Katastrofen er ikke interessant

VERDENSBORGER - Vores kosmopolitiske verden giver os en allerhelvedes masse problemer, varsler Ulrich Beck. Men hvis vi udvikler en global bevidsthed, så har vi i det mindste en chance for at forstå, hvad der rammer os. Universitetsavisen mødte den tyske stjernesociolog, da han besøgte KU

af Sune Engel Rasmussen, Christoffer Zieler

Det er lidt flabet at gribe fat i et gammelt tysk begreb om det kosmopolitiske, give det en hurtig afbørstning og stille sig frem og kalde det for et nyt paradigme. Så Ulrich Beck er vist en arrogant mand.

»Jeg har skrevet tre bøger om det her kosmopolitiske stuff,« siger Beck så. »Men begrebet bliver ikke brugt ret meget.« Okay, Ulrich Beck er også selvudslettende.

København var skelsættende

I øvrigt er det et andet ord, risikosamfundet, der gjorde den tyske sociolog til akademisk superstjerne. Beck udviklede sit risikobegreb i 1980’erne. Han satte begreb på alle de nye grænseoverskridende trusler, der kunne skræmme livet af det refleksivt moderne menneske.

Bekræftede os i, at det er farligt at leve, og hvordan selve samfundets struktur og de menneskelige relationer forandrer sig med nye risici: Sygdom, atomskyen, og den allerfriskeste, klimaforandringer. Sidstnævnte katastrofe var dog for abstrakt, mente Beck, til nogensinde at kunne engagere almindeligt moderne individer.

»Den teori blev falsificeret,« smiler han hen over bordet i det linoleumslugtende klasseværelse på Center for Sundhed og Samfund på Københavns Universitet, hvor han er trækplaster for Dansk Sociologkongres 2010.

»Og i den forstand vil jeg ikke kalde klimatopmødet i København en fiasko. Det var snarere et wake-up call. En kosmopolitisk begivenhed.«

Dirty kosmopolitisering

Men hvad ligger der i udtrykket en kosmopolitisk begivenhed? Jo, Danmarks seneste nationaltraume (efter H.C. Andersen-året), klimatopmødet i Bella Center, gav os noget nyt.

Da alle delegerede var lusket hjem i flyverskjul, stod vi tilbage med et ændret globalt magtlandskab. De vestlige nationalstater sætter ikke længere dagsordenen for forhandlingen af globale konflikter. Og, hvad mere er, mener Ulrich Beck – topmødet illustrerede, hvor utilstrækkelig den nationale ramme er for en analyse af verdens sande tilstand.

Disse værdifulde erfaringer er den gode version af den kosmopolitiske udvikling. Den dårlige er, at resultatet af mødet var kaos og frustration. Vi kommer ikke nødvendigvis til at blive lykkeligere mennesker, blot fordi vi er mere kosmopolitiske.

»Det modsatte er faktisk mere sandsynligt,« siger Ulrich Beck.

I kontakt med virkeligheden?

»Man skal skelne mellem to helt forskellige ting. Kosmopolitisme er idealet om det globale fællesskab, i forlængelse af Kant, men kosmopolitisering er uønsket,« siger Beck. »Uønsket, usynlig og dirty. Det her er ikke noget, vi kan vælge til eller fra.«

Nationalstaten er antikveret, den orienterer sig indad, og den opfylder ikke vores forventninger. Det er derfor, vi igen og igen ser, at det internationale samarbejde udspiller sig klodset, som et sækkeløb, hvor deltagerne falder over hinanden længe før målstregen.

Men hvordan skal en ny kosmopolitisk verdensorden så realiseres i virkeligheden? Vi lever jo fortsat i stater. Er kosmopolitismen ikke blot en feteret forskers verdensfjerne tanker om en hypotetisk global orden, som fungerer fint for ham selv, mens han rejser fra konference til konference og sover i bløde hotelsenge? Det mener Beck ikke.

»Det her er ikke den gamle jetset-kosmopolitisme. Den nye kosmopolitiske orden tager afsæt i migration, i individers oplevelse af at agere i forskellige samfund og tale forskellige sprog. Det her er ikke blot en kosmopolitisme med vinger – der er også et sæt rødder. Det er en ikke-elitær almen oplevelse.«

Sociologi for de uskolede

Den kosmopolitiske idé, siger Beck, indebærer, at vi ikke kan udelukke ’den globale anden’. Med ’den anden’ griber Beck griber fat i sociologiens måske mest fundamentale begreb.

Ikke voldsomt originalt, kan man mene. Men det er karakteristisk for den tyske tænker, at han ligesom sin engelske kollega Anthony Giddens, har forstået at hive sociologiske luftkasteller ned på jorden, så almindeligt begavede mennesker uden sociologisk skoling kan følge med.

At formulere de her ting, vi et eller andet sted godt ved i forvejen, på en let erkendelig måde. Men med et større overblik end de fleste.

Han trækker tegningekrisen frem som eksempel. Globalisering giver mulighed for ekstremt vidtrækkende handlinger for individer – vi er i hinandens vold slet og ret. Og tegningerne af Muhammed fik utilsigtede og uoverskuelige konsekvenser.

Vi kan ikke blive fri for hinanden

Nationalister brugte tegningesagen i deres vedvarende konstruktion af et fællesskab, der ikke ser noget behov for at inkludere mennesker uden for nationens grænser.

Beck vil det modsatte, vi skal ikke blot interessere os for mennesker, vi ikke kender, vi skal også erkende, at vi ikke kan blive fri for mennesker, vi ikke kender. Det er sådan set en moralsk fordring.

