Klarlunds anmelder: »I videnskabelig sammenhæng er tillid ikke et smukt ord«

Han troede egentlig, hans tid i selskab med Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) var et overstået kapitel. Men da UVVU besluttede at genoptage Klarlund-sagen, stod det klart for ham, at det ikke skulle være sådan.

»Almindeligvis ser jeg ikke så træt og udslidt ud,« siger klinisk professor og overlæge Henrik Galbo, da Uniavisen møder ham på hans kontor i det bleggrå etagebyggeri ved Tagensvej, hvor Rigshospitalets muskelforskning finder sted.

Her i opgang 75 arbejder Galbo, mens opgang 76 huser Center for Inflammation og Metabolisme, forskningsenheden som Bente Klarlund Pedersen står i spidsen for.

»Det har at gøre med foråret; jeg lider af allergi,« undskylder Galbo, »men det hænger også sammen med, at jeg næsten ikke orker mere.«

Klarlund har motivet, mener Galbo

Det var Henrik Galbo, der sendte en klage til rektor Ralf Hemmingsen over de 12 videnskabelige artikler, der i december 2013 fik UVVU til at dømme Klarlund videnskabeligt uredelig. Da Milena Penkowas forskersvindel blev optrevlet i 2010-11, bad rektor offentligt om hjælp til at afsløre omfanget af Penkowas svindel.

De 12 artikler, der handler om muskelforskning, har det til fælles, at Penkowa har assisteret med farvning af muskelprøver, og at Klarlund er ledende forfatter (på nær til én) og i flere tilfælde også korresponderende forfatter.

»Man havde indtil da fokuseret på Penkowas egne hovedområder, nerve- og cancerforskning. Så tænkte jeg, at det kunne være interessant at se, hvordan det lå inden for hendes bidrag til muskelforskningen, fordi det er det, som jeg har forstand på,« fortæller Galbo.

»Jeg har aldrig kaldt det ’Klarlund-sagen’,« tilføjer Galbo, men siger samtidig, at det var Klarlund, som havde motivet til at snyde, da de 12 artikler påviste hendes hypoteser, og da hun som ledende forfatter kunne regne med at høste mest ære for resultatet.

Mistanken

Henrik Galbos mistanke til rigtigheden af Klarlunds resultater går faktisk helt tilbage til tiden, inden offentligheden og han selv havde fået nys om Penkowas svindel, fortæller han.

I juni 2003 var Galbo et af Københavns Muskelforskningscenters ledende medlemmer, som derfor deltog i et internt seminar, hvor muskelforskerne præsenterede deres forskning for hinanden.

Klarlund præsenterede et projekt, hvis resultater blandt andet byggede på samarbejdspartneren Milena Penkowas muskelfarvninger.
»Klarlund præsenterede noget, hvor tingene ikke hang sammen. De farvninger, der blev præsenteret fra muskelpræparater, stemte ikke med, hvad hun og hendes medarbejdere havde fundet på anden vis, altså ved blodprøver og så videre,« fortæller han.

Konferencen fandt sted, før Penkowa og hendes manipulerede muskelfarvninger – som hun havde assisteret Klarlund med – var i søgelyset. Men de modstridende resultater undrede Galbo, hvilket han gjorde opmærksom på i en efterfølgende spørgerunde, fortæller han.

Dagens program var stramt, og næste foredragsholder stod klar i kulissen. Henrik Galbo husker ikke Klarlunds præcise svar, blot at hun stillede sig uforstående over for kritikken. Det undrede Galbo, som dog ikke tænkte nærmere over det, siger han. Men da sagen mod Penkowa rullede i 2010-11, og rektor udsendte sin opfordring, dukkede Klarlunds modstridende resultater hurtigt frem af hukommelsen, fortæller Galbo.

Afsløringen af Penkowas svindel forklarede, hvorfor muskelfarvningerne havde vist så exceptionelle fund. Men den forklarede ikke, hvorfor Klarlund havde godtaget Penkowas muskelfarvninger – på trods af at farvningerne tilsyneladende viste det stik modsatte af, hvad Klarlunds eget laboratorium havde fundet frem til – uden at stille sådanne sædvanlige og simple krav til udvælgelse og bedømmelse af materialet, der ville have kunnet forebygge eller afsløre svindel, siger Galbo.

»For mig at har Klarlund enten bidraget til svindlen eller valgt at lukke øjnene eller været så fagligt inkompetent, at hun har overset åbenlys svindel. Derfor er hendes egentlige valg enten at indrømme svindel eller at have optrådt meget professionelt inkompetent,« siger Galbo.

Henrik Galbo mener, at de billeder, der blev præsenteret under foredraget, er de samme som optræder i den senere offentliggjorte artikel ’Immunohistochemical detection of interleukin-6 in human skeletal muscle fibers following exercise’ fra september 2003, den første af de tolv artikler, Galbo indklagede Klarlund for.

Kritiserer Klarlund for at gå til pressen

Mapper, papirer og chartekker hober sig op på skrivebordet i Henrik Galbos kontor. Øverst ligger professorens seneste bidrag til UVVU-sagen, hans kommentarer til de nye oplysninger, der netop har ført til en genoptagelse af sagen. Nedenunder, et sted i bunken, findes de øvrige skrivelser, som Galbo har bidraget med til den snart treårige sagsbehandling. Det er dokumenter, han indtil videre, har holdt tæt til kroppen.

