikke blot som kriminalitet, misbrug eller frygtelige handlinger:

»Kriminaliteten og misbruget er en del af et helt, levet ungdomsliv. De unge henter deres normer og værdier i fællesskaber med vennerne, og disse kodeks bringer de med ind på anbringelsesstederne og i institutionernes interne hierarkier,« siger Tea Torbenfeldt Bengtsson.

Hun tilføjer, at de unges indbyrdes relationer er enormt sårbare og konstant til forhandling. Man skal byde ind med noget, og det skaber en hårdhed hos mange at begå sig i de kulturer, for de er barske. Men det giver mening for dem, siger Tea Torbenfeldt Bengtsson:

»De har det jo sjovt, de fester og fyrer den af, der er gang i den, og det er den anden side. De kan ikke se, at det er så problematisk, det de har gang i,« siger hun.

Alligevel er det meget svært, at få dem til at tale om deres blik på fremtiden. De unge ved godt, at de gambler med deres frihed, og de er også klar over, at de gør noget, som de ikke burde.

Men set i sammenhæng med alt det andet de gør, så er de daglige joints eller at de skærer i sig selv bare ét problematisk hjørne af deres tilværelse. De er for eksempel hjemløse i perioder eller ude i kriminalitet eller sidder inde, så de lever i usikkerhed hele tiden.

»Det er nogle gennemgribende kulturer. De unge har et hverdagsliv, hvor kriminaliteten er integreret. Der er ikke nødvendigvis onde intentioner bag deres handlinger. De her svigtede unge er en del af en ungdomskultur, der søger spænding, drama og action: Vi keder os, vi bryder ind i en bil, vi kører noget ræs, og så har vi det fandeme sjovt imens.«

Den kropsliggjorte rus

I sit nye projekt vil Tea Torbenfeldt Bengtsson koncentrere sig om kriminalitet, misbrug og selvskade. Udover at være på kant med det normale, er det nemlig handlinger, hvor de unge har sig selv med. Det er kropsliggjorte oplevelser, siger hun.

De unge har det skide dårligt, fortæller de i interviews. ”Jeg ryger hash, for ellers kan jeg ikke holde ud at være i verden. Jeg skærer i mig selv for at fjerne smerten.” Det er den ene side.

Men den anden side knytter sig til selve oplevelsen: ”Jeg gør det her, fordi jeg mestrer det. Jeg ryger, ja, men jeg fungerer normalt, for det kan jeg. Jeg kan ’cutte’ mig selv eller lade være at spise, for jeg har styr på det, og jeg ved lige præcis, hvor langt jeg kan gå.”

At autonomi, spænding og kontrol er afgørende oplevelser for de unge, hænger ifølge Tea Torbenfeldt Bengtsson sammen med deres særlige livshistorier.

»De er magtesløse på mange områder. Deres forældre vil ikke have dem, de er smidt ud af deres plejeforældre og ekskluderet fra skolerne. De bliver uvenner med alle voksne, ingen vil have dem. Men det her, det kan de, de kan det rigtig godt, og de har venner, fordi de kan det. Det er en del af en kultur, der rækker ud over den enkelte til et fællesskab, som de ellers ikke har.«

Håndholdte historier

Tea Torbenfeldt Bengtsson vil gerne i dybden med de unges egne perspektiver i de interviews, hun skal bruge dette semester på at få i hus. Hun håber også at kunne udstyre en gruppe unge med kameraer, så de kan lave videodagbøger til hende.

»Hele interviewsituationen er ubehagelig for mange af dem. Og hvis jeg gerne vil forstå deres rationaler, så går det jo ikke, at det er mig, der formulerer alle spørgsmål,« siger hun og håber, at de unges egen dokumentation kan åbne for perspektiver, som forskeren ikke selv havde set komme.

Tea Torbenfeldt svarer tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt anbringelser uden for hjemmet mere eller mindre er den direkte vej til et liv på kanten.

»Der findes gode anbringelser, selvfølgelig, men vi kan bare se, at det langtfra er størstedelen af dem.«

Men er det godt nok?

Det lader til, at systemerne ikke er gode nok til at hjælpe de unge?

»Jeg tror, at der er mange ildsjæle derude, der gør det rigtig godt, som brænder for de unge, og som gør en forskel. Det er ikke til at sige, hvordan det var gået, hvis de ikke havde været der. Det er meget komplekst,« siger Tea Torbenfeldt Bengtson og tilføjer:

»Vi kan ikke lide at høre det, men det handler især om, at disse børn og unge har trukket de forkerte forældre. Man forsøger at rette op på mange ting, men det laver bare ikke om på, hvem der er deres forældre, og at det er de miljøer, de kommer fra og ofte også vender tilbage til. Og selv om det forhåbentlig går bedre på nogle områder, så er det enormt udsatte familier, vi taler om.«

Men gør vi det godt nok?

»Det er lidt letkøbt at skyde på systemet … jeg siger ikke, at vi ikke kan gøre det bedre. Men det, jeg håber at kunne bidrage med, er de unges egne perspektiver. For vi lytter ikke godt nok, vi hører ikke deres forklaringer, og de vægter ikke specielt tungt. Det er der mange grunde til, men det er, hvad de unge oplever. Ikke at blive hørt. Ikke at blive troet på. At blive svigtet – igen – på den måde.«

Jeg spørger Tea Torbenfeldt Bengtsson, hvad hun gør, hvis en ung føler sig så imødekommet af den fordomsfri forsker, at hun lukker op for sit dybe inderste. Kan hun så bare sende hende tilbage til gadens ensomhed?

»Der er mange etiske overvejelser. Jeg møder kun de unge i interviewet, og så er jeg væk igen. Derfor skal jeg ikke få dem presset ud i noget, de ikke har lyst til at dele,« siger hun.
»Vi vil gerne tænke, at der er ansvarlige voksne omkring de her unge, men det er der ikke. Når jeg for eksempel spørger: ”Hvis du kom ud for noget alvorligt, hvem ville du så bede om hjælp?”, så er svaret næsten altid: ”Mine venner”.«

Tea Torbenfeldt Bengtssons beretning gør stort indtryk på Uniavisen, og Deres udsendte spørger – igen – om vi ikke kan gøre mere for de unge. Svaret lyder:

»Vi skal være realistiske. Det kræver høj etik og moral at arbejde med de unge, som kan være helt enormt grænseoverskridende i deres adfærd. Det, de virkelig mangler, er trygge, blivende relationer. Hvem af os kan stille op og tilbyde reelle nære relationer til de her unge mennesker?«

gbg@adm.ku.dk