»Det nationale udgangspunkt er lig med en institutionaliseret kiggen-den-anden-vej,« siger Beck. Men den globale anden har inviteret sig selv ind i vores liv. Men vi stritter imod – nationalistiske bevægelser der masser af – men den form for modstand vil blot bringe den anden endnu tættere på os. Og sandsynligvis på en voldelig måde.

»Når vi forholder os til hinanden i essentialistiske termer, går det galt. Muslimer, for eksempel. Vi ignorerer, at hver eneste muslimske familie rummer et væld af forskellige identiteter, hvis vi bare tænker på muslimen som en essentialistisk enhed. Sådan som Samuel Huntington gør i sin tænkning om civilisationer i sammenstød med hinanden.«

Eller kort og godt: Hvis vi profeterer civilisationskrig, så er det det, vi får.

En ny samfundsforskning

Idéen om kosmopolitisme indebærer, at man som samfundsforsker skal indrette sig under et nyt paradigme og genformulere idéen om social ulighed.

»Alle, der forsker i social ulighed, er betinget af metodologisk nationalisme. Selv Bourdieu,« siger Beck om sociologernes halvgud.

»Vi har svært ved at forestille os og konceptualisere noget, der ikke har sit udgangspunkt i nationalstaten. Der er ingen demokratisk fornemmelse, der går ud over den nationale beholder, og al dataindsamling sker inden for en national tanke.« Ligesom vi også forholder os til klimapolitik i et nationalistisk perspektiv.

En ny antagonisme

»Klimaforhandlingerne rummer en dobbelthed, de er ren ambivalens. På den ene side er der et kosmopolitisk imperativ, der siger ’samarbejd eller forgå’, og på den anden findes en ny antagonisme om, hvem der definerer problemet og løsningerne.

De nye magter ville langt hellere tale om den vestlige verdens ubetalte historiske regninger, end at arbejde for at løse et fælles problem.

Her er man vel nødt til at trykke Ulrich Beck lidt på maven. For er det en ny global dynamik, han tegner, eller trækker han bare verdens ældste konflikt frem fra konceptkisten - de rige mod de fattige, altså klassekampen?

Værre end proletariatet

Ulrich Beck kan ikke bruge klasserne. Selv klassebegrebet i en opdateret form vifter han væk.
Han taler om multietniske, transnationale former.

Mener du en etnisk underklasse?

»Ikke en klasse med en bestemt kultur og et magtfællesskab. Den skjulte baggrund bag sociologernes klassebegreb er troen på den nationale lighed inden for klassen.« Også klasse er uløseligt knyttet til det nationalistiske perspektiv.

»Men individualiseringen har opløst enhver form for klassemæssigt tilhørsforhold. Der er ingen i dag, der identificerer sig med en klasse.«

Og opløsningen af de gamle klassekategorier forstærkes blot af globale trusler som klimaforandringer. Beck har en påstand om, at »fattigdommen er hierarkisk, men smoggen er demokratisk.«

Er katastrofen demokratisk?

Men det passer da ikke? Han skal ikke bilde os ind, at vesterlændinge med orkanvarslingssystemer og råd til at bygge diger rammes lige så hårdt af vejrets omskifteligheder som bangladeshiske fiskere og kenyanske bønder?

»Den kan misforstås, den sætning,« indrømmer Beck.

»Klimaforandringer forstærker ulighed på lokalt, nationalt og globalt plan ulighed. Men det er blot ét aspekt. Når klimaforandringerne radikaliseres, vil hele menneskeheden være truet, og det betyder, at ingen kan ekskluderes.«

»Individualisering har ikke opløst forskelle. Tværtimod har det gjort ulighederne værre. Klasse er for blød en kategori, til at beskrive, det der sker. Selv i Europa er der en stor del af befolkningen, som vi andre slet ikke kan bruge. De er uden for klasse, uorganiserede, uden rettigheder, illegale, så i den forstand er realiteterne værre end det proletariat, Marx forudså. Proletariatet udgjorde i det mindste en del af magtspillet.«

Hvad gør vi så?

Uvished er en slap undskyldning for pessimisme

»Jeg havde den diskussion med Nicklas Luhmann. Han sagde, tingene ændrer sig ikke alligevel, lad os holde fast i det, vi har. Problemet er alle alarmisterne; de skal holdes tavse. Luk skuffen, så bliver problemerne løst. Det var Luhmanns holdning, groft sagt,« siger Beck om sin afdøde og ligeledes feterede landsmand.

»Vi lever i en pessimistisk tid, men verden forsvinder jo ikke. Jeg er ikke optimist, men jeg siger: Lad os nu prøve.«

For eksempel burde man ifølge Beck have sendt Lissabontraktaten til fælles afstemning i hele EU på én gang. Vi kan lige så godt teste nye måder at forholde os demokratisk til en ny verden på, mener han. Frem for at tale folk i sænk med dystre udsigter.

Ind i risikozonen

»Pessimister giver altid indtryk af, at de kender fremtiden. Men det gør de jo ikke. Heller ikke Luhmann. Den globale bevidsthed kunne måske give os en ny refleksivitet, en ny referenceramme,« siger Ulrich Beck.

Det er i denne sfære, risikozonen kunne man kalde den, hvor samfundsforskeren bør husere. Hvordan vi frembringer trusler og eksternaliserer dem, eller kort sagt: lader dem gå ud over andre, mens vi vasker vores hænder og kigger væk – dét er vigtigt område at studere, mener Beck.

Han holder af krisen, kan man se, smiler begejstret over, hvor spændende det hele i grunden er.

»Katastrofen er ikke interessant. Sociologisk set. Når katastrofen kommer, er det for sent. Risikoen, forventningen om katastrofen, er det interessante.«

ser@adm.ku.dk
chz@adm.ku.dk

• Send
• Del