Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Klarlund erklæret uredelig - KU overvejer konsekvenser

FORSKNINGSPRAKSIS - Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) afgjorde før jul, at professor Bente Klarlund Pedersen har handlet videnskabeligt uredeligt. Hun tager dele af afgørelsen til efterretning, men vil fortsat have UVVUs legitimitet prøvet ved retten. Sagen har allerede fået konsekvenser, idet hun har forladt en post i Novo Nordisk Fonden.

Den højtprofilerede professor på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet muskelforsker Bente Klarlund Pedersen kan nu skrive en titel af den mindre flatterende slags på et ellers langt og flot CV.

Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) afgjorde før jul, at hun har handlet videnskabeligt uredeligt i to ud af tre sager, som UVVU har behandlet.

LÆS OGSÅ Klarlund: Sandheden er taberen

Groft uagtsom

I den ene sag kritiseres Klarlund for i sin rolle som medforfatter at have udvist i det mindste grov uagtsomhed ved at have overset, at den bedrageridømte hjerneforsker Milena Penkowa havde genbrugt og manipuleret billeder af muskelceller set under et mikroskop.

I den anden sag, der omhandler fire artikler og en ansøgning om forskningsmidler finder UVVU derimod ikke, at der er begået videnskabelig uredelighed.

Der er sket et alvorligt brud på god videnskabelig praksis i én af artiklerne, da metodebeskrivelsen ikke indeholder væsentlige oplysninger om forsøgspersonerne, men det skyldes en fejl under redigering af artiklen, konkluderes der.

I den tredje sag finder UVVU, at der i seks af 12 videnskabelige artikler er begået videnskabelig uredelighed. Kritikpunkterne er, at Bente Klarlund Pedersen som ledende forfatter af en artikel har været involveret i beslutningen om kun at foretage visse målinger på en udvalgt del af den samlede forsøgspopulation, men det fremgår ikke af artiklen, at en selektion har fundet sted, samt hvilke kriterier, der er anvendt.

I fem artikler er der anvendt materiale, herunder forsøgspersoner, fra tidligere studier, uden at dette anføres i artiklerne, og det er sket på en måde, der vildleder læserne af artiklerne, mener dommerpanelet under UVVU.

Beklager nok en gang

Bente Klarlund Pedersen beklager, som hun har gjort gennem hele det lange forløb, at hun ikke var mere opmærksom på kvaliteten af Milena Penkowas arbejde.

»Det er en alvorlig sag, som jeg og mange andre i den danske forskningsverden har lært af. Jeg indklagede selv Milena Penkowa for UVVU i forhold til fire artikler, som jeg var medforfatter på. Det gjorde jeg allerede i 2011, da jeg blev opmærksom på, at der kunne være snyd forbundet med hendes arbejde. Samtidigt trak jeg artiklerne tilbage,« skriver hun i et svar per e-mail.

Heri erklærer hun sig også tilfreds med, at der nu er fundet en afgørelse i forhold til sagen mod Milena Penkowa, og at den ene af de to andre sager er blevet afvist.

»Hvad angår den tredje sag, tager jeg udvalgets afgørelse til efterretning, men er ikke enig. Det er på sin plads, at der kan udtrykkes kritik over for fejl og forglemmelser. Men jeg mener grundlæggende, at afgørelsen om uredelighed er forkert. Det støder mig, at man kan blive kendt uredelig uden at have snydt.

UVVU’s afgørelse tager udgangspunkt i en forståelse af god forskningsmæssig praksis, der er ude af trit med hvad mange andre forskere anser for god praksis. Blandt andet derfor håber jeg, at ministeren vil tage initiativ til at få vurderet, hvordan man kan forbedre den måde, man tackler sådanne sager på i Danmark.«

Hun tilføjer:

»Jeg frygter at dommen vil åbne for et forskningsmiljø, hvor man ud fra en nul fejls-politik kan anmelde sine konkurrenter til UVVU. Det vil ikke gavne dansk forskning, og mine internationale kolleger er uforstående over for praksis i Danmark.«

Sagen ikke slut

Bente Klarlund Pedersen har derfor heller ikke tænkte sig at opgive den retssag, som hun har anlagt mod Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og UVVU.

»Nu vil jeg se fremad og i øvrigt afvente udfaldet af retssagen,« skriver hun i sit svar per mail til Universitetsavisen.

Morten Østergaard er blevet indblandet, fordi han som øverste chef for det ministerium, som UVVU hører under, har forlænget det nuværende dommerpanels mandat ud over de seks år, som ifølge loven er den maksimale periode.

Det er ifølge Bente Klarlund Pedersens advokat, Eigil Lego Andersen, ulovligt. Han har tidligere udtalt, at han håber, at et andet dommerpanel vil vurdere sagen anderledes.

UVVU forsvarer sig

Noget utraditionelt, og måske på grund af retssagen, helliger UVVU også en del af pressemeddelelsen om afgørelsen til at redegøre for UVVU´s mandat, forklare den juridiske forskel på forsæt og grov uagtsomhed samt medansvar.

Den officielle begrundelse lyder, at »der i dele af dagspressen har været givet udtryk for misforståede opfattelser af det retsgrundlag, som UVVU’s afgørelser hviler på.«

LÆS PRESSEMEDDELELSEN HER

KU og Riget overvejer sanktioner

Hvis Klarlund får medhold i retten, vil man altså stå i en uoverskuelig situation.

Københavns Universitet (KU), hvor Bente Klarlund Pedersen er ansat som professor Rigshospitalet, hvor hun er overlæge har måske derfor valgt at vente med at melde ud, hvilke eventuelle konsekvenser sagen får for hendes ansættelsesforhold.

»Københavns Universitet tager sager om videnskabelig uredelighed meget alvorligt, og vi har fulgt denne sag fra start. Vi vil bruge julen til at studere afgørelsen grundigt. Ledelsen tager selvfølgelig afgørelsen fra UVVU til efterretning, og vi har noteret, at Bente Klarlund Pedersen gør det samme. UVVU udtaler en skarp kritik, og vi vil nu sammen med Bente Klarlunds hovedarbejdsgiver – Rigshospitalet – vurdere, hvilke sanktioner afgørelsen vil give anledning til,« siger prorektor Thomas Bjørnholm på vegne af KU.

Bente Klarlund Pedersen har allerede trukket sig som redaktør og advisory board-medlem for de internationale videnskabelige tidskrifter ‘Journal of Physiology’ og ‘Experimental Physiology’.

Senest har hun trukket sig frivilligt fra Novo Nordisk Fondens Læge- og Naturvidenskabelige Komite som konsekvens af UVVU’s afgørelse.

Ifølge Politikens chefredaktør Bo Lidegaard får uredelighedsafgørelsen derimod ikke konsekvenser for hendes virke som brevkasseredaktør på hans avis.

clba@adm.ku.dk

Seneste