»Jeg fandt ud af, at blasfemiparagraffen er ganske fornuftig«

Hvad handler specialet om?

Om blasfemiparagraffen, der er hjemlet i straffelovens § 140.

Jeg har kigget på, hvad folk har sagt om blasfemiparagraffen, og det er ikke altid lige sagligt. Mange kritiserer den og siger, at det er en lov, der ‘beskytter Gud’, hvilket bestemt ikke er korrekt. Paragraffens sigte er at beskytte orden og fred, og den findes da også i dette kapitel i lovgivningen.

Der er kun i tre tilfælde, siden blasfemiparagraffen trådte i kraft i 1933, blevet afsagt domme om blasfemi. To af de gange – i 1938 og 1946 – er folk blevet dømt for at overtræde den; i ’38 for at nedgøre jødedommen, og i ’46 blev tre personer dømt for at iklæde sig præstekjole ved et maskebal og foretage en ‘dåbshandling’. Tredje gang der var en retssag om blasfemi var da musikeren Trille blev anklaget for blasfemi for sangen ’Øjet’ fra 1970, der kritiserede datidens religiøse opdragelse – og hun blev frikendt.

Det er nok ikke tilfældigt, at de to domme for blasfemi blev afsagt tæt på Anden Verdenskrig. I ’38 handlede det helt givet om, at dommerne ville undgå, at jøderne i Danmark blev udsat for overgreb, som det skete i Tyskland. I ’46 var det nok krigstraumerne, der spillede en rolle, men desværre har vi ikke i dag så mange informationer om den retssag.

Under striden om Muhammedtegningerne var der rygter om, at nogen ville brænde Koranen på Rådhuspladsen i København, og på det tidspunkt oplyste Københavns Politi, at man kunne anholde initiativtagerne med henvisning til blasfemiparagraffen, igen for at undgå uroligheder. Det kom dog ikke til at ske, fordi afbrændingen forblev et rygte.

Blasfemiparagraffen bliver også beskyldt for at karambolere med ytringsfriheden. Men det er der hellerikke belæg for at hævde, at den har gjort i Danmark, når man ser, hvad der er blevet sagt om religioner fx i diskussionen om tegningerne fra Jyllands-Posten. Den debat førte ikke til, at nogen blev dømt for blasfemi, selv om der var folk, der ønskede det. Men der var heller ikke folk, der brændte ambassader af i Danmark eller lavede voldelige opstande.

Når blasfemiparagraffen kun har været brugt så lidt, er det også fordi Rigsadvokaten i hvert enkelt tilfælde skal beslutte, om der skal rejses tiltale eller ej. For retssikkerhedens skyld ville det efter min vurdering være bedre, hvis der blev givet ret til privat påtale, dvs., at folk selv kunne rejse en sag ved domstolene. Dermed ville domstolene definere retspraksis, sådan som det normalt sker.

Hvorfor skal vi andre interessere os for dit speciale?

Fordi der er behov for mere klarhed over, hvornår blasfemiparagraffen bør bruges.

Da jeg begyndte arbejdet med mit speciale hældte jeg til, at man skulle fjerne blasfemiparagraffen, men da jeg læste argumenterne for at fjerne den, kunne jeg se, at luften ret hurtigt gik af ballonen.

Paragraffen er i øjeblikket ved at blive undersøgt af et sagkyndigt udvalg, og de politiske partier debatterer den jævnligt. DF, SF og Enhedslisten går ind for at fjerne blasfemiparagraffen, mens de store gamle partier afventer undersøgelsen.

Hvem bliver vrede over dit speciale?

Måske nogle af dem, der har brugt alle kneb for at få blasfemiparagraffen fjernet, fx professorer og politikere, der har talt om, at paragraffen beskytter Gud, selv om det er tydeligt, at den tager sigte på at beskytte den offentlige fred og orden.

Hvilken avisforside gemmer dit speciale?

Måske ’Blasfemiparagraffen er en sikkerhedsventil i samfundet.’

Eller ’Forøg retssikkerheden, giv ret til privat påtale i blasfemisager’

uni-avis@adm.ku.dk