Kampen om den økonomiske diskurs

SLÅSKAMP - Efter en lang periode i harmonisk enighed er der udbrudt krig blandt universitetsøkonomer. En tidligere Nobelprisvinder går forrest i opgøret

af Kenneth Praefke

Selv om det på overfladen kan forekomme at være en stille kamp på ord, kan man næppe forestille sig et opgør, der kommer tættere på at være korporligt, når det udkæmpes af universitetsøkonomer.

Forestil dig en valplads, hvor midaldrende gråhårede bebrillede økonomer har taget opstilling på den ene side over for en flok af ligeså midaldrende, gråhårede og bebrillede økonomer på den anden.

Det er en kamp om retten til at have ret. Provokeret af den finansielle og økonomiske krise er økonomer verden over gået i faglig selvransagelse, mens andre er gået i panisk forsvar for deres livslære – fuldkommen uanfægtet af den dybeste kløft i verdensøkonomien siden 1930'erne.

Opgøret er i høj grad blevet personificeret ved Nobelprisvinder Paul Krugman, der, med en platform som blogger på New York Times’ hjemmeside og en masse læsere i ryggen, er gået til angreb på den bredde økonomstand.

»As I see it, the economics profession went astray because economists, as a group, mistook beauty, clad in impressive-looking mathematics, for truth,« skriver Krugman blandt andet i kronikken How Did Economists Get It So Wrong? i New York Times Magazine fra den 2. September sidste år. Særligt dette citat – som dårligt tåler en meningsudvandende oversættelse - slår hovedet på sømmet i debatten og er blevet omdrejningspunktet i den for økonomer usædvanligt personlige og perfide diskussion.

Saltvand og ferskvand

I den nævnte kronik fra New York Times Magazine, der i høj grad er blevet et manifest i diskurs-kampen, deler Krugman økonomstanden op i to: ferskvandsøkonomer og saltvandsøkonomer - som lige så vel kunne hedde de troende og tvivlerne, eller de onde og de gode (i hvert fald i Krugmans øjne).

Ferskvandsøkonomerne er fra indlandsuniversiteterne – for eksempel Chicago – mens saltvandsøkonomerne opholder sig lands kysten – på for eksempel Harvard. Krugman selv tilhører de salte økonomer.

Skal man kondensere essensen af de to skoler, så er ferskvandsøkonomerne liberalister, der tror på markedet, at agenterne, dvs. vi, er rationelle, og så hylder de den såkaldte efficient-market hypothesis – at markedet altid prissætter for eksempel aktier korrekt ud fra den offentligt tilgængelige information. Over for dem står saltvandsøkonomerne, der tror på statsindgreb, tvivler på agenters rationalitet og hylder Keynes (statslig regulering af økonomien) og adfærdsøkonomi.

Modstanderne skyder igen

John H. Cochrane, University of Chicago, er en af de økonomer, der har taget kampen op med Krugman. Han har blandt andet affyret følgende svada mod Krugmans I forveksler skønhed med sandhed-anklage: »Logical consistency and plausible foundations are indeed ’beautiful’ but to me they are also basic preconditions for ’truth’.«

Cochranes svar til Krugman hedder How did Paul Krugman get it so wrong? og forsøger eller lykkes med – afhængigt af øjnene der ser – at tilbagevise Krugmans anklager.

»Here's all he has to say: ’Irrationality’ caused markets to go up and then down. ’Spending’ then declined, for unclear reasons, possibly ’irrational’ as well. The sum total of his policy recommendations is for the Federal Government to spend like a drunken sailor after the fact.«

Også når det gælder økonomers brug af matematik er de to trosretninger uenige. Krugman mener, at matematifiseringen har fået økonomer til at acceptere store forsimplinger for at kunne opskrive teorierne smukt. Cochrane derimod siger: »Math in economics serves to keep the logic straight, to make sure that the ’then’ really does follow the ’if’, which so frequently does not if you just write prose.«

Kampen kæmpes også i Danmark

Debatten er også nået til Danmark, hvor den også kredser om især Keynes og Krugman. To af de mest indignerede debattører er økonomiprofessor Henrik Jensen fra Økonomisk Institut på KU og Jesper Jespersen, professor på RUC.

De to har ved flere lejligheder krydset klinger. I 2007 i Information og senest i vinteren 2009-2010 har de to genoptaget diskussionen på deres respektive blogs.

I sit blogindlæg Paul, hvorfor har du forladt mig? kapper Henrik Jensen – som så mange andre økonomer – båndene til Paul Krugman med udgangspunkt i hans kronik i NYT Magazine.

»Så Krugman krydsede for mig en tærskel med den artikel. Det blev for meget politik og holdninger, og for lidt økonomi. At han så krydrede det med perfiditeter, gjorde ikke sagen bedre.«

Over for det står Jesper Jespersen, der forsøger at genoplive Keynes.

»Den økonomiske krise har således udfordret den mainstream økonomiske konsensus, at en styrkelse af markedskræfterne skulle indeholde en del af løsningen på de økonomiske uligevægte, der i stigende grad kendetegner den makroøkonomiske udvikling,« skriver Jesper Jespersen i sit indlæg Keynes og den aktuelle krise, der stiller ham på side med Krugman.

Hvis du ikke ved, om du er saltvandsøkonom eller ferskvandsøkonom, eller hvis du ikke ved, hvor du står i diskurskampen i økonomi, er de to dueller Krugman vs. Cochrane og Jensen vs. Jespersen et godt sted at starte.

Både den danske og amerikanske diskussion viser, at økonomer langt fra er så enige, som de sidste to årtiers harmoni ellers kunne antyde.

Uni-avis@adm.ku.dk

• Send
• Del