»Jeg mener bestemt, at enhver domstol – og en faglig myndighed som UVVU – skal have fred til at komme frem til deres egne konklusioner. Det betyder, at der ikke skal være nogen debat i det offentlige rum, som kan tænkes at influere på processen,« siger Galbo.

Flere af de medier, der har fulgt sagen tæt, har måttet undvære en kommentar fra klageren Galbo, mens hans modpart, Klarlund, ikke har udvist samme mediemodvilje.

»Det er ærgerligt, at Klarlund ikke er blevet bebrejdet noget mere, at hun og hendes venner har procederet sagen i pressen,« tilføjer han.

Da Galbo efter afgørelsen i december regnede sagen for afsluttet, bad han Uniavisen offentliggøre sine sagsindlæg. Han har desuden opfordret UVVU til at lægge alle sagsindlæg ud på internettet efter afgørelsen.

Klarlund har undervejs betvivlet dine professionelle kompetencer. Har det haft betydning for din beslutning om at offentliggøre dine indlæg?

»Det er da rigtigt, at når jeg nu er interesseret i, at mine dokumenter kommer frem, så hænger det også sammen med, at så længe, det kun er hendes indlæg, der er på banen, og så længe det er vanskeligt at gennemskue for andre, så kan man få den idé, at jeg var helt galt på den.«

Kritik før tillid

Henrik Galbo håber, sagen kan opfattes som ’en akademisk diskussion’, og at forskere in spe kan tage ved lære af den vigtige pointe: en kritisk tilgang er essentiel i den akademiske verden. Kritik må altid komme før tillid.

»I videnskabelig sammenhæng er tillid ikke et smukt ord,« mener Galbo.

»Et af de argumenter, der i meget høj grad har været fremført af Klarlund og hendes støtter er, at vi uden tillid ikke kan komme nogen vegne, det hele vil bryde sammen. Men det er bare sådan, at videnskabens væsen er kritik. Det er der ikke noget personligt i; det er bare det vigtigste redskab vi har i arbejdsprocessen. Man skal hele tiden betvivle! Hvis vi bare labbede det hele i os, viste total tillid, så ville vi være fuldstændigt uegnede som afdækkere af sandheden.«

»Hvis du har tillid til alting, frikender du dig selv for pligt til omhu, faglig kompetence og ansvar, fordi du lægger ansvaret over på de eventuelt inkompetente personer og snydere, der hjælper dig,« siger Galbo.

Galbo: UVVU roder

I starten af april vil der ligge endnu en foreløbig afgørelse i sagen om Klarlund i Galbos postkasse. Nævner man genoptagelsen af sagen, fremkalder det et opgivende udtryk i Galbos ansigt. Han siger, han ikke har lyst til endnu en omgang i UVVUs høringskarrusel.

Klarlunds sag bliver genoptaget, fordi UVVU havde misforstået rækkefølgen af to artiklers publicering og dermed beskyldt Klarlund for manglende krydshenvisninger på et forfejlet grundlag.

»Det stod ingen steder i min rapport, at lige netop dét der skulle være forkert. Hvordan er de kommet frem til det?« spørger Galbo.

»Det er ikke underligt, Klarlund synes, det er forkert at beskrive en problemstilling i den endelige afgørelse, som ikke var omtalt i den foreløbige. Men samtidig er det til hendes fordel, for UVVU har afsløret, at de ikke er ufejlbarlige, og nu er de nødt til at lave det om igen,« sukker han.

Galbo har flere gange i forløbet haft følelsen af, at UVVU ikke har nærlæst hans kommentarer. For eksempel er simple fejl, som han påpegede undervejs, ikke blevet rettet i decembers endelige afgørelse.

Galbo mener, at UVVU har begået både biomedicinske og juridiske fodfejl, og forskellen på konklusionerne i UVVUs foreløbige og endelige afgørelse er overraskende stor. Derfor mener han, trods alt, at genoptagelsen af sagen er på sin plads.

Fortidens brægende stemme

Henrik Galbo tager sig god tid til at vælge sine ord. Det er derfor, han ikke er egnet til fjernsyn, siger han. Interviewet har varet halvanden time – det var ikke gået i Deadline på DR2 – og er ved at være ved vejs ende.

»Nu får du lige et indslag fra Galbos filosofiske laboratorium. Hvad er meningen med livet?« spørger han retorisk, for denne gang har han selv svaret lige på tungen:

»At få børn. Og at gå i graven med et smil og føle, at man brugte tiden på at blive indsigtsfuld. Jeg er blevet klogere af det her, og jeg har levet op til de forventninger, som jeg har haft siden jeg var ung til, hvordan universitetet skal fungere. Jeg har deltaget i en akademisk debat, og selv om Klarlund ufortjent skulle blive frikendt, har der været nogle vigtige spørgsmål oppe at vende.«

»Nogle gange tænker jeg, at det, jeg sidder og siger, er noget, jeg er vokset op med. Jeg har betydelige støtter til mine synspunkter, men de fleste er døde for mange år siden. Nogle gange tænker jeg, at jeg bræger som en stemme fra fortiden, og at jeg må indse, at verden har ændret sig. I dag gælder det om at råbe op om, hvor god man er – selv om halvdelen er snyd. Vi kender alle ’kejserens nye klæder’. Den historie, er der mange, der ikke forestiller sig, er reel stadigvæk. At den foregår her.«

LÆS OGSÅ: Bente Klarlund Pedersens respons: Stenen og glashuset

sofie.hansen@adm.ku.dk